Tema: Xinjiang

Xinjiang provinsen i det indre asiatiske område af det vestligste Kina har i de sidste par år fundet vej til de udenlandske nyhedsmedier, med beretninger om kinesiske 'genopdragelseslejre' som huser hundredtusinder (1-2 mio.!) af politiske fanger. Fokus i nyhedshistorierne har været på den kinesisk undertrykkelse af den muslimske befolkning, kaldet Uyghurer. Mens de fleste kinesere ser Xinjiang som en integreret del af Kina, så mener mange aktivister blandt Uyghurer, at Xinjiang udgør en egen nation, og som sådan bør være uafhængig af Kina. Xinjiang - eller rettere Xinjiang Uyghur Auto-nome Region (XUAR), som området har heddet siden 1955, er den største af Kinas provin-ser med et areal på over 1.6 mio. km2, svarende til ca. 1/6 af Kinas samlede areal. Området er dækket af store ørkner og bjergkæder. Tarim bassinet i syd er den største ørken og et af de tørreste steder på jorden. Mod syd og nord afgrænses ørkenen af enorme bjergkæder og i den nordlige del af Xinjiang ligger ørkenområdet Jung Gar bassinet. Klimaet er lige så barsk som landskabet, med temperaturforskelle på mellem 80-100 ° C mellem vinter og sommer. Området er til gengæld rig på naturressourcer og rummer ca. 25 % af Kinas olie- og gasreserver og 38 % af landets kulreserver. Af samme grund har området svært tilgængeligt og har altid været ekstremt tyndt befolket, da det kun var mindre oaseområder for foden af bjergskråningerne som kan skabe livsgrundlag for mennesker. Befolkningstallet er i dag kun 23 mio. og flertallet heraf udgøres af 13 forskellige etniske grupper, hvoraf Uyghurerne er den største og omfatter ca. 11 mio. mennesker. Sammen med Tibet er Xinjiang den eneste af Kinas provinser hvor Han-kineserne ( ca. 40 %) ikke er i flertal.

Området blev endeligt erobret af kejser Qinglongs i 1759, ikke så meget af territorielle ambitioner, men for at sikre freden langs Kinas vestlige grænseområder. Fra slutningen af 1700-tallet søgte Kina at fremme han-kinesernes migration til området for at "udfylde grænserne" og etablere bevogtede grænsegarni-soner. Endnu i starten af 1800-tallet var den samlede befolkning i Xinjiang kun 500.000 hvoraf en 1/3 del var han-kinesere.

Det var både vanskeligt og bekosteligt for Qing-dynastiet at bevare kontrollen med området, og i 1864 startede en krigsherre fra Ko-kand (nuværende Usbekistan) et oprør blandt de Tyrkiske muslimer. Rusland udnyttede si-tuationen til at tage kontrol over en del af om-rådet, som dog i slutningen af 1800-tallet stort set var generobret af Kina. I 1884 blev området transformeret fra en koloni til en officiel pro-vins i Kina.

I det almindelige kaos som fulgte i Kina med Qing-dynastiets fald ( 1912) og under Repu-blikken Kina (ROC) blev Xinjiang, i lighed med det øvrige Kina, en kampplads for forskel-lige Han-kinesiske krigsherrer. I 1940 var antal-let af Han-kinesere i Xinjiang kun 190.000 (samme som i år 1800) mens antallet af tyr-kisktalende muslimer var 10 doblet til omkring 3 mio.

I 1944 erklærede tyrkiske separatister oprettelsen af Den Østtyrkiske Republik (ETR) i det nordvestlige Xinjiang. I 1940'erne havde såvel Kunmintang og KKP appelleret til mongoler og Uyghurerne om deres støtte i den anti-japanske krig, mod vage løfter om en eller anden form for fremtidig selvstændighed.

Xinjing provinsen i det vestligste Kina. Bemærk at Xinjiang grænser op til otte af de 14 lande som Kina deler grænser med. Se også fysisk kort over Xinjiang

Men med Maos sejr i borgerkrigen i 1949 blev det også klart, at KKP ikke ønskede at afstå Xinjiang, men derimod for en hver pris ville bevare nationens enhed.

Selvom de lokale etniske grupper i Xinjiang nok besad de ledende poster i provins- og lokaladministrationen, så forblev de ledende poster i partiorganisationen i Xinjiang forbeholdt Han-kineserne.

Målet for Mao var helt klart at øge den Han-kinesiske migration til Xinjiang, men man var også bevidst om lokalbefolkningens skepsis overfor udefrakommende. I første omgang demobiliserede man de mere end hundredetusinde soldater i Xinjiang og bosatte dem i paramilitære lejre som farmere og håndværkere. I 1954 blev de demobiliserede soldater organiseret under Xinjiang Production and Construction Corps (XPCC), som dels havde til formål at beskytte regionen fra udefrakommende trusler men også mod interne oprør. XPCC er almindeligvis kendt under navnet "Bingtuan".

Xinjiangs økonomiske og politiske udvikling

Den økonomiske udvikling

Siden revolutionen i 1949 har Beijing investeret massivt i Xinjiang økonomiske udvikling, ikke mindst for at styrke områdets økonomiske tilknytning med det øvrige Kina. Xinjiang oplevede en hidtil uset vækst i BNP i takt med at Beijing investerede i infrastruktur, industri og landbrug.

Resultatet var da også en generel, omend moderat, stigende levestandard for befolkningen i Xinjiang. I 1990'erne brugte man sloganet "One Black, One White" som refererede til udvikling af henholdsvis olie- og kulindustrien på den ene side og bomuldsproduktion på den anden. 1990'erne politiske kampagne om at "Åbne Vesten" - forstået som de fattige og mindre udviklede indre asiatiske provinser betød blandt andet, at hundredtusinder spinderier og væverier blev flyttet fra det østlige Kina til Xinjiang. Xinjiang blev hurtigt den største bomuldsproducent i Kina.

Mens 'Bingtuan' organisationen i Mao-tiden var en gennem militariseret organisation underlagt PLA ('Peoples Liberation Army'), blev organi-sationen i 1990'erne løsrevet fra militæret og direkte ansvarlig overfor Beijing og KKP. I 2009 var der mere end 2,5 mio. Bingtuan 'sol-dater' som nu drev omkring 200 kommercielle farme og var engageret i en lang række indu-strielle og kommercielle virksomheder samt medier og uddannelsesinstitutioner m.v. En socialistisk militær organisation var hermed transformeret til en profit-orienteret virksom-hed.

Bingtuan-organisationen var som kommerciel virksomhed kendt i udlandet under navnet "China Xinjiang Group (China New Con-struction Group), og har tjent det dobbelte for-mål, dels at bidrage til Han-migrationen til Xinjiang og samtidigt udgøre regionens sikker-hedsapparat. Mens den kinesiske reformpolitik siden 1980'erne også har bragt økonomisk vækst til Xinjiang, så har det også her ført til en øget økonomisk og social ulighed. Reformerne af de statsejede industrier i 1990'erne førte til tab af mere end sekshundredetusinde job i industri-sektoren i Xinjiang mellem 1995-2000. Der var her en tydelig etnisk diskrimination, i den for-stand at Uyghurerne i højere grad mistede deres job end Han-kineserne.

Det har i særlig grad været vanskeligt for Uyghurerne at finde beskæftigelse i den hastigt voksende private sektor. Her bliver Uyghurerne udelukket med henvisning til manglende sprogkundskaber (mandarin) og manglende uddannelsesmæssige kompetencer. Det sidste skyldes til dels, at mange af de Uyghurer som er immigreret fra de fattige landområder i syd til de større byer i det nordlige Xinjiang netop mangler sproglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Blandt fattige Uyghurer er det ikke ualmindeligt, at børn simpelthen holdes hjemme fra skolen af økonomiske grunde, eller at uddannelsestilbuddene er af ringe kvalitet, da man har svært ved at finde gode lærer til skolerne i de fattige landområder. Uyghurerne har også selv fremhævet, at de ikke var interesseret i jobs med lange arbejdstider og den strikse arbejdsdisciplin, som var karakteristisk for den moderne sektor af økonomien.

Der er ingen tvivl om, at Uyghurerne ikke har opnået de samme forbedringer i beskæftigelse og indtjening som den Han-kinesiske befolk-ning i Xinjiang. Uligheden mellem de to be-folkningsgrupper er steget og skellet vil næppe blive mindre foreløbigt.

Den politiske udvikling før 2000

Mens Hu Yaobang var Generalsekretær for KKP (1981-87) blev en betydelig del af KKP's Han-kadrer i Xinjiang udskiftet med lokale etniske kadrer (ledere). Alene i 1981 blev syvtusinde Han-kadrer ført tilbage til det østlige Kina, og deres lederposter overtaget af lokale etniske ledere. Mens denne politik var yderst populær blandt Uyghurerne og tibetanerne (po-litikken omfattede også Tibet) så mødte den også modstand.

Modstanden kom fra Han-kadrer i Tibet og Xinjiang, som oplevede Hu Yaobangs politik som en underkendelse af deres indsats, og ligefrem understøttede anti-Han følelser i området og i sidste ende truede sikkerheden i de fjerntliggende regioner. Nogle betegnede ligefrem Hu Yaobangs politik som et "forræderi", som ville ende med "skabelsen af et Øst-Tyrkistan ... og overgive Xinjiang til Sovjetunionen og Tyrkiet" (W. A. Joseph p. 441)

Da en række større protester blandt Uyghurerne rystede Xinjinag i sidste halvdel af 1980'erne, blev Hu Yaobangs politik da også gjort ansvarlig herfor. Hu Yaobang blev derfor afsat som Generalsekretær for KKP i 1987.

De relativt fredelige demonstrationer i 1980'erne blev i 90'erne afløst af mere voldelige oprør. Uyghur-separatister gennemførte gentagne bombean-greb på busser, blev mødt med stadig hårdere repressalier fra politiet. Optrapningen af volden fra Uyghurernes side blev af mange Han-kinesere set, som en direkte følge af den mere liberale politik i 1980'erne. Omvendt anklagede Uyghurerne nu Han-kineserne for politisk og religiøs undertrykkelse.

Fra Beijings side begyndte man i slutningen af 1990'erne at fremme Han-migration til Xinjiang og udskifte loka-le ledere med Han-kinesere.

Oprøret i 2009

I starten af det nye årtusinde var der relativt roligt i Xinjiang og økonomien voksede. Fra Beijing side frygtede man først og fremmest en optrapning af de etniske uroligheder og en 'internationalisering' af konflikten. Begge bekymringer blev til virkelighed i 2009.

Urolighederne som prægede Xinjiang i begyndelsen juli 2009, er stærkt omdiskuterede. Hvorfor udviklede en fredelig demonstration sig til vold? Var myndighedernes indsættelse af politi og militær en følge af volden eller i sig selv årsag hertil? Hvor mange mennesker blev dræbt og sårede?

Den udløsende årsag til demonstrationerne i Xinjiang d. 5. juli, skal formentlig findes et par tusinde kilometer væk, nemlig i Guangdong provinsen. Her gik der i juni måned et rygte om at Uyghur-migrantarbejdere havde voldtaget to Han-kvinder på en legetøjsfabrik. Efterfølgende angreb Han-arbejderne Uyghurerne boliger og to Uyghurer blev dræbt og hundreder såret.

Dødstallet var formentlig højere og rygtet om voldtægten falsk, og den eneste der blev straffet i sagen, var den mand der havde spredt rygtet om voldtægten! Se også wikipedia-artikel Historien om overgreb, vold og drab på Uyghur-arbejderne i Guangdong spredte sig hurtigt via Internettet til Uyghurerne i Xinjiang. Den 5. juli gik et tusinde Uyghurer på gaden i Ürümchi (hovedstaden i Xinjiang) i protest mod volden og myndighedernes behandling heraf.

Som ved tidligere demonstrationer blev politi og paramilitære tropper sat ind for at overvåge demonstrationen. Der er herefter to historier om hvad der skete. Den officielle forklaring er at myndighederne beskyttede Han-kinesere som blev overfaldet af de demonstre-rende Uyghurer. Udenlandske Uyghur-organisationer og øjenvidner fortæller derimod at at det var politiet som brugte unødvendig magt mod de demonstrerende.

Næste morgen blev internet og telefonforbindelser lukket ned for at forhindre rygtespredning. Under oprøret i Tibet året før havde myndigheder lukket af for udenlandske journalisters adgang til Tibet. Resultatet var det mod-satte af hvad man havde ventet. Nu lød rygtet at myndighederne havde noget at skjule. I Xinjiang valgte man derfor at gøre det modsatte. Man inviterede nu en gruppe udenlandske journalister til Ürümchi, Xinjiang d. 6. juli, så de kunne rapportere som øjenvidner til situationen. videoklip

Dagen efter journalisternes ankomst, blev gaderne patrolleret af bander af Han-kinesere, som bevæbnet med køller gik til angreb på civile Uyghurer på forskellige lokaliteter i byen, mens de råbte slagord som "Ned med Rebiya". Rebiya Kadeer er en af Xinjiangs rigeste kvinder og samtidigt leder af World Uygur Congress med hovedkvarter i Tyskland.

Fredag d. 10. juli var urolighederne indstillet, men for at forebygge yderligere konflikter, meddelte myndighederne at alle moskeer i Ürümchi ville være lukket for fredagsbønnen. Nu gik en mindre gruppe Uyghurerne igen på gaden og krævede løsladelse af dem der var blevet fængslet under de foregående dages de-monstrationer. Demonstranterne blev mødt med politiets knipler.

Dagen efter var volden stoppet og myndighe-derne meddelte at 1400 mennesker var blevet anholdt. Antallet af dræbte var i følge myndig-hederne 197 og mere end 1700 sårede, mens Uyghurerne taler om 600 dræbte.

Hvad der formentlig var enkeltstående episoder hvor Han-kinesere var blevet angrebet med injektionssprøjter eller andre stikvåben i august 2009, førte snart til en hysterisk frygt for natli-ge "sprøjte-angreb" blandt Han-kineserne i Xinjiang. Den 3. september gik titusinder af Han-kinesere i demonstration i Ürümchi, hvor de protesterede over myndighedernes mang-lende evne til at beskytte borgerne. Resultatet blev af den ledende partisekretær og politichef blev afskediget af Beijing to dage senere.

Separatisme og terrorisme

Organisationen Eastern Turkistan Islamic Movement (ETIM) er en militant organisation med base i Xinjiang, som arbejder for et uafhængigt Xinjiang kaldet "Østlige Tyrkiet". Organisationen dukker først frem i offentligheden efter 9/11 2001, hvor USA og senere FN og EU stempler ETIM som en terrororganisation.

Fra såvel de kinesiske myndigheder som fra USA har man hævdet, at ETIM siden 1990'erne havde kontakt med al-Qaeda i Afghanistan og at nogle medlemmer også havde mødtes med Osama Bin Laden. I Beijing kunne man heref-ter stemple separatistiske bevægelser blandt Uyghurerne som islamiske terrorister.

Omkring 2007 dannes bevægelsen "Turkistan Islamic Party" (TIP), formentlig en udbrydergruppe fra ETIM. Lederen af TIP, Abdullah Mansour, hævdede i en række videoer i 2008-09 at stå bag flere bombeeksplosioner i Kina. I 2010 blev nogle Uyghurer, med forbindelse til TIP, anholdt i Norge, mistænkt for at planlægge et terrorangreb for al-Qaeda. I årene siden de voldelige demonstrationer i 2009, har Xinjiang været ramt af gentagne terrorangreb med bilbomber, selvmordsbomber og knivoverfald.

Angrebene fandt også sted uden for Xinjiang. Den 28. okt. 2013 kørte en bil ind i fodgængere nærved Tian'anmen i Beijing og dræbte 5 mennesker og sårede adskillige. Angriberne blev identificeret som Uyghurer. Den 1. marts 2014 angreb en gruppe Uyghurer bevæbnet med machetter togpassagerer på hovedbanen i Kunming i Yunnan-provinsen. 31 mennesker blev dræbt og 140 sårede. Angrebet blev hyldet af ETIM.

Efter opstanden i Tibet i 2008 og i Xinjing i 2009, har kineserne tydeligvis revurderet den tidligere politik overfor Kinas indreasiatiske minoriteter. Under Jiang Zemin og ikke mindst Hu Jintaos lederskab havde man erkendt, at de økonomiske reformer havde øget den økonomiske ulighed mellem de kystnære østlige provinser og de fatttige vestlige provinser. Fra slut 90'erne satsede man derfor på politikken "Go West", som skulle fremme den økonomiske udvikling i Tibet og Xinjiang.

Fra integration til assimilation ...

Man mente, at økonomisk udvikling ikke bare ville fremme den økonomiske integration mellem de rige og fattige provinser, men også føre til en stigende grad af kulturel integration og gerne assimilation mellem den dominerende Han-kinesiske kultur og minoritetskulturen.

Hvor man i Mao tiden og helt op til starten af 1990'erne accepterede en multikulturel og flersproglig kultur i Tibet og Xinjiang, så har man siden årtusindeskiftet i stigende grad søgt at fremme den kinesiske kultur og det kinesiske sprog blandt de etniske minoriteter i Xinjiang og Tibet.

Forventningen om at økonomisk udvikling og modernisering automatisk vil føre til en afvikling af traditionelle kulturer, trosforestillinger og nationale eller etnisk identiteter, har alle steder i verden vist sig ikke at holde stik. Det samme blev tilfældet i Kina.

Den kinesiske integrations- og assimilationspolitik har også her ført til en stigende etnisk - kulturel selvbevidsthed hos Uyghurer og andre minoritetsgrupper, som har defineret sig i opposition til den kinesiske assimilationspolitik.

Efter 9 /11 og USA's krig mod terror, har den kinesiske retorik overfor Xinjiangs Uyghurer ændret sig. Hvor man før talte om separatister som truede den nationale enhed, så anvendes i stigende grad betegnelsen "radikale muslimer" eller "muslimske terrorister".

Hermed er nationale separatister i Xinjiang blevet associeret med Vestens kamp mod den "internationale terrorisme". Resultatet har man set i den stigende politiske radikalisering i minoritetskulturen og tillige en internationalisering af de etniske og kulturelle konflikter. Præcist det som man først og fremmest havde villet undgå fra kinesisk side.

Genopdragelse og overvågning

På baggrund af det stigende antal terrorhandlin-ger som Kina oplevede i det 21. århundrede, erklærede myndighederne i 2014 ” Folkets krig mod terror”. Man skærpede nu kampen mod det som man betegnede ”De Tre Onder”; terrorisme, separatisme og religiøs fundamentalisme.

Allerede i 0’erne indførte Xinjiangs partisekretær Wang Lequan et forbud mod at offentligt ansatte bar langt skæg, hovedtørklæde, fastede eller bad, når de var på arbejde. Under den efterfølgende Partisekretær Zhang Chunxian hed det i 2011, at ”modernisering fører til udvikling i Xinjiang” og han propaganderede for udbredelse af den ”moderne kultur”, som en del af hans ”af-radikaliserings-kampagne” overfor den muslimske majoritetsbefolkning.

Med iværksættelsen af Xi Jinpings ”Belt & Road” projekt i 2013/14 blev Xinjiang et central forbindelsesled til det øvrige Centralasien, og understregede blot behovet for modernisering og udvikling af Xinjiang og ikke mindst at opretholde ro og orden i provinsen. De stigende spændinger mellem Han-kinesere og Uyghurerne, fornyede terrorhandlinger i 2014 (herunder angrebet ved Tian’anmen i Beijing) og det faktum, at ca. 20.000 islamister fra Xinjiang deltog i borgerkrigen i Syrien, hvor de kæmpede for den såkaldte ”Islamiske Stat”, førte til en stramning af politikken i Xinjiang.

Det tidligere forbud mod abnormt langt skæg og den muslimske hovedbeklædning til kvinder blev nu udbredt til at gælde i det offentlige rum i Xinjiang provinsen. Samtidigt lanceres begrebet ”forandring gennem uddannelse”, som en del af ’af-radikaliseringskampagnen’ i Xinjiang.

Hertil kom en stadig tættere digitalovervågning af Xinjiangs etniske befolkning, med indsam-ling af DNA, øjne scanning og kontrol af deres aktiviteter på de sociale medier. Ikke mindst under den nu værende partisekretær, Chen Qu-anguo, som blev overflyttet fra Tibet til Xinji-ang i 2016, er politikken overfor de etniske og religiøse mindretal blevet skærpet.

I 2017 oprettes de første såkaldte ”Erhvervs-uddannelses- og træningscentre” (Vocational Education and Training Centers) i Xinjiang provinsen. Centrene blev i byområderne opret-tet i tidligere skoler eller andre offentlige byg-ninger. I landområderne blev der opført helt nye ’uddannelsescentre’. Centrene kan ses som en del af den ’Sinofiserings-politik’, som Kina generelt har ført overfor etniske og religiøse minoriteter. Uyghurer o.a. skal lære det offici-elle kinesiske sprog, mandarin, og introduceres til kinesisk kultur og ikke mindst KKP’s ideo-logi, for herigennem at udvikle de etniske gruppers loyalitet overfor Kina og dets politiske system.

Hvad der konkret foregår i disse ’uddannelses-centre’ er dog en anden ting.

Da menneskerettighedsorganisationer, herunder Human Rights Watch, i 2017 begynder at berette om såkaldte ’Genopdragelseslejre’ i Xinjiang, beskrives de som fangelejre, hvor hundredtusinder af Uyghurer sidder fængslet uden forudgående rettergang og hvis eneste ’forbrydelse’ består i, at de er muslimer.

Da det angiveligt ikke har været muligt for vestlige journalister at få fri adgang til lejrene, er beretningerne herom først og fremmest baseret på tidligere indsatte, hvoraf flere er flygtet fra Xinjiang og i dag befinder sig i udenfor Kina. Human Rights Watch (HRW) gennemførte i sommeren 2018 interviews med fem tidligere indsatte og ca. halvtreds familiemedlemmer og bekendte til indsatte i ’genopdragelseslejrene’ i Xinjiang. På baggrund heraf kunne HRW tegne et billede af en brutal undertrykkelse af den muslimske befolkning i Xinjiang, med vilkårlige massefængslinger, digital overvågning og kontrol, ofte i modstrid med Kinas egen lovgivning og ikke mindst dets internationale for-pligtigelser.

Human Rights Watch beretter om fængselslignende forhold, hvor lejrene er omgivet af mure, sikkerhedshegn og vagttårne. De indsatte indoktrineres med KKP propaganda og tvinges til at lovprise Xi Jinping og Kinas Kommunistiske Parti. Hertil kommer beretninger om vold og tortur, ydmygelse og voldtægt af kvinder, medicinske forsøg m.v. Analogien til nazistiske koncentrationslejre er derfor ofte blevet anvendt i de vestlige mediers beskrivelse af disse ’genopdragelsescentre’.

I maj 2018 anslog USA’s Forsvarsministerium at ”mindst en million, men sandsynligvis tættere på tre millioner borgere” var anbragt i disse lejre. I august samme år anslog FN’s Menneskerettighedspanel, at man havde troværdige efterretninger om at én million etniske Uyghurer blev tilbageholdt i uddannelseslejrene.

USA indkaldte i marts 2019 til en særlig FN-konference om menneskerettighedssituationen i Xinjiang. Som reaktion herpå henvendte Kinas repræsentant i FN sig til de øvrige medlemslande, hvor man frarådede landene at deltage i konferencen med henvisning til at det kunne skade de bilaterale relationer mellem Kina og de pågældende lande.

Dette var blot et af mange eksempler på, at Kina i de senere år har brugt deres økonomiske magt til, at presse deres samhandelspartnere til ikke at blande sig i Kinas ’indre anliggender’. Mange lande har derfor også været tilbageholdende med kritik af menneskerettighedsforholdene i Kina, af hensyn til egne økonomiske interesser i samarbejdet med Kina.

Det er formentlig også baggrunden for at FN-ambassadører fra 22 lande, heraf 18 europæiske, i juli 2019 underskrev en fælles protestskrivelse til FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder. Her protesterede de over Kinas politik overfor etniske minoriteter, herunder vilkårlige massearrestationer, overvågning og restriktioner på religionsfriheden for Uyghurer og andre minoriteter i Xinjiang.

Som modsvar hertil kom der kort efter et andet brev til FN’s Højkommissær, hvor 54 lande, hovedsageligt fra Afrika, Mellemøsten og Centralasien (inkl. Rusland og Nord Korea) anerkendte Kinas ”bemærkelsesværdige resultater indenfor menneskerettigheder” og at ”sikkerheden var genoprettet i Xinjiang og at de fundamentale menneskerettigheder for alle etniske grupper var sikret”. Det er således bemærkelsesværdigt , at netop de muslimske lande , ikke støtter den vestlige kampagne mod de påstående krænkelser af de muslimske mindretal i Xinjiang.

Den 16. november 2019 publicerede New York Times en lang række hemmelige kinesiske regeringsdokumenter, som angiveligt indeholdt instrukser til hvordan myndighederne i Xinjiang skulle agere i forhold til spørgsmål om ’genopdragelseslejrene’. Se dokumenterne her

Det sidste galdt ikke mindst i forhold til unge, som vendte hjem til Xinjiang for at opdage, at deres forældre var ’forsvundet’ – dvs. anbragt i de såkaldte ’uddannelsescentre’.

Kort efter vedtog Repræsentanternes Hus i Washington, med 407 stemmer for og én imod, den såkaldte ”Uyghur Human Rights Policy Act”, som gav præsidenten ret til, at nægte indrejse til myndighedspersoner fra Kina som kunne forbindes med Xinjiangs ’genopdragelseslejre.