Kina-historie.dk

Xinjiang - under udarbejdelse!!

Xinjiang provinsen i det indreasiatiske område af det vestligste Kina har i de sidste par år fundet vej til de udenlandske nyhedsmedier, med beretninger om kinesiske 'genopdragelseslejre' som huser hundredetusinder (1-2 mio. !) af politiske fanger. Fokus i nyhedshistorierne har været på den kinesisk undertrykkelse af den muslimske befolkning, kaldet Uyghurerne. Mens de fleste kinesere ser Xinjiang som en integreret del af Kina, så mener mange aktivister blandt Uyghurer, at Xinjiang udgør en nation i egen ret, og som sådan bør være uafhængig af Kina.
Xinjiang - eller rettere Xinjiang Uyghur Autonome Region (XUAR), som området har heddet siden 1955, er den største af Kinas provinser med et areal på over 1.6 mio. km2, svarende til ca. 1/6 af Kinas samlede areal. Området er dækket af store ørkner og bjergkæder. Tarim bassinet i syd er den største af ørnener og et af de tørreste steder på jorden. Mod syd og nord afgrænses ørkenen af enorme bjergkæder og i den nordlige del af Xinjiang ligger ørkenområdet Junggar bassinet. Klimaet er lige så barsk som landskabet, med temperaturforskelle på mellem 80-100 ° C mellem vinter og sommer. Området er til gengæld rig på naturressourcer og rummer ca. 25 % af Kinas olie- og gas reserver og 38 % af landets kulreserver.

Af samme grund har området svært tilgængeligt og har altid været ekstremt tyndt befolket, da det kun var mindre oaserområder for foden af bjergskråningerne som kan skabe livsgrundlag for mennesker.

Befolkningstallet er i dag kun 23 mio. og flertallet heraf udgøres af 13 forskellige etniske grupper , hvoraf Uyghuren er den største og omfatter ca. 11 mio. mennesker. Sammen med Tibet er Xinjiang den eneste af Kinas provinser hvor Han- kineserne ( ca. 40 %) ikke er i flertal.

Området blev endeligt erobret af kejser Qinglongs i 1759, ikke så meget af territorielle ambitioner, men for at sikre freden langs Kinas vestlige grænseområder. Fra slutningen af 1700-tallet søgte Kina at fremme han-kinesernes migration til området for at "udfylde grænserne" og etablere bevogtede grænsegarnisioner. Endnu i starten af 1800-tallet var den samlede befolkning i Xinjiang kun 500.000 hvoraf en 1/3 del var han-kinesere.

Det var både vanskeligt og bekostligt for Qing-dynastiet at bevare kontrollen med området , og i 1864 startede en krigsherre fra Kokand (nuværende Uzbekistan) et oprør blandt de Tyrkiske muslimer. Rusland udnyttede situationen til at tage kontrol over en del af området, som dog i slutningen af 1800-tallet stort set var generobret af Kina. I 1884 blev området transformeret fra en koloni til en officiel provins i Kina.

I det almindelige kaos som fulgte i Kina med Qing-dynastiets fald ( 1912) og under Republikken Kina (ROC) blev Xinjiang, i lighed med det øvrige Kina, en kampplads for forskellige Han-kinesiske krigherrer. I 1940 var antallet af Han-kinesere i Xinjiang kun 190.000 (samme som i år 1800) mens antallet af tyrkisk talende muslimer var 10 doblet til omkring 3 mio.

I 1944 erklærede tyrkiske seperatister oprettelsen af Den Østtyrkiske Republik (ETR) i det nordvestlige Xinjiang. I 1940'erne havde såvel Kunmintang og KKP appeleret til mongoler og Uyghurene om deres støtte i den anti-japanske krig, mod vage løfter om en eller anden form for fremtidig selvstændighed.

Xinjing provinsen i det vestligste Kina. Bemærk at Xinjiang grænser op til otte af de 14 lande som Kina deler grænser med. Se også fysisk kort over Xinjiang
Men med Maos sejr i borgerkrigen i 1949 blev det også klart, at KKP ikke ønskede at afstå Xinjiang, men derimod for en hver pris ville bevare nationens enhed. Selvom de lokale etniske grupper i Xinjiang nok besad de ledende poster i provins- og lokaladministrationen, så forblev de ledende poster i partiorganisatioen i Xinjiang forbeholdt Han-kineserne.

Målet for Mao var helt klart at øge den Han-kinesiske migration til Xinjiang, men man var også bevidst om lokal befolkningens skepsis overfor udefrakommende. I første ogang demobiliserede man de mere end ethundredetusinde soldater i Xinjiang og bosatte dem i paramilitære lejre som farmere og håndværkere. I 1954 blev de demobiliserede soldater organiseret under Xinjiang Production and Construction Corps (XPCC) som dels havde til formål at beskytte regionen fra udefrakommende trusler men også mod interne oprør. XPCC er almindeligt vis kendt under navnet "Bingtuan".

Xinjiangs økonomiske udvikling

Siden revolutionen i 1949 har Beijing investeret massivt i Xinjiang økonomiske udvikling, ikke mindst for at styrke områdets økonomiske tilknytning med det øvrige Kina. Xinjiang oplevede en hidtil uset vækst i BNP i takt med at Beijing investerede i infrastruktur, industri og landbrug. Resultatet var da også en generel, omend moderat, stigende levestandard for befolkningen i Xinjiang.

I 1990'erne brugte man sloganet "One Black , One White" som refererede til udvikling af henholdsvis olie- og kulindustrien på den ene side og bomuldsproduktion på den anden. 1990'erne politiske kampagne om at "Åbne Vesten" - forstået som de fattige og mindre udviklede indreasiatiske provinser betød blandt andet, at hundredetusinder spinderier og væverier blev flyttet fra det østlige Kina til Xinjiang. Xinjiang blev hurtigt den bomuldsproducent i Kina.

Mens 'Bingtuan' organisationen i Mao-tiden var en gennem militariseret organisation underlagt PLA ('Peoples Liberation Army'), blev organisationen i 1990'erne øsrevet fra militæret og direkte ansvarlig overfor Beijing og KKP. I 2009 var der mere end 2,5 mio. Bingtuan 'soldater' som nu drev omkring 200 kommercielle farme og var engageret i en lang række industrielle og kommercielle virksomheder samt medier og uddannelsesinstitutioner m.v. En socialistisk militær organisation var hermed transformeret til en profit-orienteret virksomhed.

Bingtuan-organisationen var som kommerciel virksomhed kendt i udlandet under navnet "China Xinjiang Group (China New Construction Group), og har tjent det dobbelte formål, dels at bidrage til Han-migrationen til Xinjiang og samtigigt udgøre regionens sikkerhedsapparat.

Mens den kinesiske reformpolitik siden 1980'erne også har bragt økonomisk vækst til Xinjiang, så har det også her ført til en øget økonomisk og social ulighed. Reformerne af de statsejede industrier i 1990'erne førte til tab af mere end sekshundredetusinde job i industrisektoren i Xinjiang mellem 1995-2000. Der var her en tydelig etnisk diskrimination, i den forstand at Uyghurene i højere grad mistede deres job end Han-kineserne.

Det har i særlig grad været vanskeligt for Uyghurene at finde beskæftigelse i den hastigt voksende private sektor. Her bliver Uyghurerne udelukket med henvisnig til manglende sprogkundskaber (mandarin) og manglende uddannelsesmæssige kompetencer. Det sidste skyldes til dels, at mange af de Uyghurer som er immigreret fra de fattige landområder i syd til de større byer i det nordlige Xinjiang netop mangler sproglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Blandt fattige Uyghurer er det ikke ualmindeligt, at børn simpelthen holdes hjemme fra skolen af økonomiske grunde, eller at uddannelsetilbudene er af ringe kvalitet, da man har svært ved at finde gode lærer til skolerne i de fattige landområder. Uyghurerne har også selv fremhævet at de ikke var interesseret i jobs med lange arbejdstider og den strikte arbejdsdisciplin som var karakteristisk for den moderne sektor af økonomien.

Der er ingen tvivl om, at Uyghurerne ikke har opnået de samme forbedringer i beskæftigelse og indtjening som den Han-kinesiske befolkning i Xinjiang. Uligheden mellem de to befolkningsgrupper er steget og skellet vil næppe blive mindre foreløbigt.

Den politiske udvikling før 2000

Mens Hu Yaobang var Generalsekretær for KKP (1981-87) blev en betydelig del af KKP's Han-kadrer i Xinjiang udskiftet med lokale etniske kadrer (ledere). Alene i 1981 blev syvtusinde Han-kadrer ført tilbage til det østlige Kina, og deres lederposter overtaget af lokale etiniske ledere. Mens denne politik var yderst populær blandt Uyghurene og tibetanerne (politikken omfattede også Tibet) så mødte den også modstand.

Modstanden kom fra Han-kadrer i Tibet og Xinjiang, som oplevede Hu Yaobangs politik som en underkendelse af deres indsats, og ligefrem understøttede anti-Han følelser i området og i sidste ende truede sikkerheden i de fjerntliggende regioner. Nogle betegnede ligefrem Hu Yaobangs politik som et "forræderi", som ville ende med "skabelsen af et Øst-Tyrkistan ... og overgive Xinjiang til Sovjetunionen og Tyrkiet" (W. A. Joseph p. 441)

Da en række større protester blandt Uyghurene rystede Xinjinag i sidste halvdel af 1980'erne, blev Hu Yaobangs politik da også gjort ansvarlige herfor. Hu Yaobang blev derfor afsat som Generalsekretær for KKP i 1987. De relativt fredelige demonstrationer i 1980'erne blev i 90'erne afløst af mere voldelige oprør. Uyghur-seperatister gennemførte gentagne bombeangreb på busser, blev mødt med stadig hårdere represalier fra politiet. Optrapningen af volden fra Uyghurenes side blev af mange Han-kinesere set som en direkte følge af den mere liberale politik i 1980'erne. Omvendt anklagede Uyghurerne nu Han-kineserne for politisk og religiøs undertrykkelse. Fra Beijings side begyndte man i slutningen af 1990'erne at fremme Han-migration til Xinjiang og udskifte lokale ledere med Han-kinesere.

Oprøret i 2009

I starten af det nye årtusinde var der relativt roligt i Xinjiang og økonomien voksede. Fra Beijing side frygtede man først og fremmest en optrapning af de etniske uroligheder og en 'internationalisering' af konflikten. Begge bekymringer blev til virkelighed i 2009.

Urolighederne som prægede Xinjiang i begyndelsen juli 2009, er stærkt omdiskuterede. Hvorfor udviklede en fredelig demonstration sig til vold? Var myndighedernes indsættelse af politi og militær en følge af volden eller i sig selv årsag hertil? Hvor mange mennesker blev dræbt og sårede?

Den udløsende årag til demonstrationerne i Xinjiang d. 5. juli , skal formendtlig findes et par tusinde kilometer væk, nemlig i Guangdong provinsen. Her gik der i juni måned et rygte om at Uyghur-migrantarbejdere havde voldtaget to Han-kvinder på en legetøjsfabrik. Efterfølgende angreb Han-arbejderne Uyghurenes boliger og to Uyghuer blev dræbt og hundreder såret. Dødstallet var formendtlig højere , og rygtet om voldtægten falsk, og den eneste der blev straffet i sagen , var den mand der havde spredt rygtet om voldtægten! Se også wikipedia-artikel

Historien om overgreb, vold og drab på Uyghur-arbejderne i Guangdong spredte sig hurtigt via Internettet til Urghurerne i Xinjiang.

Den 5. juli gik ettusinde Uyghurer på gaden i Ürümchi (hovedstaden i Xinjiang) i protest mod volden og myndighedernes behandling heraf.

Som ved tidligere demonstrationer blev politi og paramilitære tropper sat ind for at overvåge demonstrationen. Der er herefter to historier om hvad der skete. Den officielle forklaring er at myndighederne beskyttede Han-kinesere som blev overfaldet af de demonstrerende Uyghurer. Udenlandske Uyghur-organisationer og øjenvidner fortæller derimod at at det var politiet som brugte unødvendig magt mod de demonstrerende.

Næste morgen blev internet og telefonforbindelser lukket ned, for at forhindre rygtespredning. Under oprøret i Tibet året før havde myndigheder lukket af for udenlandske journalisters adgang til Tibet. Resultatet var det modsatte af hvad man havde ventet. Nu lød rygtet at myndighederne havde noget at skjule. I Xinjiang valgte man derfor at gøre det modsatte. Man invitere nu en gruppe udenlandske journalister til Ürümchi, Xinjiang d. 6. juli, så de kunne rapportere som øjenvidner til situationen. videoklip

Dagen efter journalisternes ankomst, blev gaderne patrolleret af bander af Han-kinesere, som bevæbnet med køller gik til angreb på civile Uyghurer på forskellige lokaliteter i byen, mens de råbte slagord som "Ned med Rebiya". Rebiya Kadeer er en af Xinjiangs rigeste kvinder og samtidigt leder af World Uygur Congress med hovedkvarter i Tyskland.

Fredag d. 10. juli var urolighederne indstillet, men for at forebygge yderligere konflikter, meddelte myndighederne at alle moskeer i Ürümchi ville være lukket for fredagsbønnen. Nu gik en mindre gruppe Uyghurerne igen på gaden og krævede løsladelse af de der var blevet fængslet under de foregående dages demonstrationer. Demonstranterne blev mødt med politiets knipler.

Dagen efter var volden stoppet og myndighederne medelte aft 1400 mennesker var blevet anholdt. Antallet af dræbte var i følge myndighederne 197 og mere end 1700 sårede, mens Uyghurerne taler om 600 dræbte.

Hvad der formendtlig var enkeltstående episoder hvor Han-kinesere var blevet angrebet med injektionssprøjter eller andre stikvåben i august 2009, førte snart til en hysterisk frygt for natlige "sprøjte-angreb" blandt Han-kineserne i Xinjinag. Den 3. september gik titusinder af Han-kinesere i demonstration i Ürümchi, hvor de protesterede over myndighedernes manglende evne til at beskytte borgerne. Resultatet blev af den ledende partisekretær og politichef blev afskediget af Beijing to dage senere.

Seperatisme, terroisme og etnisk assimilation

Eastern Turkistan Islamic Movement (ETIM)

Organisationen Eastern Turkistan Islamic Movement (ETIM) er en militant organisation med base i Xinjiang, som arbejder for et uafhængigt Xinjiang kaldet "Østlige Tyrkiet". Organisationen dukker først frem i offentligheden efter 9/11 2001, hvor USA og senere FN og EU stempler ETIM som en terrororganisation.

Fra såvel de kinesiske myndigheder som fra USA har man hævdet, at ETIM siden 1990'erne havde kontakt med al-Qaeda i Afghanistan og at nogle medlemmer også havde mødtes med Osama Bin Laden. I Beijing kunne man herefter stemple seperatistiske bevægelser blandt Uyghurerne som islamiske terroister.

Omkring 2007 dannes bevægelsen "Turkistan Islamic Party" (TIP), formendtlig en udbrydergruppe fra ETIM. Lederen af TIP, Abdullah Mansour, hævdede i en række videoer i 2008-09 at stå bag en flere bombeeksplosioner i Kina. I 2010 blev nogle Uyghurer, med forbindelse til TIP, anholdt i Norge, mistænkt for at planlægge et terrorangreb for al-Qaeda. I årene siden de voldelige demonstrationer i 2009, har Xinjiang været ramt af gentagne terrorangreb med bilbomber, selvmordsbomber og knivoverfald.

Angrebene fandt også sted uden for Xinjiang. Den 28. okt. 2013 kørte en bil ind i fodgængere nærved Tian'anmen i Beijing og dræbte 5 mennesker og sårede adskillige. Angriberne blev identificeret som Uyghurer. Den 1. marts 2014 angreb en gruppe Uyghurer bevæbnet med machetter togpassagerer på hovedbanen i Kunming i Yunnan-provinsen. 31 mennesker blev dræbt og 140 sårede. Angrebet blev hyldet af ETIM.

Efter opstanden i Tibet i 2008 og i Xinjing i 2009, har kineserne tydeligvis revurderet den tidligere politik overfor Kinas indreasiatiske minoriteter. Under Jiang Zemin og ikke mindst Hu Jintaos lederskab havde man erkendt, at de økonomiske reformer havde øget den økonomiske ulighed mellem de kystnære østlige provinser og de fatttige vestlige provinser. Fra slut 90'erne satsede man derfor på politikken "Go West", som skulle fremme den økonomiske udvikling i Tibet og Xinjiang.

Fra integration til assimilation ...

Man mente, at økonomisk udvikling ikke bare ville fremme den økonomiske integration mellem de rige og fattige provinser, men også føre til en stigende grad af kulturel integration og gerne assimilation mellem den dominerende Han-kinesiske kultur og minoritetskulturen.
Hvor man i Mao tiden og helt op til starten af 1990'erne accepterede en multikulturel og flersproglig kultur i Tibet og Xinjiang .. så har man siden årtusindeskiftet i stigende grad søgt at fremme den kinesiske kultur og det kinesiske sprog blandt de etniske minoriteter i Xinjiang og Tibet.

Forventningen om at økonomisk udvikling og modernisering automatisk vil føre til en afvikling af traditionelle kulturer, trosforestillinger og nationale eller etnisk indentiteter, har alle steder i verden vist sig ikke at holde stik. Det samme blev tilfældet i Kina.

Den kinesiske integrations- og assimilationspolitik har også her ført til en stigende etnisk - kulturel selvbevisthed hos Uyghurer og andre minoritetgrupper, som har defineret sig i opposition til den kinesiske assimilationspolitik.

Efter 9 /11 og USA's krig mod terror, har den kinesiske retorik overfor Xinjiangs Uyghurer ændret sig. Hvor man før talte om seperatister som truede den nationale enhed, så anvedes i stigende grad betegnelsen "radikale muslimer" eller "muslimske terroister". Hermed er nationale seperatister i Xinjiang blevet associeret med Vestens kamp mod den "internationale terrorisme". Resultatet har man set i den stigende politiske radikalisering i minoritetskulturen og tillige en internationalisering af de etniske og kulturelle konflikter. Præcist det som man først og fremmest havde villet undgå fra kinesisk side.

Assimilation og genopdragelse

Hvor man tidligere talte om kulturel tilpasning og integration mellem Han-kulturen og de etniske minoriteter, så handler det nu om assimilation.

I de sidste par år har vestlige journalister rapporteret om eksistensen er der kommet raporter Under Xi Jinpings ledelse er

Xinjiang partisekretærer

1994-2010: Wang Lequan

2010-2016: Zhang Chunxian

2016 - : Chen Quanguo

Fremstillingen er primært baseret på William A. Joseph : Politics in China (Oxford 2014)