Kina-historie.dk

Hong Kong

En britisk koloni

Øen Hong Kong er beliggende ved udmundingen af Perleflodens delta i Kinas sydlige Guangdong provins. Hong Kong blev efter den 1. Opiumskrig (1839-42) annekteret af England. På det tidspunkt blev øen beskrevet som nogle øde forblæste klipper beboet af nogle lokale fiskere. Efter afslutningen af den 2. Opiumskrig i 1860 overtog britterne tillige området kendt som Kowloon, og endelig i 1898 overtog England tillige området New Territories på en 99-årig lejekontrakt.

Den britiske koloni kom i de næste åhundrede år til at fungere som Kinas vigtigste økonomiske forbindelsesled til resten af verden. Allerede i 1890 kom 55% af Kinas samlede import via Hong Kong.

"En tigerøkonomi"

Med etableringen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949, flygtede mange forretningsfolk (kapitalister) fra Kina til Hong Kong og opbyggede her et blomstrende forretningsliv. Her, som i Singapore, Taiwan og Sydkorea ("De Asiatiske Tigerøkonomier") kom den kinesiske befolkningsgruppe til at spille en vigtig rolle for det økonomiske mirakel i 1960-70'erne.

Hong Kong udviklede sig her til en af verdens mest dynamiske økonomierne, baseret på eksport af billige forbrugsvarer (tekstiler, beklædning, legetøj m.v. ) til Vesten. I tre årtier før genforeningen med Kina i 1997, havde Hong Kong en økonomisk vækst på ca. 8 % årligt, som hurtigt viste sig i stigende lønninger og en levestandard som overgik de fleste asiatiske lande.

De stigende lønninger i Hong Kong pressede konnkurrenceevnen, og da Kina startede sin reformpolitik i slutningen af 1970'erne, var det ikke mindst virksomhederne i Hong Kong som flyttede store dele af den fysiske produktion over grænsen til Kina. Her havde man netop åbnet den Særlige Økonomiske Zone i Shenzhen, som grænsede lige op til New Territories. Med lave lønninger, skatter og import-eksportafgifter og en stort set fremværende miljølovgivning var der her skabt et profitabelt investeringsmiljø. Fra Shenzhen blev færdigvarer og halvfarikata sendt tilbage til Hong Kong til videreforarbejdning og eksport.

Hong Kong bevægende sig samtidigt op af værdiskabelelseskæden, og blev fra 1980'erne det kommercielle og finansielle centrum for det sydlige Kina, mens produktionsvirksomhederne lå i de kinesiske kystbyer.

Traditionelt har man forklaret Hong Kongs økonomiske mirakel, først med udviklingen af den eksportorienterede letindustri og den efterfølgende vækst i serviceerhverv, finans- og bankvirksomhed, med tre faktorer.

For det første en meget liberal (laissez-faire) erhvervspolitik, lave skatter og en regering, som ikke blandede sig i erhvervslivet. For det andet med de meget selvstændige og dynamiske forretningsfolk i Hong Kong, og endelig en relative politiske stabilitet som Hong Kong har nydt.

Hong Kong havde derfor fået et omdømme som det sted i verden, hvor alt lod sig gøre i økonomisk forstand. Endnu i 1997 lå Hong Kong på en førsteplads i The Economists 'Economic Freedom Index', som det land hvor der var de frieste og mest gunstige forhold for at gøre forretninger.

Hong Kong består af øerne Hong Kong og Lantau samt New Territories som er en del af fastlandskina. Det samlede landareal er ca. 1.100 km2 og befolkningen på ca. 7,2 mio. Se Større område

Genforeningen med Kina

I mere end 100 år var Hong Kong inddirekte styret fra London, som sendte Guvernører og embedsmænd til den britiske koloni. En Lovgivende Forsamling blev oprettet allerede i 1843, men indtil 1985, var det alene den af London indsatte Guvernør, som udpegede alle medlemmer af den Lovgivende Forsamling.

Fælleserklæringen 1984

I 1982 besøgte den britiske Premierminister Margaret Thacher Beijing, og påbegyndte forhandlingerne om Hong Kongs fremtid når lejeaftalen vedrørende New Territories udløb i 1997.

Forhandlingerne resulterede i den Kinesisk-Engelske Fælleserklæring fra 1984, som fastlagde, at også øen Hong Kong ville blive overdraget til Kina sammen med New Territories i 1997, men på den betingelse at Hong Kong ville nyde en høj grad af autonomi efter overdragelsen til Beijing.

Det er bemærkelsesværdigt at Hong Kong , i modsætning til andre engelske kolonier, aldrig blev tilbudt selvstændighed, ligesom der heller udviklede sig en egentlig selvstændighedsbevægelse i Hong Kong.

"Ét land, to systemer"

Fælleserklæringen var baseret på princippet om "Et land, to systemer" og at Hong Kong ville få status som en Særlig Administrativ Region (SAR). Dette indebar, at den kinesiske suverænitet over Hong Kong blev anderkendt, og at Beijing til gengæld lovede ikke at indføre socialisme eller direkte kommunistisk styre i Hong Kong i de næste 50 år.
Princippet om "Ét land, to systemer" blev nærmere fastlagt i den såkalte 'Basis Law', en mini-forfatning for Hong Kong, som Kinas Nationale Folkekongres vedtog i 1990. The Basis Law fastlagde Hong Kongs autonomi over dets administration, lovgivning, juridiske system og dets sociale og økonomiske system, under kinesisk suverænitet.

Fælleserklæringen af 1984 og Basic Law fra 1990 betød, at Hong Kong nød en høj grad af autonomi med egne uafhængige politiske institutioner, som ikke var bundet af direktiver fra Beijing. Undtaget var dog udenrigs- og forsvarspolitikken, som fortsat skulle styres fra Beijing.

Det gjaldt endvidere, at de love der på tidspunktet for overdragelsen i 1997 var gældende i Hong Kong ville forblive uændrede, og at Hong Kongs økonomiske system ville forblive uændret i de næste 50 år.

Men det blev samtidigt gjort klart, at det til enhver tid var op til Beijing, at fortolke indholdet i Basis Law og dermed Hong Kongs autonomi. Det har flere gange givet anledning til politiske kontroverser mellem pro-demokrtiske kræfter i Hong kong i centralregeringen i Beijing. Således fastsætter art. 45 i Basic Law, at det ultimative mål er gennemførsel af almindelige frie valg af Hong Kongs regeringsleder. Dette har dog fortsat lange udsigter. Samtidigt forbød The Basis Law enhver form for forræderi, oprør eller afsløring af statshemmeligheder (art. 23), ligesom artikel 18, gav Beijing ret til indføre undtagelsestilstand i Hong Kong, dersom at Beijing fandt at den nationale sikkerhed var truet.

Den sidste Guvernør i Hong Kong

Da det i 1980'erne stod klart for britterne at Hong Kong ville blive givet tilbage til Kina, besluttede man i sidste øjeblik at gennemføre en række politiske reformer i Hong Kong. I 1985 oprettede britterne således de såkaldte 'funktionelle valgkredse' for valg til den Lovgivende Forsamling (LegCo). Det betød at bestemte erhvervsgrupper, interessegrupper og distrekter kunne vælge repræsentanterne til den Lovgivende Forsamling. Målet var at indføre en vis grad af demokrati i Hong Kong, så britterne kunne foretage en mere 'ærefuld' tilbagetrækning fra kolonien.

Ikke mindst Christopher Patten, den sidste engelske Guvernør som ankom til Hong Kong i 1992, var fast besluttet på at accelerere de demokratiske reformer i Hong Kong før overdragelsen fem år senere.

Beijing modsatte sig dog Pattens demokratiforsøg, og efter 1997 var den øverste myndighed i Hong Kong, Det Udøvende Råd fortsat sammensat af ikke-folkevalgte medlemmer af Hong Kongs elite at forretningsfolk og embedsmænd.

Artikel 48 og 65 i The Basic Law har dog den målsætning, at der med tiden skal være almindelige frie valg til såvel den Lovgivende Forsamling som til valget af regeringslederen.

Hong Kongs politiske system efter 1997

Frihed uden demokrati

Selvom Hong Kong aldrig har haft et egentlig demokrati i vestlig forstand med almindelige og direkte valg, så har man dog fastholdt en række demokratiske elementer i byens styre fra den engelske kolonitid. Det gælder ikke mindst ytrings-, presse- og forsamlingsfriheden, ligesom Hong Kong har bevaret sit eget uafhængige retssystem. Disse friheder og rettigheder er garanteret i såvel Fælleserklæringen fra 1984 og The Basic Law (1990), og skal bestå i mindst 50 år efter Hong Kongs tilbagelevering til Kina, dvs. indtil 2047.

Den udøvende magt

Den øverste politiske magt ligger hos regeringslederen (Chief Executive), som afløste den engelske Guvernør efter Hong Kongs tilbagelevering til Kina i 1997. Regeringslederen vælges for en fem-årig periode og skal være godkendt fra Beijing. Formelt set vælges regeringslederen af en 1200 mand stor valgkomite (også godkendt fra Beijing), som er sammensat af folk fra forretningsverdenen, sociale og religiøse organisationer og af medlemmer af Hong Kong og Kinas politiske organer. På længere sigt er målet, i henhold til The Basis Law , at regeringslederen skal vælges ved frie almindelig valg.
"the ultimate aim is the selection of the Chief Executive by universal suffrage upon nomination by a broadly representative nominating committee in accordance with democratic procedures." (art. 45)
Regeringslederen udpeger alene de 70 medlemmer af Hong Kongs regering - Det Udøvende Råd (ExCo). Kun regeringen kan stille lovforslag som påvirker de offentlige udgifter eller Hong Kongs politiske system.

Regeringsledere siden 1997
1997-2005: Tung Chee-hwa
2005-2012: Donald Tsang
2012-2017: Leung Chun-ying
2017-2022: Carrie Lam

Den Lovgivende magt

Den Lovgivende Magt, kendt under forkortelsen LegCo, blev oprettet i 1998 og har til opgave at vedtage bugetter og love og overvåge regeringens handlinger m.v. Lovforslag stillet af regeringen kræver totredjedeles flertal for at kunne vedtages.

LegCo har 70 medlemmer som vælges for en fire årig periode. Halvdelen af de delegerede vælges fra geografiske valgkredse (Geographical Constituencies (GC)). Her kan alle registrerede vælgere over 18 år stemme, og valget af disse delegerede er dermed det eneste direkte demokratiske valg i Hong Kong.

Den anden halvdel af LegCo medlemmer vælges af de såkaldte Funktionelle Valgkredse (Functional Constituencies (FC)) hvor kandidaterne er godkendt af regeringen og vælges blandt forskellige interessegrupper indenfor forretningslivet og politiske institutioner. Denne gruppe er derfor også kendt som den "pro-establisment" gruppe.

I følge The Basic Law (art. 68) er det endelig mål, at alle medlemmer af LegCo skal vælges ved almindelige frie valg.

De politiske partier

Politiske partier blev først oprettet efter 1989-demonstrationerne i Beijing. Der kan skelnes mellem tre grupper af partier baseret på ideologiske holdninger. De pro-establisment, de pro-demokratiske og de lokale partier.
Til de første hører blandt andet 'The Democratic Alliance for the Betterment and Progress of Hong Kong' og det forretningsvenlige 'Liberal Party'. Partierne indenfor denne gruppe betegnes ofte som de 'pro-establisment-pariter', som er loyale overfor såvel regeringen som Beijing. Deres primære interesse er at bevare den politiske stabilitet og sikre Hong Kongs fortsatte økonomiske udvikling og velstand. Denne gruppe har flertal i den Lovgivende Forsamling (LegCo)

I den pro-demokratiske partigruppe er de største partier 'Democratic Party' og 'Civic Party'. De prodemokratiske kandidater kommer primært fra de lokale valg i de geografiske valgkredse og har siden valget i 2012 siddet på knap halvdelen af pladserne i LegCo. Den pro-demokratiske grupper har således kunnet blokere vedtagelsen af mange af regeringens lovforslag. Simpel illustration af Hong Kongs politiske system

Simpel illustration af Hong Kongs politiske system. De folkevalgte delegerede fra de lokale distriktsråd er typisk medlemmer af de pro-demokratiske partier, mens den anden halvdel af LegCO's medlemmer repræsenterer de pro-establishment valgkredse delegerede fra

Politiske konflikter ...

Den gennemgående politiske kontrovers siden Hong Kongs tilbagelevering til Kina, har været spørgsmålet om hvad der lå i princippet om "Et land, to systemer" Fra de pro-demokratiske partier i Hong Kong, har man set den kinesiske suverænitet over Hong Kong som en vedvarende trussel mod menneskerettighederne og de frihedsrettigheder, som Hong Kong trods alt havde arvet fra det britiske kolonistyre. Selvom der aldrig var et egentlig demokrati under det engelske kolonistyre, så har kravet herom været stigende i årene efter 1997.

Selvom The Basic Law angiver at det endelig mål er at Den Lovgivende Forsamling skal vælges ved almindelige frie valg (Art. 68), så er det et mål som endnu ikke er realiseret.

Det er ikke mindst valgprocessen omkring regeringslederen (Chief Executive), som har været kritiseret af de pro-demokratiske partier. Regeringslederen er reelt set Beijings repræsentant i Hong Kong ( som tidligere den britiske Guvernør var Englands repræsentant) og skal som sådan administrere den nyvundne kinesiske suverænitet over Hong Kong. Forholdet mellem regeringen i Beijing og Hong Kongs regeringsleder bliver derfor af kritikere ofte beskrevet som et patron-klientforhold.
Regeringslederen vælges som sagt af en valgkomite på 1200 medlemmer som repræsenterer forskellige erhvervsgrupper, organisationer og institutioner i Hong Kong. Men såvel valgkomiteens medlemmer som den valgte regeringsleder skal godkendes fra Beijing.

Den første større politiske konflikt opstod i september 2002 hvor regeringen under Tung Chee-hwa ville gennemføre en skærpet sikkerhedslovgivning, som skulle forhindre undergravende politisk virksomhed i Hong Kong rettet mod Beijing. Kritikkere af loven mente, at lovforslaget ville undergrave Hong Kongs frihedsrettigheder. Lovforslaget mødte stærk kritik i offentligheden som kulminerede i omfattende protester i juli 2003 hvor anslået 500.000 mennesker deltog. Lovforslaget blev herefter trukket tilbage og udskudt på ubestemt tid.

De offentlige protester chokerede Beijing. For at styrke Tung Chee-hwa's popularitet i Hong Kong, introducerede Beijing nu to nye reformer. Den første var The Closer Economic Partnership Arrangement , som gav virksomheder fra Hong Kong særlig favorabel adgang til det kinesiske marked. Det andet var loven om Individual Visit Scheme, som tillod fastlandskinesere at besøge Hong Kong på individuel basis uden at deltage i en rejsegruppe, som det ellers havde været reglen. Begge reformer havde til hensigt at forbedre Beijings omdømme i offentligheden i Hong Kong. Umiddelbart syntes det også at have lykkedes - omend kun for en stund.

Regeringslederen Donald Tsang (2005-12) gennemførte , efter sit genvalg i 2007, nogle administrative reformer som førte til stigende kritik af det politiske system. Tidligere embedsmænd som havde ledet de vigtigste ministerier, blev udskiftet med kontraktansatte og politisk udpegede ledere.

Professionelle kompetencer syntes nu erstattet af politisk loyalitet overfor regeringslederen. Systemet blev af kritikkere opfattet som direkte patron-klient forhold mellem regeringslederen og de vigtigste embedsmænd. Da det tillige kom frem at flere af Donald Tsangs 'embedsmænd' havde udenlandsk statsborgerskab og modtog eksorbitante salærer, udløste det voldsom offentlig forargelse. Senere mistanke om korruption bidrog til yderligere at forværre Donald Tsangs omdømme i befolkningen.

I 2012 blev Leung Chun-ying valgt som ny regeringsleder. Som sine forgængere var han godkendt fra Beijing og repræsenterede således de pro-kinesiske kræfter i Hong Kong. Hans regeringstid kom dårligt fra start, med anklager om korruption og et rygte om, at han i 2003 havde talt for en hårdere konfrontatorisk kurs overfor de offentlige demonstrationer og andre rygter ville vide at han var medlem af KKP.

En spørgeundersøgelse i 2013 viste at kun 13-14 % af Hong Kongs borgere var tilfredse med regeringen mens tallet i 1997 havde været 60 %. Siden midten af 0'erne har de pro-demokratiske partier i Hong Kong aggiteret for at Regeringslederen samt den Lovgivende Forsamling skulle vælges ved almindelige direkte valg. Beijing har hertil svaret at det ville være i uoverensstemmelse med The Basis Law, og i sidste ende tilfaldt det jo netop Beijing at fortolke den forfatning ( Basis Law) som fastlagde forholdet mellem Hong Kong og Beijing.

De pro-demokratiske og Beijing-kritiske grupper i Hong Kong tolker den politiske udvikling efter 1997, som en gradvis underminering af det retssamfund som trods alt fandets under det britiske styre, og mod en situation hvor Beijings politiske interesser er hævet over loven.

Umbrella Movement 2014

Tilbage i 2007 havde man fra Beijing meddelt at gennemførsel af frie valg af regeringslederen i Hong Kong , tidligst ville kunne finde sted i 2017 og frie valg til LegCo ikke før 2020.

Men under Xi Jinpings ledelse ( 2012- ) er holdningen til Hong Kong og spørgsmålet om demokratisering blevet skærpet. I et regeringsdokument (White Paper) fra juli 2014 fastslår centraleregeringen i Beijing at princippet om "Et land, to systmer" har til formål at forsvare Kinas "suvernænitet, sikkerhed og udviklingsmæssige interesser". Det blev endvidere slået fast, at Hong Kong måtte udvikle sig indefor de rammer som Beijing udstak og, at man forventede at alle embedsmænd og medlemmer af Hong Kongs LegCo optrådte loyalt overfor Beijing.

I 2014 fremlagde Hong Kongs regering et forslag til hvordan valgproceduren kunne ændres i en mere demokratisk retning forud for valget af regeringslederen i 2017. Forslaget indebar at den 1200- mand store valgkomite skulle udpege et par kandidater, som vælgerne derefter kunne stemme på.

Forslaget udløste omfattende masseprotester i 2014, hvor demonstranterne krævede reelle frie valg i 2017. Protesterne fandt sted under parolen "Occupy Central with Love and Peace" hvor titusinder af demonstranter blokerede trafikken i det centrale Hong Kong.

Sit-in demonstration i 10. okt 2014 under 'Occupy Central' også kendt som 'Umbrella Revolution" eller "Umbrella Movement"
Protesterne afslørede dybe uoverensstemmelser i Hong Kongs befolkning. Unge, som ellers var notorisk kendt for deres politiske apati, gik nu på gange i tusindetal trods det store politiopbrud.

Demonstrationerne forløb fredeligt og i en nærmest 'karnevals-agtig" stemning og de vestlige medier rapporterede begejstret om den storiske selvdiciplin som de unge demonstranter udviste.

Men mange ældre Hong Kong borgere var stærkt kritiske overfor demonstranterne. Nogle frygtede de økonomiske konsekvenser af den stigende modstand mod Beijing, og andre mente at kritikken af Beijing var både overdrevet, uretfærdig og ubegrundet.

Spørgsmålet om yderligere demokratisering i Hong Kong forblev uløst og kan også betegnes som urealistisk, al den stund at Kinas politiske system ikke tilader et demokratisk system i vestlig forstand. Med princippet om "Et land, to systmer" har Beijing accepteret, at Hong Kong bevarer sin kapitalistiske økonomi, sit eget uafhængige administrative, juridiske og sociale system.

Men heri ligger på ingen måde nogen mulighed for at indsætte en regering i Hong Kong som er direkte fjendtlig indstillet overfor Beijing. Suveræniteten over Hong Kong blev med Fælleserklæringen i 1984 mellem England og Kina, overdraget til Kina efter mere end 150 års kolonistyre. Kina har derfor ingen interesse i at slippe sin politiske kontrol med området uanset folkelige proteser.

Fra de statslige medier i Kina blev demonstranterne da også beskrevet som uansvarlige, naive unge og upatriotiske ballademagere, som var blevet manipuleret af vestlige medier.

Demonstrationerne i 2019

Året 2019 blev præget af de største og mest voldsomme demonstrationer i Hong Kongs historie og urolighederne er fortsat ind i 2020.

Demonstrationernen blev udløst af et lovforslag som Hong Kongs regering , under Carie Lam, fremlagde i april 2019. Lovforslaget ville gøre det muligt at udlevere kriminelle til lande som Hong Kong ikke har udleveringsaftaler med, herunder Kina og Taiwan. Lovforslaget blev af oppositionen kritiseret for at undergrave retssikkerheden i Hong Kong og dermed Hong Kongs autonome status på det retslige område.

Demonstrationerne mod lovforslaget tog fart d. 9. juni 20219, hvor regeringen skulle behandle lovforslaget. Det anslås at flere hundredetusinde - endda en million mennesker, deltog i demonstrationerne denne dag. Under 2. behandlingen af lovforslaget d. 12. juni har der igen hundredetusinder af demonstranter på gaden. Politiet måtte her anvende tåregas mod demonstranterne.

D. 15. juni udsatte Carie Lam behandlingen af lovforslaget på ubestemt tid, men det fik ikke skabt ro i gaderne. Dagen efter var der igen store demonstrationer, hvor demonstranterne krævede lovforslaget annuleret og samtidigt protesterede over politiets magtanvendelse.

D. 1. juli, årsdagen for Hong Kongs overdragelse til Kina, stormede demonstranter Den Lovgivende Forsamlings bygninger som blev rasseret.

I de kommende uger og måneder fortsatte demonstrationerne i forskellige bydele og med stigende voldsomhed. Demonstranterne byggede vejbarrikader og blokere metrostationer, hovedveje mv. og anvendte brosten, jernstænger og benzinbomber mod politiets vandkanoner og gummikugler.

Demonstranterne d. 12. juni - mange udstyret med en paraplyer

Regeringsleder Carie Lam havde allerede d. 15. juni suspenderet lovforslaget og erklærede d. 9. juli at det var bortfaldet, og endelig den 23. oktober var forslaget trukket tilbage.

Men gjorde intet i forhold til demonstranteres ydderligere krav, som siden starten af demonstrationerne i juni- juli måned havde været:

  1. Fuldstændig tilbagekaldelse af lovforslaget om udlevering af kriminelle
  2. Tilbagekaldelse af myndighedernes stempling af demonstranterne 'oprører' d. 12 juni
  3. Ammnesti for alle tilbageholdte / fængslede demonstranter
  4. En uafhængig undersøgelse af politiets voldsanvendelse
  5. Regeringslederen Carie Lams afgang, samt
  6. Almindelig valgret i udvælgelsen af HK's regeringsleder og til HK's Lovgivende Forsamling (LegCo)
På den kinesiske Nationaldag d.1. okt blev demonstrationerne særligt voldsomme, og en 18-årig demonstrant blev ramt af en betjent som følte sig truet af den unge mand. I et forsøg på at lægge en dæmper på de voldelige konfrontationer mellem politi og demonstranter indførte Carie Lam et maskeringsforbud d. 4. okt. Men det fik den modsatte effekt. Konfrontationerne mellem politi og demonstranter blev stadig mere voldsomme og uforsonlige.

Demonstranter i Hong Kong appelerer til USA udenfor USA konsulat d. 8. sept for støtte i deres krav til regeringen
D. 24. nov blev der afholdt valg til de lokale Distriksråd med en rekordhøj valgdeltagelse på over 70%. Valget blev af mange set som et de facto valg for eller imod demokratibevægelsen, og resultatet blev en overvældende sejr for denne, idet de pro-demokratiske partier fik flertal i 17 af 18 valgdistrekter.

I vestlige medier nød demonstranternes krav om demokrati almindelig tilslutning og d. 27. nov vedtog USA en "Hong Kong Human Rights and Democracy Act" til støtte for protestbevægelsen.

Siden protesterne startede i juni 2019 og indtil nu (d. 18/01/20) har der kun været to dødsfald. I det ene tilfælde var det en student der faldt ned fra et parkeringstag og i det andet var det en ældre civilborger som blev ramt i hovedet af demonstranternes stenkast.

Urolighederne i Hong Kong følges ikke mindst i Taiwan med stigende bekymring, da princippet om "Et land, to systemer" formendtlig også er Beijings skabelon for en fremtidig genforening af Taiwan og fastlandskina.

Taiwans historie