Kina-historie.dk

Taiwan eller Republikken Kina

Taiwan er på mange måder et mikrokosmos af fastlands Kina (PRC) og dets historie i de sidste hundrede år lige så turbulent som Kinas. Endnu før Kina oplevede Taiwan et sandt økonomisk mirakel, som gjorde Taiwan til en af de rigeste og højest udviklede økonomier i Sydøstasien. Men lige så integreret som Taiwan er i verdensøkonomien ligeså isolerede er de rent diplomatisk og politisk. Kina fastholder at Taiwan er en kinesisk provins og før eller siden må og skal genforenes med fastlandskina.
Taiwan ligger ca 160 km fra kysten af det sydøstlige Kina og er med sine 36.000 km2 lidt mindre end Danmark, men huser idag mere end 24 mio. indbyggere. Af disse tilhører ca. 2.5 % den oprindelige befolkning, som i årtusinder havde beboet den isolerede ø inden den kinesiske indvandring tog fart fra slutningen af 1600-tallet.

I 1600-tallet havde både Portugal og Spanien haft handelsstationer på Taiwan , men efter etablering af Qing-dynastiet i Kina (1944-1912) bliver Taiwan en del af det kinesiske rige.

Med Kinas nederlag til Japan i 1895 bliver Taiwan i de næste 50 år en japansk koloni. Den japanske undertrykkelse af befolkning var brutal, men den japanske besættelse førte dog til omfattende udbygning af øens infrastruktur og en modernisering af landbruget og en stigende landbrugseksport til Japan. Selvom taiwaneserne var reduceret til andenklassesborgere under den japanske besættelse, så nød man dog godt af en politisk og økonomisk stabilitet, som i de år var helt fraværende på fastlandet.

Med Japans kapitulation i 1945, blev Taiwan tilbageleveret til Kina, og blev således en del af Den Kinesiske Republik (1912-49) under Chiang Kai-shegs Kuomintang-regering. Selvom Chiang Kai-sheg tropper nok kom som befrierne af Taiwan kom forholdet mellem taiwaneserne og de nye magthavere dårligt fra start. Hvor japanerne før havde indtaget alle magtfulde politiske og administrative stillinger på Taiwan, blev disse poster nu blot besat af de Chiang Kai-shegs Nationalister fra fastlandskina. tilstrømmende fastlandskinesere.

Modstanden mod de nye - omend kinesiske - besættere udløste 28. feb 1947 et ti dage langt oprør mod de nye magthavere. Oprørene blev hurtigt nedkæmpet og efterlod tusinder af dræbte taiwanesere. Denne såkaldte "Hvide Terror" bliver endnu i dag mindet hvert år d. 28. feb. og symboliserer også i dag det anstrengte forhold mellem Taiwan og fastlandskina.

Med Mao Zedong og kommunisternes sejr i borgerkrigen i Kina i efteråret 1949, flygtede Chiang Kai-sheg og godt 1.2 mio. af hans støtter til Taiwan. Det var udbrudet af Koreakrigen i 1950, som fik USA til at interesse sig for Taiwan. Øen blev nu et vigtig del af USA inddæmningspolitik overfor kommunismen i Østasien, og det var ikke mindst USA som sikrede, at Taiwan indtil 1971 beholdt sin plads i FN som repræsentant for Kina (formelt kendt som Republikken Kina på Taiwan - ROC).

Som følge af den begyndende tilnærmelse mellem Maos Kina og USA mistede Taiwan i 1971 sin plads i FN som den legitime repræsentant for Kina. Da USA i 1979 opretter almindelige diplomatisk forbindelser med Beijing afbryder USA samtidigt sine formelle diplomatiske forbindelse til Taiwan. Folkerepublikken Kina overtog samtidigt den plads i FN som Taiwan tidligere havde besat og blev tillige et af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.
Taiwan ligger ud for Fujian provinsen. Quemoy-øerne som ligger få kilometer fra fastlandet hører også til Taiwan

Taiwans økonomiske mirakel

I perioden fra ca. 1960 og tre årtier frem oplevede Taiwan en bemærkelsesværdig hurtig industriel og økonomisk vækst som vækst. En vækst der snart gav Taiwan status som en af de Asiatiske Tigerøkonomier, sammen med Hong Kong , Singapore og Sydkorea.

Allerede i 1950'erne voksede industri-produktionen med 10 % årligt og i 1960'erne med ikke mindre end 20 % årligt. Mens 1950'ernes industrielle udvikling var baseret på importsubstitutionsindustri indenfor fødevarer, tekstiler og beklædning og andre forbrugsvarer, skiftede man allerede i begyndelsen af 1960'erne til en mere eksportorienteret industrialisering.

Taiwans økonomiske udvikling 1952-2011
Kilde: Willian A. Joseph: Politics in China (2014)p. 473
Taiwans økonomiske mirakel kan tilskrives en række særlige omstændigheder. For det første havde man allerede i 1949 iværksatte omfattende jordreformer, hvor godsejernes jord blev omdannet til små familiebrug, som ikke bare skabte en større fødevareproduktionen men også en bedre indtjening for bønderne. For det andet havde man arvet en relativ veludviklet infrastruktur fra japanerne. For det tredje var der tilstrømningen af tusinder af veluddannede teknikkere, erfarne forretningsfolk og regeringsadministratorer, som flygtede fra Kina i forbindelse med kommunisternes magtovertagelse i 1949. Endelig modtog Taiwan en betydelig økonomisk støtte fra USA frem til omkring 1965. Hertil kunne man lægge en høj grad af politisk stabilitet og en vilje hos de politiske ledere til at lytte til råd og vejlednign fra eksperter og teknokrater. Begge dele var i den grad fraværende i Maos Kina.
Samtidigt var det karakteristisk, at Taiwans industrielle udvikling var baseret på hundredetusinder af små familievirksomheder, som leverede halvfabrikata til større virksomheder. I modsætning til fastlandskina, som under Mao meget ensidigt investerede i strategiske og kapitalintensive industrier ( energi og stål m.v.), satsede man i Taiwan på den arbejdsintensive industriproduktion af dagligdags forbrugsvarer (fødevarer, tekstiler og beklædning) rettet mod såvel hjemmemarkedet som eksportmarkedet.

Siden 1980'erne er Taiwan blevet en af verdens største producenter af semiconductorer (mikroships) og diverse elektroniske forbrugsvarer (PC'er, skærme, motherboards, scannere, keybords m.v.) ikke mindst fra Taiwans største IT-producent; Acer.

Taiwan har siden Kinas åbning i 1980 været blandt de største udenlandske investorer i Kina, og en stor del af Kinas eksport af IT hardware bliver produceret af de ca. 70.000 Taiwanesiske firmaer som opererer i Kina

(Gregory Veeck m.fl. China's Geography, 2007 p.364)
.

Mens industriproduktionen i 1986 tegnede sig for mere end 50 % af BNP var denne andel faldet til ca 30 %. Dette afspejler en udvikling som kendes fra andre udviklede økonomier hvor produktion og beskæftigelse gradvist flyttes fra fremstillingsvirksomhederne til servicesektoren.

Taiwans politiske udvikling

Taiwans politiske historie er turbulent ikke mindst som følge af de forskellige magthavere øen har været underlagt fra Qing-dynastiet til den japanske besættelse og siden 1949 Chiang Kai-shegs Koumintang regering (KMT). Selv om det nye styre på Taiwan formelt set var en videreførelse af Den Kinesiske Republik (ROC), så indførte man straks militærundtagelseslovgivning og annulerede forfatningen, med henvisning til den fortsatte "kommunistiske opstand" i fastlandskina.

Efter 28-2 oprøret i 1947 var der ikke mange taiwanesere der vovede at udfordre KMT's politiske magtmonopol og de mest fremtrædende kritikere af KMT valgte da også at søge eksil i Japan eller USA. Men som i tiden på fastlandets, fortsatte KMT også i 1950-60'erne med at udrense politiske kritikkere eller "kommunister" fra egne rækker. Chinag Kai-shegs styre kan betegnes som strengt autoritært med meget begrænsede civile frihedsrettigheder.

Demokratisering

Efter Chinag Kai-shegs død i 1975 overtager hans søn, Chiang Ching-kuo, præsidentposten og ledelsen af KMT. Under denne begynder en gradvis lempelse af af styrets autoritære karakter. For at styrke KMT folkelige legitimitet blev der givet plads til flere taiwanesere i KMT ledelse ligesom enkelte sæder i den Lovgivende Forsamling nu kunne besættes gennem direkte valg. Direkte frie valg havde hidtil kun været tilladt på provins og lokalt niveau, men ikke til det Nationale parlament.

I 1980'erne skete der yderligere politisk liberalisering der kulminerede i oprettelsen af oppositionspartiet det "Demokratiske Progressive Parti" (DPP) i 1986, og kort tid efter blev den militære undtagelsestilstand annuleret. Da Chiang Ching-kuo døde i 1988, blev det for første gang en indfødt taiwanesisk politikker, Lee Teng-hui, som overtog præsidentposten på Taiwan.

I 1996 kunne Taiwan holde sit første frie demokratiske valg til det nationale parlament og Lee Teng Hui blev den første direkte valgte præsident på Taiwan. Ved præsidentvalget i år 2000 gik præsidentembedet til Chen Shui-bian fra oppositionspartiet DPP, og for første gang var det ikke længere KMT som ledede Taiwan. Hermed var etpartistyret afløst af et fuld demokratisk styre og taiwaneserne kunne nyde deres fulde civile frihedsrettigheder. Taiwan er derfor også blevet kaldt "det første kinesiske demokrati".

Uafhængighedsspørgsmålet

Det spørgsmål som mere end noget har præget den politiske debat i Taiwans er forholdet til fastlandskina. Under Chiang Kai-sheg autoritære styre hævdede man at ROC repræsenterede hele Kina (One China policy), og at det kommunistiske styre i Folkerepublikken (PRC) var påtvunget det kinesiske folk med magt og som sådant illigitimt. Man havde endda i lang tid forestillinger om en tilbageerobring af fastlandet.

Med ændringen i Taiwans diplomatiske status i forhold til FN og den senere demokratisering i Taiwan er holdningerne til fastlandskina dog blevet mere nuanceret, men ikke mindre komplicerede.

Fra Beijing har holdningen siden 1949 været helt klar. Taiwan er og vil forblive en del af Kina, og om en genforening ikke kan ske med fredelige midler vil magtanvendelse være nødvendigt. Med mødet mellem Mao og Nixon i 1972 accepterede også USA denne version af 'One China' politikken, nu med Folkerepublikken som den retmæssige repræsentant for Kina. Denne politik blev igen fastholdt af af Bill Clinton i 1998 med "de tre nej'er" ; Nej til anderkendelse af Taiwans uafhængighed; nej til anderkendelse af to Kinaer og nej til Taiwans optagelse i internationale institutioner som selvstændig stat.

Med Chinag Kai-sheg død forsvandt også tanken om Taiwans generobring af fastlandskina til fordel for alene at varetage Taiwans interesser. Den mest radikale version af denne 'Taiwan first' tankegang indebar ligefrem at Taiwan skulle erklære sig for en uafhængig og selvstædnig nation. For at forebygge en sådan situation vedtog Kinas Nationale Folkekongres i 2005 en lov, som gav autorisation til anvendelse af militær magt om Taiwan skulle vælge uafhængigheden.

Taiwaneserne er udemærket klar over Beijings beslutsomhed i dette spørgsmål, og op gennem 0'erne var det ikke mere end 10 % af taiwaneserne, som støttede tanken om Taiwans uafhængighed her og nu. Endnu færre støttede dog tanken om genforening med et kommunistisk Kina. De fleste ønsker slet og ret at bevare status quo hvor man nyder en de facto uafhængighed (økonomisk og politisk) omend ikke juridisk og national uafhængighed.

( William A. Joseph , p. 477)

Taiwans Præsidenter (parti):

1949-1975: Chiang Kai-sheg (KMT)
1975-1988: Chiang Ching-kuo (KMT)
1988-2000: Lee Teng-hui (KMT)
2000-2008: Chen Shui-bian (DPP)
2008-2016: Ma Ying-jeou (KMT)
2016-2024: Tsai Ing-wen (DPP)

"Hot economics , cold politics"

Siden demokratiseringen af Taiwan er forholdet til Kina blevet ændret. Siden 1950'erne havde taiwaneserne ikke kunnet rejse til Kina og besøge familiemedlemmer, men i 1987 fjerner Taipei forbudet, og tusinder af taiwanesere besøger nu fatslandet for første gang. Blandt de nye besøgende på fastlandet var også forretningsfolk som så investeringsmulighederne i den hurtig voksende kinesiske økonomi. I 2010'erne var Taiwan og Kina blevet hinandens vigtigste handelspartnere og Taiwan var en af de største kilder til udenlandske investeringer i Kina.

I 1991 erklærer Præsident Lee borgerkrigen (mellem KKP og KMT) for afsluttet og målet om erobring af fastlandet afløses af ønsket om fredelig genforening. Man var dog langt fra eneige om hvad man forstod ved genforening. Kineserne betragtede Taiwan som en provins i Kina, mens Taiwan forestillede sig en genforening mellem ligeværdige partnere, som et særligt "state-to-state relationship". Mens det økonomiske samarbejde mellem parterne blev stadig stærkere , så var lå de politiske relationer på frysepunktet.

Taiwans stigende økonomiske velstand og den stadig voksende middelklasse så i stigende grad sig selv som Taiwanesere og i mindre grad som kinesere. Den øgede natioanle bevidsthed betød også at ønsket om genforening blev stadig mere upopulært. Ved præsidentvalget i 2008 og 2012, agiterede KMT's kandidat, Ma Ying-jeou, med sin parole om "De tre nej'er: nej til uafhængighed, nej til genforening og nej til militær konflikt" . Selvom man fra DPP søgte at tegne billedet af KMT som pro-genforening, så var KMT's politik nu også at bevare status quo, dvs. hverken uafhængighed eller genforening.

Fra Beijing kunne man ikke gøre andet end at prøve at udbygge det økonomiske og sociale samarbejde mellem de to partnere. I 2008 tillod begge parter direkte flyforbindelser mellem fastlandet og Taiwan, og en ny handelsaftale i 2010 skulle bidrage til at fremme det økonomiske samarbejde. Den nye samarbejdspolitik blev fulgt op af flere halvofficielle besøg og direkte samtaler mellem højtstående medlemmer af af h.h.v. KKP og KMT.

KMT repræsenterer stadig det etablerede politiske system, og kan trods alt tage kredit for Taiwans succesfulde økonomiske og politiske udvikling. Oppositionspartiet PDD er stadig et ungt parti, men det er også her at man finder de stærkeste fortalere for uafhængighed.

Taiwans første kvindelige præsident, Tsai Ing-wen, blev verdenskendt da hun ringede til Donald Trump og ønskede ham tillykke med valgsejeren i dec. 2016. Det var første gang der havde været direkte samtaler mellem de to landes præsidenter siden 1979. Tsai har i sin politiske karriere arbejdet for et stærkere forhold mellem USA og Taiwan.

Ikke mindst udviklingen i Hong Kong siden genforeningen i 1997 har optaget taiwaneserne. Princippet om "Et land, to systemer", som Hong Kong og Kinas genforening hviler på, er givetvis også Beijings skabelon for en fremtidig genforening mellem Kina og Taiwan.

Tsai har været afvisende overfor den såkaldte "One China" politik som KMT tidligere har stået for. Så sent som i jan 2020 afviste hun i en tale princippet om "et land, to systemer" som en mulig skabelon for genforeningen af Taiwan og fastlandskina. Hun har også udtrykt sin støtte til demonstrationerne i Hong Kong.

Tsai Ing-wen (1956 -) blev formand for DPP i 2008-2012 og igen fra 2014-18. Tsai blev i 2016 valgt for DPP, som Taiwans første kvindelige præsident og genvalgt d. 11. jan 2020. Tsai er den første præsident med familiære rødder i Taiwans oprindelige befolkning (Hakka) og den første præsident som var ugift.

Ikke mindst blandt Taiwans unge vælgere har de voldsomme demonstrationer i Hong Kong i 2019-20 gjort indtryk, og skærpet modstanden mod den samarbejdspolitik i forhold til Kina som KMT traditionelt har stået for.

Der er derfor ingen tvivl om at den fremtidige udvikling i forholdet mellem Hong Kong og Beijing vil få afgørende betydning også for forholdet mellem Beijing og Taiwan.