I 1600-tallet havde både Portugal og Spanien haft handelsstationer på Taiwan , men efter etablering af Qing-dynastiet i Kina (1944-1912) bliver Taiwan en del af det kinesiske rige.
Med Kinas nederlag til Japan i 1895 bliver Taiwan i de næste 50 år en japansk koloni. Den japanske undertrykkelse af befolkning var brutal, men den japanske besættelse førte dog til omfattende udbygning af øens infrastruktur og en modernisering af landbruget og en stigende landbrugseksport til Japan. Selvom taiwaneserne var reduceret til andenklassesborgere under den japanske besættelse, så nød man dog godt af en politisk og økonomisk stabilitet, som i de år var helt fraværende på fastlandet.
Modstanden mod de nye - omend kinesiske - besættere udløste 28. feb 1947 et ti dage langt oprør mod de nye magthavere. Oprørene blev hurtigt nedkæmpet og efterlod tusinder af dræbte taiwanesere. Denne såkaldte "Hvide Terror" bliver endnu i dag mindet hvert år d. 28. feb. og symboliserer også i dag det anstrengte forhold mellem Taiwan og fastlandskina.
Med Mao Zedong og kommunisternes sejr i borgerkrigen i Kina i efteråret 1949, flygtede Chiang Kai-sheg og godt 1.2 mio. af hans støtter til Taiwan. Det var udbrudet af Koreakrigen i 1950, som fik USA til at interesse sig for Taiwan. Øen blev nu et vigtig del af USA inddæmningspolitik overfor kommunismen i Østasien, og det var ikke mindst USA som sikrede, at Taiwan indtil 1971 beholdt sin plads i FN som repræsentant for Kina (formelt kendt som Republikken Kina på Taiwan - ROC).
Allerede i 1950'erne voksede industri-produktionen med 10 % årligt og i 1960'erne med ikke mindre end 20 % årligt. Mens 1950'ernes industrielle udvikling var baseret på importsubstitutionsindustri indenfor fødevarer, tekstiler og beklædning og andre forbrugsvarer, skiftede man allerede i begyndelsen af 1960'erne til en mere eksportorienteret industrialisering.
Kilde: Willian A. Joseph: Politics in China (2014)p. 473
Siden 1980'erne er Taiwan blevet en af verdens største producenter af semiconductorer (mikroships) og diverse elektroniske forbrugsvarer (PC'er, skærme, motherboards, scannere, keybords m.v.) ikke mindst fra Taiwans største IT-producent; Acer.
Taiwan har siden Kinas åbning i 1980 været blandt de største udenlandske investorer i Kina, og en stor del af Kinas eksport af IT hardware bliver produceret af de ca. 70.000 Taiwanesiske firmaer som opererer i Kina
Mens industriproduktionen i 1986 tegnede sig for mere end 50 % af BNP var denne andel faldet til ca 30 %. Dette afspejler en udvikling som kendes fra andre udviklede økonomier hvor produktion og beskæftigelse gradvist flyttes fra fremstillingsvirksomhederne til servicesektoren.
Efter 28-2 oprøret i 1947 var der ikke mange taiwanesere der vovede at udfordre KMT's politiske magtmonopol og de mest fremtrædende kritikere af KMT valgte da også at søge eksil i Japan eller USA. Men som i tiden på fastlandets, fortsatte KMT også i 1950-60'erne med at udrense politiske kritikkere eller "kommunister" fra egne rækker. Chinag Kai-shegs styre kan betegnes som strengt autoritært med meget begrænsede civile frihedsrettigheder.
I 1980'erne skete der yderligere politisk liberalisering der kulminerede i oprettelsen af oppositionspartiet det "Demokratiske Progressive Parti" (DPP) i 1986, og kort tid efter blev den militære undtagelsestilstand annuleret. Da Chiang Ching-kuo døde i 1988, blev det for første gang en indfødt taiwanesisk politikker, Lee Teng-hui, som overtog præsidentposten på Taiwan.
Med ændringen i Taiwans diplomatiske status i forhold til FN og den senere demokratisering i Taiwan er holdningerne til fastlandskina dog blevet mere nuanceret, men ikke mindre komplicerede.
Fra Beijing har holdningen siden 1949 været helt klar. Taiwan er og vil forblive en del af Kina, og om en genforening ikke kan ske med fredelige midler vil magtanvendelse være nødvendigt. Med mødet mellem Mao og Nixon i 1972 accepterede også USA denne version af 'One China' politikken, nu med Folkerepublikken som den retmæssige repræsentant for Kina. Denne politik blev igen fastholdt af af Bill Clinton i 1998 med "de tre nej'er" ; Nej til anderkendelse af Taiwans uafhængighed; nej til anderkendelse af to Kinaer og nej til Taiwans optagelse i internationale institutioner som selvstændig stat.
Med Chinag Kai-sheg død forsvandt også tanken om Taiwans generobring af fastlandskina til fordel for alene at varetage Taiwans interesser. Den mest radikale version af denne 'Taiwan first' tankegang indebar ligefrem at Taiwan skulle erklære sig for en uafhængig og selvstædnig nation. For at forebygge en sådan situation vedtog Kinas Nationale Folkekongres i 2005 en lov, som gav autorisation til anvendelse af militær magt om Taiwan skulle vælge uafhængigheden.
Taiwaneserne er udemærket klar over Beijings beslutsomhed i dette spørgsmål, og op gennem 0'erne var det ikke mere end 10 % af taiwaneserne, som støttede tanken om Taiwans uafhængighed her og nu. Endnu færre støttede dog tanken om genforening med et kommunistisk Kina. De fleste ønsker slet og ret at bevare status quo hvor man nyder en de facto uafhængighed (økonomisk og politisk) omend ikke juridisk og national uafhængighed.
I 1991 erklærer Præsident Lee borgerkrigen (mellem KKP og KMT) for afsluttet og målet om erobring af fastlandet afløses af ønsket om fredelig genforening. Man var dog langt fra eneige om hvad man forstod ved genforening. Kineserne betragtede Taiwan som en provins i Kina, mens Taiwan forestillede sig en genforening mellem ligeværdige partnere, som et særligt "state-to-state relationship". Mens det økonomiske samarbejde mellem parterne blev stadig stærkere , så var lå de politiske relationer på frysepunktet.
Taiwans stigende økonomiske velstand og den stadig voksende middelklasse så i stigende grad sig selv som Taiwanesere og i mindre grad som kinesere. Den øgede natioanle bevidsthed betød også at ønsket om genforening blev stadig mere upopulært. Ved præsidentvalget i 2008 og 2012, agiterede KMT's kandidat, Ma Ying-jeou, med sin parole om "De tre nej'er: nej til uafhængighed, nej til genforening og nej til militær konflikt" . Selvom man fra DPP søgte at tegne billedet af KMT som pro-genforening, så var KMT's politik nu også at bevare status quo, dvs. hverken uafhængighed eller genforening.
KMT repræsenterer stadig det etablerede politiske system, og kan trods alt tage kredit for Taiwans succesfulde økonomiske og politiske udvikling. Oppositionspartiet PDD er stadig et ungt parti, men det er også her at man finder de stærkeste fortalere for uafhængighed.
Taiwans første kvindelige præsident, Tsai Ing-wen, blev verdenskendt da hun ringede til Donald Trump og ønskede ham tillykke med valgsejeren i dec. 2016. Det var første gang der havde været direkte samtaler mellem de to landes præsidenter siden 1979. Tsai har i sin politiske karriere arbejdet for et stærkere forhold mellem USA og Taiwan.
Ikke mindst udviklingen i Hong Kong siden genforeningen i 1997 har optaget taiwaneserne. Princippet om "Et land, to systemer", som Hong Kong og Kinas genforening hviler på, er givetvis også Beijings skabelon for en fremtidig genforening mellem Kina og Taiwan.
Tsai har været afvisende overfor den såkaldte "One China" politik som KMT tidligere har stået for. Så sent som i jan 2020 afviste hun i en tale princippet om "et land, to systemer" som en mulig skabelon for genforeningen af Taiwan og fastlandskina. Hun har også udtrykt sin støtte til demonstrationerne i Hong Kong.
Ikke mindst blandt Taiwans unge vælgere har de voldsomme demonstrationer i Hong Kong i 2019-20 gjort indtryk, og skærpet modstanden mod den samarbejdspolitik i forhold til Kina som KMT traditionelt har stået for.
Der er derfor ingen tvivl om at den fremtidige udvikling i forholdet mellem Hong Kong og Beijing vil få afgørende betydning også for forholdet mellem Beijing og Taiwan.