Kina-historie.dk

Kina - 4000 års historie

Kinas historie på én A4-side | eller den 'lange' version: Kinas historie på 4 sider

Kina - kort fortalt ...


Ifølge den kinesiske mytologi blev den kinesiske civilisation grundlagt af Den Gule Kejser omkring år 2800 f.Kr., mens man i mere striks historisk forstand, nok må nøjes med at gå tilbage til det sene Shang-dynasti (ca. 1600- 1046 f.Kr.), hvor de første skriftlige kilder dukker op.

Under Zhou-dynastiet (1046-221 f.Kr.) formes og nedskrives en lang række af de grundlæggende ideer og forestillinger som i de næste årtusinder kommer til at kendetegne den kinesiske kultur og civilisation. Det gælder såvel yin-yang filosofien, daoismen og ikke mindst konfucianismen.

Kejser-dynastierne 221 f.Kr. - 1912 e.Kr.

Med Qin-dynastiet (221-206 f.Kr.) samles Kina for første gang under én kejser, som gennemfører en standardisering af skrift, mål, vægt, møntfod mv. og skaber det administrative statssystem som skulle bestå mere eller mindre uændret i de næste to årtusinder. Et glimt af Qin-kejserens magt og vælde, fik verden i 1974 da man afdækkede dele af hans gravmausoleum med de tusinder af terrakottakrigere.
Qin Shi Huang di's terrakottasoldater - foto Otto Leholt
Kinas 1. kejser beskyttes af tusinder af Terrakotta-soldater

Herefter følger det ene kejserdynasti efter det andet frem til den sidste kejsers fald i 1911. De dynastiske omvæltninger syntes at følge et mønster, hvor indre problemer ved hoffet forplantede sig ud i statsadministrationen og dermed i statsmagtens mulighed for at opretholde den sociale ro og orden, og dermed dynastiets legitimitet eller dets "Himmelske Mandat" til magten. Et dynastis opløsning og fald kunne strække sig over halve og hele århundreder, og blev i flere tilfælde udnyttet af ikke-kinesiske nabofolk til at overtage magten, sådan som det skete under Jin- og Qing-dynastiet.

Mens disse dynastiske omvæltninger kunne være både langvarige, voldsomme og blodige så er det imidlertid karakteristisk, at det nye dynasti som fulgte, videreførte det tidligere statssystem og de grundlæggende elementer i den kinesiske kultur. Et element er værd at fremhæve her, nemlig ideen om, at kun under én stærk centralmagt kunne fred og velstand sikres, mens magtens decentralisering altid blev forbundet med opløsning, krig og kaos. Kinas historie er derfor en historie som både indeholder voldsomme brud og omvæltninger, men samtidigt en usædvanlig høj grad af kulturel kontinuitet.

Kejsertronen i Den Forbudte By  - foto Otto Leholt
Kejsertrone i Den Forbudte By

Mødet med vesten og den europæiske imperialisme i 1800-tallet, blev skæbnesvangert for kejserstyret, og ikke mindst dets selvforståelse som Riget i Midten. Årtusinders isolation i ophøjet selvbevidsthed om sin egen civilisations overlegenhed, blev snart bragt til ende. Med opiumskrigene og ikke mindst nederlaget i 1894-95, til den tidligere tributstat, Japan, var det klart, også for de mest konservative kredse ved hoffet i Beijing, at løsninger på tidens problemer ikke alene kunne findes ved at fastholde tusindårige traditioner. Samfundsmæssige og politiske reformer var nødvendige, men blev iværksat for sent, mens revolutionære bevægelser, under indflydelse af vestlige ideologier, tog initiativet og gennemførte revolutionen i 1911.

Kinesiske træskibe skydes i sænk af britiske kanonbåde i opiumskrigen
Kinesiske træskibe skydes i sænk af britiske kanonbåde i opiumskrigen

Den Kinesiske Republik (1912-49)

blev ét langt slagsmål mellem Nationalisterne (Chiang Kai-shek) og Mao Zedongs kommunister, om hvem der skulle genskabe et nyt, stærkt og uafhængigt Kina. Denne magtkamp blev, trods alle ods og måske takket været Japans blodige besættelse af Kina, vundet af Mao og kommunisterne i 1949.

Den Kinesiske Folkerepublik

som blev oprettet i 1949, kom for kineserne til at symbolisere afslutningen på hundrede års national ydmygelse i forhold til den europæiske imperialisme og begyndelsen på en ny æra - måske endda et nyt dynasti....? Mens det lykkedes for Mao at genforene Kina og genoprette en vis ro og stabilitet, så blev Maos Kina samtidigt præget af voldsomme indre politiske magtkampe. Mens Mao syntes at forvente, at et nyt og bedre samfund, som en fugl Fønix, automatisk ville vokse ud af ruinerne, når blot 'Det Gamle Kina' blev smadret, så var Kina endnu i slutningen af 1970'erne et af verdens fattigste lande.
Unge rødgardister på Tienan'men pladsen i 1966 - starten på Kulturrevolutionen
Unge rødgardister hylder formand Mao på Tian'anmen Pladsen i 1966
Hvad der ikke var lykkedes for en ideologisk dogmatisk Mao Zedong, lykkedes derimod for en langt mere pragmatisk Deng Xiaoping, som i årene efter 1978 iværksatte sit program for "reform og åbning" af Kina. Under slogan som "det er lige meget om katten er hvid eller sort, bare den kan fange mus' eller "Tell the truth from fact" (i modsætning til ideologier), blev Kina i de næste tre årtier forvandlet fra et fattigt tilbagestående bondesamfund, til i dag at være verdens næststørste økonomi.

New City i Guangzhou 2010 - foto Otto Leholt
New City i Guangzhou 2010

Det økonomiske mirakel som Kina har gennemført er uden sidestykke i verdenshistorien, i såvel hastighed og det omfang som forandringerne har haft. Flere hundrede millioner kinesere er løftet ud af fattigdom, og flokkes nu i designervare-butikkerne i Europas hovedstæder. Det er et af historiens paradokser, at den vestlige imperialisme og kapitalisme som bidrog til at nedbryde det sidste kejserdynasti, også plantede frøene til det moderne Kina. Måske mere end nogen, har Kina været i stand til at udnytte de nye muligheder, som en globaliseret verdensøkonomi har skabt. Hvad Kinas genrejsning så vil betyde for fremtiden - for kineserne, for os og verden i øvrigt - har vi endnu til gode at se....


Kinas historie på én A4-side |

eller den 'lange' version:

Kinas historie på 4 sider

(*) Siden her blev skrevet lidt for sjovt - jeg så en side med høj Google ranking, hvor der stod at Kinas historie gik mere end en million år tilbage ... og syntes det krævede en korrektur. Derfor denne ide med 4000 år på én A4 side

Kinas Kejserdynastier

Resume ..

Frem til 221 f.Kr bestod det kinesiske område af en lang række kongedømmer som i skiftende alliancer har samlet sig omkring den stærkeste af disse. Under Zhou-dynastiet (1046-221 f.Kr.) formes og nedskrives en lang række af de grundlæggende ideer og forestillinger som i de næste årtusinder kommer til at kendetegne den kinesiske kultur og civilisation. Det gælder såvel yin-yang filosofien, daoismen og ikke mindst konfucianismen.

Med Qin-dynastiet (221-206 f.Kr.) samles Kina for første gang under én kejser, som gennemfører en standardisering af skrift, mål, vægt, møntfod mv. og skaber det administrative statssystem som skulle bestå mere eller mindre uændret i de næste to årtusinder.

Under de enkelte dynastier som fulgte var kejsertitlen tilknyttet en bestemt slægt - som havde opnået det Himmelske Mandat til magten.

Kinesiske skrifttegn for konge / hersker. Vandrette linjer repræsenterer himlen, jorden og mennesket. Den lodrette linje er kongen, som skal sikre harmonien imellem disse.
Retten til kejsertitlen kunne dog mistes dersom kejseren ikke formåede at opretholde freden og den almindelig ro og orden. Dynastiske omvæltninger var ofte blodige og voldsomme, men handlede aldrig om at ændre statssystemet, men derimod om at genetablere det, og genoprette freden - som alene syntes sikret under en stærk central ledelse. Endnu i 1700-tallet var Kina formentlig den største økonomi i verden og havde et højtudviklet administrativt system, som vakte beundring hos de få europæere som havde besøgt Kina.

Kina havde aldrig vist nogen særlig interesse for handelserhvervet, og udenrigshandel blev alene set som et middel til at passivisere nabostater og undgå krigeriske angreb fra disse. I sin egen selvforståelse var Kina den eneste og dermed største civilisation 'under himmelen', og man havde derfor ingen forståelse for vestens stigende krav om handelsrettigheder i Kina.

Dette førte til Opiumskrigene i midten af 1800-tallet, som hurtigt viste at de 'uciviliserede' europæere besad en militærteknologi som var kinesernes langt overlegen. Forsøg på at 'styrke' Kina med brug af vestlig teknologi mislykkedes, og mod slutningen af 1800-tallet kom der fra en lille elite af reformatorer og revolutionære krav om grundlæggende politiske institutionelle reformer af kejserstyret.

Dias fra foredrag af Otto Leholt

Karkteristiske træk ved den kinesiske kultur
© Otto Leholt
Konstitutionelle reformer - med etablering af en Nationalforsamling og provinsforsamlinger i 1907-09 kunne dog ikke rede Qing-dynastiet, og stigende modsætninger mellem provinser og hoffet i Beijing udløste revolution i 1911, og dermed kejserstyrets fald og etableringen af den første Kinesiske Republik.

Den kinesiske republik 1912-49

Resume:

Godt 40 mio. kinesere kunne stemme til Kinas første og sidste frie demokratiske valg i dec 1912, men vestlige demokratiske ideer havde intet grundlag i kinesisk kultur, og efter godt to år blev de demokratiske forsamlinger opløst. Forsøg på igen at koncentrere magten omkring regeringen i Beijing, slog dog fejl, og fra 1916 blev Kina sønderrevet at lokale krigsherrers kamp om magt og indflydelse.

Den kinesiske stats fremadskridende opløsning blev udnyttet af vestmagterne og ikke mindst Japan til at udvide deres besiddelser og handelsrettigheder i Kina.

En ny kinesisk elite af vestligt uddannede intellektuelle, frygtede med rette at den kinesiske nation og det kinesiske folk var dømt til undergang. Hvor man i starten af 1900-tallet havde set såvel Japan som de vestlige demokratier som forbilleder, så fandt man, med den russiske revolution i 1917, et alternativ og en ny allieret i kampen for national genrejsning.

Russiske kommunister hjalp med etablering og reorganisering af de to politiske partier, som i de næste årtier skulle kæmpe om at genetablere Kinas nationale genforening og uafhængighed; Guomindang (GMD) og Kinas Kommunistiske Parti (KKP).

Samarbejdet mellem de to partier blev kort, og fra 1927 afløst af en decideret borgerkrig, som i 1934 drev kommunisterne ud på deres legendariske 'Lange March'. Lederen af GMD, Chiang Kai-shek, havde efter 1927 etableret et stærkt centralistisk militærdiktatur i Nanjing, og søgte desperat at undertvinge og samle de oprørske krigsherrer rundt om i provinserne.

Dias fra foredrag af Otto Leholt

Hovedaktørerne under Den Kinesiske Republik
© Otto Leholt
Reelt kontrollerede Chiang Kai-shek kun storbyerne, mens landområderne og dermed Kinas mere end 400 mio. bønder reelt var overladt til sig selv og den fortsatte udplyndring fra røverbander og lokale krigsherrer.
Med Japans besættelse af Kina i 1937 blev borgerkrigen mellem GMD og KKP for en tid bilagt, men det blev KKP som gennem mobilisering af bønderne førte an i modstandskampen mod den japanske besættelsesmagt.

Efter Japans nederlag i 1945, blev borgerkrigen genoptaget, men Chiang Kai-shek stod mere og mere isoleret med en regering som var stærkt kompromitteret af en omfattende korruption og den manglende modstand mod japanerne.

Den 1. oktober 1949 kunne KKP's ubestridte leder Mao Zedong udråbe den Kinesiske Folkerepublik fra balkonen over Tian'anmen - indgangen til Den Forbudte By.

Se min introduktion til den Kinesiske Republik - 2 sider

Den Kinesiske Folkerepublik 1949-76

Resume:

Revolutionen i 1949 blev fejret som befrielsen af det kinesiske folk og genetableringen af Kinas nationale uafhængighed efter "de 100 års ydmygelser" under udenlandsk imperialisme. Den kinesiske økonomi skulle genopbygges og i første omgang skete det efter sovjettisk forbillede, med en statskontroleret planøkonomi og kollektivisering af landbruget og nationalisering af den smule industri som fandtes i Kina.

Det politiske system man etablerede var også skåret efter den sovjettiske model, hvor partiet (KKP) kontrollere statsapparatet og med en politisk centralisme som placerede magten hos den øverste partiledelse. Et politisk system som ikke var fremmed for kineserne efter årtusinders kejserstyre.

Den nye ideologi - socialismen - som skulle understøtte det nye styre, havde dog intet grundlag i kinesisk kultur. Det havde derimod tanken om underkastelse under en stærk centralmagt, som forudsætning for national enhed, fred og stabilitet.

Maos forsøg på med 'Det Store Spring Fremad' (1958-60) at gennemføre en industrialisering af Kinas landområder resultere i en grusom hungers katastrofe som formentlig kostede mere end 30 mio. døde. Maos forsøg på at finde en 'kinesisk udviklingsmodel' med mobilisering af Kinas største ressource , de 5-600 mio. bønder var slået fejl, og gav for en tid plads til mere moderate kræfter i partiet som Deng Xiaoping og Liu Shaoqi.

Mao havde dog gennem borgerkrigen og ikke mindst efter revolutionen i 1949 opnået en heroisk mytologisk status, som den der personificerede det nye selvstændige Kina, og dette udnyttede han nu med iværksættelsen af Kulturrevolutionen i aug. 1966.

Dias fra foredrag af Otto Leholt

Tre vigtigste økonomiske - politiske kampagner under Maos ledelse
© Otto Leholt
Hans nye allierede var de unge studenter som var opflasket med den socialistiske ideologi og som havde lært, at Kinas genforening og befrielse alene kunne tilskrives KKP under Formand Maos ledelse.
Millioner af unge blev i efteråret 1966 mobiliseret som Rødgardister, der iværksatte et voldsomt og til tider blodigt, oprør (ungdoms- !) mod alle autoriteter og enhver "revisionist" eller "kapitalistisk medløber" som blot måtte formodes at gå imod Den Store Rorgænger' Formand Mao. Klassekampen blev nu brugt som et politisk redskab til at genetablere Maos lederskab, og klassefjender kunne findes alle vegne - selv i KKP's øverste ledelse.

Rødgardisterne havde reelt taget magten i Kina, og kun ved militærets mellemkomst og ved at sende millioner af unge ud på landet for "at lære af bønderne", fik man i 1969 bragt Kulturrevolutionen under kontrol. Da Mao dør i september 1976, er Kina endnu et ludfattigt bondesamfund med en befolkning på over 920 millioner, som gennem godt 30 år havde været udsat for den ene politiske kampagne efter den anden, men kun havde opnået meget, meget lidt i materiel forstand.

Kinas ledere 1949-76

Det moderne Kina - efter 1978

Resume:

Efter Maos død i 1976 stod Kinas internationalt isoleret og kineserne forvirrede og demoraliserede efter 30 års mere eller mindre nyttesløse socialistiske eksperimenter. Dette gav dermed også plads for at gå helt nye veje, som tilfældet blev med Deng Xiaopings 'reform og åbning' af Kina efter 1978.

Genindførsel af familiebruget skabte en hidtil ukendt økonomisk vækst i landområderne og i en række kystbyer oprettes 'Særlige Økonomiske Zoner' hvor der produceres tekstiler og beklædning m.v. til eksportmarkedet.

I sidste halvdel af 1980'erne blev ikke mindst studenterne stadig mere bevidste om hvor håbløst underudviklet Kina var, ikke kun i forhold til vesten men også de nyindustrialiserede lande i Asien (Tiger-økonomierne: Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong).

Stigende utilfredshed med studenternes forhold på universiteterne og deres manglende andel i den økonomiske vækst lå til grund for de studenterdemonstrationer, som tog fart i foråret 1989 på Tian'anmen pladsen i Beijing.

Demonstrationerne startede d. 18.april, som en spontan mindehøjtidelighed for den netop afdøde reformvenlige Hu Yaobang.

Da en lederartikel i Folkets Dagblad d. 26. april stempler demonstrationerne som 'undergravende for det socialistiske system og en trussel mod KKP's ledende rolle' eksploderer antallet af demonstranter i de kommende dage.

Studenternes krav var en tilbagekaldelse af lederartiklen fra 26.april, men i de efterfølgende forhandlinger mellem regeringen og studenterlederne viste det sig umuligt at finde et kompromi der kunne tilfredsstille begge parter. Den 12. maj iværksatte en gruppe studenter en sultestrejke på Tian'anmen pladsen og den 20. maj indføres militær undtagelsestilstand i Beijing. Dette provokerede til yderligere demonstrationer og opførsel af vejbarrikader rundt om Tian'anmen pladsen. Demonstrationerne blev efter godt 7 uger bragt til ende da militæret blev sat ind for at ryde Tian'anmen pladsen d. 4 juni.

Kina med mødt med international fordømmelse og isolation for det som i vesten blev kendt som 'Massakren på den Himmelske Freds Plads'. Kina havde hermed stillet sig udenfor den udvikling som udspillede sig i Europa i 1989 med kommunismens fald i Østeuropa og senere Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

De samme begivenheder blev dog i Kina set som en alvorlig advarsel om, hvor galt det kunne gå om reformpolitikken blev videreført. Trods modstand i partiet, lykkedes det alligevel Deng Xiaoping at fremskynde og accelerere reformpolitikken efter 1992.

Nu blev reformerne udbredt til den store statsejede industri, som fik større økonomisk selvbestemmelse og økonomisk ansvar. Den sociale sikkerhed - "risskålen af jern" - som havde været kendetegnende for den statslige sektor var således under hastig opløsning.

Dias fra foredrag af Otto Leholt
Udviklingen i Kinas BNP
© Otto Leholt

Med Kinas indtrædelse i WTO i 2001 blev Kina hurtig kendt som 'Verdens fabrik' og i de kinesiske storbyer udfoldende sig et veritabelt byggeboom, som forandrede de gamle faldefærdige bykerner til super moderne metropoler, med højhuse, skyskrabere og en ny moderne infrastruktur. Med fortsatte vækstrater på over 10% årligt, var Kinas økonomiske udvikling svær at overse og samtidigt var mange hundrede millioner af kinesere blevet løftet ud af fattigdommen.

Siden starten af det 21. årh. havde den kinesiske ledelse ført sin 'going out' strategi, hvorefter stadig flere kinesiske virksomheder begyndte at investere i udlandet - specielt i Sydamerika, Afrika og Asien. Først efter Finanskrisens udbrud i 2008, kom der fra vestens side mere fokus på Kina, som fortsat havde en økonomisk vækst som lå væsentlig højere end i de vestlige økonomier, og gennem sit stigende handelsoverskud havde ophobet enorme valutareserver. Hvor mange havde set den kinesiske vækst som en trussel mod de vestlige økonomier, var det nu også klart at Kinas fortsatte vækst var en vigtig motor for verdensøkonomien.

Reformpolitikken havde sat økoomisk vækst før alt andet, og prisen herfor blev stadig mere tydelig efter århundredeskiftet, hvor de stigende problemer med miljøforurening, fødevareskandaler, social ulighed og korruption blev hovedemnerne i den kinesiske samfundsdebat.

Foredrag om Kina
book her!