Sådan karakteriserede Søren Espersen (MF Dansk Folkeparti) Kina under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i sommeren 2012.
Det er desværre ikke et synspunkt som Søren Espersen står alene med.
Ligesom de færreste danskere ved meget om Kinas histore eller helt basale geografi, så er kendskabet til Kinas politiske system
nok også begrænset til stereotype forstillinger om et brutalt undertrykkende diktatur.
Nej - Kina har ikke et demokrati som vi kender det i Vesten.
Men der er heller ikke tale om et diktatur, hvor landet styres af en mand eller en lille gruppe af personer hvis magt er udenfor bureaukratisk kontrol.
Det politiske system som Kina har udviklet efter Mao-tiden ligner heller ikke det vi finder i afrikanske diktaturer,
militærregimernerne i Latinamerika i 1970'erne eller i semi-monarkistiske kommunistiske stater som Cuba og Nordkorea.
Jeg skal i det følgende prøve at opridse nogle grundlæggende karakteristika ved Kinas politiske system, som forhåbentlig kan nuancere billedet lidt.
(1)
Arven fra kejsertiden
Det første man bør huske på, er at Kinas politiske kultur efter revolutionen i 1949, nok var iklædt socialistiske ideer fra vesten, men opretholdt samtidigt en
lang række tusindeårige gamle politiske traditioner fra kejsertiden.
Det gælder princippet om, at kejseren var absolut suveræn, og at folket skulle tjene staten og ikke omvendt.
Her var ikke plads til ideer om særlige menneskerettigheder, i form af individuelle umistelige rettigheder uafhængigt af staten.
Lovgivning var et middel til straffe kriminelle og til generelt at gennemtvinge statens magt, ikke at bestytte den enkelte.
De lærde kejserlige embedsmænd, besad både politisk magt og social status, men var skolet i den konfucianske moral og etik, hvilket indebar,
at loyalitet overfor kejseren ikke bare var nødvendigt, men også accepteret som en naturlig del af, og grundlaget for, hele samfundsorganisationen.
Tanken om at der i det kinesiske samfundssystem kunne eksistere en 'loyal opposition' (som f.eks. kirken i Europa),
var helt uforeligt med kejserens suverænitet og den konfucianske etik.
Kejseren besad et 'himmelsk mandat' til at herske, som alene var betinget af, at han kunne sikre rigets grænser og opretholde ro og orden.
Men med Kulturrevolutionen i 1966 var det imidlertid slut med den nyvundne ro og orden, som nu blev afløst af lovløshed og absolut kaos.
Mao havde mobiliseret 'masserne' til, at angribe alle autoriteter og endda det parti som han selv havde ledet i flere årtier.
Ved Maos død i 1976 var partiets legitimitet og almindelige omdømme stærkt miskrediteret, og befolkningen dybt disillusioneret efter
tre årtiers politiske kampagner og ideologisk indoktrinering, som ikke havde bibragt befolkningen nogle væsentlige økonomiske fremskridt.
Skulle partiets magtmonopol fastholdes, måtte man ikke bare gøre op med det ideologiske tankegods fra Mao-tiden, men også gennemføre
økonomiske og politiske reformer som kunne understøtte KKP's fortsatte legitimitet.
Partiets skulle så at sige transformeres fra et 'revolutionært' parti med fokus på klassekamp,
til et 'regeringsbærende' parti, med fokus på økonomisk udvikling.
Dette indebar såvel forfatningsmæssige, ideologiske og institutionelle reformer, som på mange punkter var et radikal brud med Mao-tiden.
Deng Xiaopings æra 1978-97
Med Forfatningsændringen i 1982 erstates titlen som 'Formand' for KKP
med den mere formelle title som Generalsekretær.
Den øverste myndighed i partiet, den Nationale Partikongres, som kun havde været indkaldt få gange under Maos ledelse, blev nu indkaldt hvert 5. år.
Man genindførte endvidere det Leninistiske princip om kollektiv ledelse,
som kineserne kalder "Internt-parti-demokrati", repræsenteret ved Politbureauets Stående Udvalg, for hermed at lægge afstand til
Maos "one-man-rule" (se figur).
Magtudøvelsens tilfældige karakter under Mao ("Rule By Man") skulle institutionaliseres og
erstattes af et egentlig retssamfund ("Rule of Law")
Reformpolitikken har været præget af gradvise reformer ("trial and error") på lokalt plan, som siden er blevet udbredt nationalt.
Den økonomiske politik sigtede på en gradvis afvikling af planøkonomien til fordel for markedsøkonomien.
Først i landbruget hvor kollektivbrugene blev erstattet af individuelle brug og de private markeder blev genåbnet, senere fulgte
den gradvise privatisering af den statslige industrisektor og etablering af private virksomheder.
Kinas åbning for udenlandske investeringer og handel, startede på eksperimentalvis i de "Særlige Økonomiske Zoner" og blev gradvis
udbredt til hele landet. Hermed havde man gjort op med årtiers isolations- og selvforsyningspolitik.
De økonomiske reformer blev understøttet af ideologiske tilpasninger.
I 1982 var målet en blandingsøkonomi, med planøkonomien som basis og markedsøkonomien som suplement.
I 1987 hed det, at man ville skabe "en kombineret plan- og markedsøkonomi" og endelig i 1992 lanceres begrebet
"Socialistisk markedsøkonomi" eller "Socialisme med kinesiske kendetegn".
Deng Xiaopings økonomiske reformer og åbningen af Kina efter 1978, har grundlæggende forandret det kinesiske samfund.
Nye sociale klasser er opstået, nye levemåder og kulturer florerer side om side med gamle traditioner,
og det civilsamfund, som Mao stort set havde udslettet, vokser sig stadig større og er mere eller mindre uden for partiets kontrol.
Mens Kinas Kommunistiske Parti har bevaret sit magtmonopol, har måden hvorpå magten udøves har ændret sig.
Partiet har ikke bare initieret de økonomiske reformer, som har forandret Kina, men også gennemført en lang række institutionelle reformer,
for at tilpasse såvel partiet som statsmagten et det nye Kina og en globaliseret markedsøkonomi.
Kina er i dag et langt mere heterogent samfund, hvor mangfoldige politiske, ideologiske, økonomiske og regionale interesser, alle skal rummes indenfor étpartisystemet.
Disse er igen opdelt i administrative områder kaldet Præfekturer, som igen opdeles i 5-15
Amter (eng. County / kinesisk: Shi). Der er ca. 2800 Amter som hver har mellem 200-500.000 indbyggere.
Amterne er opdelt i 10-20
Byer eller sogne (eng. townships / kinesisk: Zhen, indtil 1982 kaldet Folkekommuner).
Der er ca. 34.000 af disse 'townships' i Kina som hver omfatter ca 15-20
Landsbygrupper (kinesisk: Cun).
se foto
Der er i alt ca 700.000 af disse landsbygrupper som hver består af 2-7 egentlige
Landsbyer (eng. natural villages / kinesisk: Zhu ). Der er i alt ca. 4.2 mio. landsbyer i Kina.
Parti-staten
Siden Kinas første forfatning fra 1954 har de grundlæggende principper i Den Kinesiske Folkerepubliks forfatning været følgende:
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) har den ledende rolle i samfundet
Det centralistiske princip, som betyder at centralregeringen har autoritet over lavere niveauer
Magten er koncentreret i partiledelsen og altså ingen formel tredeling af magten (lovgivning, udøvende, dømmende)
Individuelle rettigheder er underordnet de kollektive rettigheder / interesser.
Kinas politiske og administrative system er organiseret centralistisk og hierakisk,
hvilket betyder, at lavere niveauer er ansvarlige overfor det overliggende administrative niveau.
Øverste politiske administrative niveau er partiledelsen og centralregeringen i Beijing.
Herfra dikteres de politiske målsætninger, som herefter skal implementeres af de lavere niveauer i parti- og statsapparatet.
Se figur 1
På alle niveauer, fra Beijing og ned til og med byer /townships, er såvel parti- som statsapparatet repræsenteret,
under ledelse af en partisekretær og en lokal regeringsleder. Når Kinas politiske system bedst kan beskrives
som en 'Parti-stat', er det fordi, partiet er repræsenteret på
alle administrative niveauer, og den lokale partiledelse vil have en afgørende indflydelse på de lokale regeringsmyndigheder.
Figur 1: Forenklet skematisk fremstilling af parti-statens administrative struktur under det centrale niveau i Beijing.
Kinesiske navne angivet med kursiv og tal angiver antal enheder.
De autonome provinser er: Tibet, Xinjiang, Indre Mongoliet, Ningxia og Guangxi.
De Særlige Administrative områder er: Hong Kong og Macao. Hertil de fire central admin. megabyer:
Beijing, Tianjin, Shanghai og Chongqing.
Ledere på de enkelte niveauer, i parti- som statsapparatet, er først og fremmest ansvarlige overfor det overordnede niveau og ikke overfor befolkningen.
Partiets ledende rolle betyder reelt set, at statsapparatet fungerer som et udøvende magtorgan for partiet.
Reelt set står KKP over Forfatningen og folket, hvorfor suveræniteten over staten ligger hos partiet og ikke hos folket, som i de vestlige demokratier.
Landsbyerne er ikke en del af statsadministrationen og er som sådan formelt set selvstyrende områder.
Men reelt set er også landsbyerne under ledelse / kontrol af partiet, repræsenteret ved partiets 'græsrodsorganisationer' / lokale partikomiteer.
Græsrodsdemokrati
Dog har man siden 1987 praktiseret et 'græsrodsdemokrati' hvor befolkningen i Kinas mere end 4 mio. landsbyer
selv vælger deres landsbyleder.
Samtidigt vil landsbyens partimedlemmer vælge en partisekretær, som dog skal godkendes af det overliggede niveau i partiheirakiet -
nemlig byens partisekretær. I mange tilfælde vil landsbylederen og landsbyens partisekretær være én og samme person.
Dene demkratisering i landområderne kan ses som et forsøg på at bevare partiets indflydelse og legitimitiet
Her, som i den øvre del af parti- og statshierakiet, er det partisekretæren, som formelt set har det afgørende ord.
Siden slutningen af 1990'erne har der også været lokale forsøg med demokratiske direkte valg til det laveste niveau i statsadministrationen;
byen (townships). Disse forsøg blev dog skrinlagt igen i 2001, men blev genoptaget i 2006 (W.Joseph p. 311 f).
På samme måde har der også været forsøg med demokratiske valg til beboerkomiteer i storbyerne og opstilling af uafhængige kandidater
(ikke partimedlemmer) til de lokale Folkekongresser på laveste niveau.
Den Nationale Partikongres mødes hvert 5. år i Beijing er den største politiske begivenhed i Kina.
se oversigt
De 2280 delegerede til den 19. Kongres i okt. 2017 blev valgt i 2016 af provinsernes partikongresser og lavere partiorganisationer.
På kongressen er alle Kinas provinser, autonome regioner, kommuner og Særlige adm. områder,
repræsenteret ved deres respektive partisekretærer, guvernører og regeringsledere.
Hertil kommer 25 repræsentanter for de største statslige selskaber (SOE'er).
Kongressen godkender de ideologiske principper, udviklingsplaner m.v. som er udarbejdet af de øvre niveauer (Centralkomiteen og Politbureauet).
Centralkomiteen vælges af Partikongressen og består af ledende personer fra såvel partiet, statsadministrationen og militæret,
herunder alle parti og regeringsledere fra provinserne.
Formelt set vælges Centralkomiteens medlemmerne af Partikongressen, men reelt set godkender Centralkomiteen blot de kandidaterne
som er nomineret eller anbefalet af det afgående Politbureau.
Centralkomiteen vælger medlemmerne til Politbureauet, Politbureauets Stående Udvalg og Generalsekretæren.
Centralkomiteen mødes 1-2 gange om året til plenum-diskussioner.
Politbureauet udgør den øverste ledelsen i Kina. Politbureauet vælges af Centralkomiteen under den Nationale Partikongres.
Valget er et resultat af langvarige politiske konsultationer og kompromier mellem mange forskellige interessegrupper i det kinesiske samfund.
Politbureauet er det øverste partiorgan mellem Centralkomiteens Plenum møder, og mødes mindst én gang om måneden.
Halvdelen af medlemmerne har tidligere været partisekretærer eller regeringsledere i provinserne eller haft ledende poster i de centrale partiorganer.
Militæret har to repræsentanter i Politbureauet.
Politbureauets Stående Udvalg varetager den daglige ledelse på vegne af Politbureauet.
De 7 medlemmer af Politbureauets Stående Udvalg udgør den absolut politiske elite i Kina.
Der er tradition for, at man først har sidet 5 år i Politbureauet før man bliver medlem af Det Stående Udvalg.
Siden 1990'erne har det været karakteristisk at stort set alle medlemmer af Politbureauets Stående Udvalg har haft
omfattende praktiske politiske-administrative erfaringer som enten Provinsguvernører eller Partisekretærer i provinserne.
Politbureauets Stående Udvalg efter 19. Partikongres 2017. Kun Xi Jinping og Li Keqiang sad også i den afgående komitee, mens de 5 øvrige medlemmer er
nye i komitteen. Det er traditionelt blandt disse at Kinas næste Generalsekretær i 2022 skal findes.
Generalsekretæren KKP's øverste politiske leder, vælges af Centralkomiteen for en 5-årig periode og kan højest sidde i to perioder.
Generalsekretæren fungerer som leder af Politbureauets Stående Udvalg, og leder en række andre vigtige centrale organisationer under KKP.
På Provinsniveau og lavere administrative niveauer betegnes partilederne som 'Partisekretærer'.
Efter Xi Jinpings tiltræden i 2012, er Generalsekretærens position blevet styrket i forhold til tidligere. Det er blandt andet sket gennem oprettelsen af
Det Nationale Sikkerhedsråd i 2013, som ledes af Xi og som står for den overordnede koordinering af spørgsmål vedrørende den nationale sikkerhed.
Nogle vil mene, at Xi Jinpings nuværende magtposition udfordrer princippet om kollektiv ledelse i Politbureauets Stående Udvalg.
(S. Heilmann p. 169)
Figur 2: Skematisk fremstilling af partisystemet i Kina på centralt niveau. En række af institutionerne genfindes på lavere administrative niveauer.
Det gælder f.eks. Disciplinær Kommissionen, Partikongressen og Partisektretariatet som findes på provins- og amtsniveau.
Ledende Små Grupper Består af en række fagspecifikke og tvær-ministrielle koordinationsgrupper på det centrale partietniveau (altså kun i Beijing).
Grupperne arbejder med de konkrete udmøntninger af overordnede politiske tiltag og politikker.
Under Xi Jinping er der oprettet fire nye grupper som arbejder med reformpolitikken, national sikkerhed, militære forhold og cyber-sikkerhed.
I alle disse nye grupper har Xi Jinping en ledende rolle.
Det overordnede mål syntes at være, at styrke partiets centrale kontrol og dermed den hierakiske partidisciplin,
i forhold til de lokale partiorganisationer og regeringsmyndigheder.
Der er i dag godt tyve af disse Ledende Små Grupper.
Den Centrale Militær Kommission er den øverste militære ledelse i Kina, og er ledet af Generalsekretæren - Xi Jinping, som dermed er øverste leder af verdens største hær.
Et særlig vigtigt partiorgan er den Centrale Disciplinær Kommission som fører tilsyn med partidisciplinen blandt lederne og således står for
den anti-korruptionskampagne som har fundet sted under Xi Jinpings ledelse. Medlemmerne vælges af den Nationale Partikongres.
Centrale Partiorganisationer:
Den Centrale Organisationsafdeling er en af de vigtigste og mest magtfulde organer i KKP.
Den Centrale Organisationsafdeling fører i princippet tilsyn med alle ledende embedsmænd og partikadrer.
Stiller anbefalinger til Politbureauet om forfremmelser af ledere i såvel parti- som statsadministrationen.
Opstiller tillige mål for partiledere videreuddannelse gennem partiskolerne.
Systemet kendes fra det tidligere Sovjetunionen som "Nomenklatura-systemet".
Partiskolerne afholder kurser og efteruddannelse for ledende partimedlemmer på alle niveauer i partiorganisationen.
Der er i alt 2500 partiskoler.
Den Centrale Pariskole i Beijing fungerer tillige som en 'tænke-tank' for administrative reformer og
diskussionsforum for grundlæggende indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål.
Deltagelse i kurserne på den Centrale Partiskole er prestigefyldte og populære og giver deltagerne et afbræk fra hverdagen og en god mulighed for at danne vigtige netværk med andre partiledere fra hele landet.
Den Centrale Propaganda Afdeling har ansvar for KKP's propaganda arbejde og informations politik, herunder tilsyn med medierne.
Statslige medier og forlag er underlagt direktiver fra Propaganda Afdelingen som også er ansvarlig for udpegning af lederne i mediesektoren.
Parti- og statsapparatet i Kina
Statsapparatet
I følge Kinas nuværende Forfatning (den 4. vedtaget i 1982) hedder det, at: "Al magt i Folkerepublikken Kina tilhører folket. De organer gennem hvilke folket udøver sin statsmagt er
Den Nationale Folkekongres og de lokale Folkekongresser på forskellige niveauer"
Den Nationale Folkekongres er formelt set den øverste statsmagt i Kina, og mødes en gang årligt, i godt fjorten dage,
i Folkets Store Hal ved Tian'anmen pladsen i Beijing.
De godt 3.000 delegerede er valgt af de lokale Folkekongresser i provinserne og de øvrige administrative områder.
Ca. 70 % af de delegerede er partimedlemmer. ¹
Folkekongressen har i følge forfatningen en lang række bemyndigelser. Dels retten til at ændre forfatningen, vedtage love,
godkende budgetter og vælge personer til de centrale ledelsesposter.
Det sidste gælder ikke mindst valget af Præsidenten og Vicepræsidenten, samt formanden for Militærkommissionen og Præsidenten for Højeste Ret.
Nationalforsamlingen vælger en Stående Komite på ca. 150 mand,
som står for den daglige ledelse mellem Folkekongressens årlige samlinger.
Statsrådet, er Kinas regering og den øverste udøvende magt.
Statsrådet ledes af Premierministeren, Li Keqiang (2013-23) og består derudover af en række viceministre, kommissioner og fagministerier.
Alle vælges af Den Nationale Folkekongres, men premierministeren er nomineret af partiets Generalsekretær (Xi Jinping), og understreger dermed
partiets ledende rolle også i forhold til regeringen.
De øvrige medlemmer af Statsrådet nomineres af Premierministeren og for derefter at blive godkendt af Nationalforsamlingen.
I Maos tid fungerede såvel den Nationale - som de lokale Folkekongresser reelt set som et 'gummistempel' for vedtagelse af KKP's politikker.
Partiet tog beslutningerne og bad derefter Folkekongresserne om at vedtage dem.
Mens statsinstitutionerne i Maos tid, reelt set var politisk og ideologisk styret af partiet, så er der dog sket en betydelig proffessionalisering siden hen.
Ministre og embedsmænd er i dag professionelle eksperter indenfor deres respektive fagområder,
og skal forsøge at forvaretage mangfoldige økonomiske og sociale interesser i det kinesiske samfund.
I 1980'erne talte både Deng Xiaoping og Generalsekretær Zhao Ziyang for en tydeligere adskillelse af parti og stat, og for større selvbestemmelse til de
lokale myndigheder på de lavere administrative niveauer.
Men efter studenterdemonstrationerne i 1989, opløsningen af USSR m.v. blev disse politiske reformer droppet.
Siden da har man tværtimod søgt at styrke Partiets kontrol over statsapparatet.
Dette viser sig måske tydeligst i, at partiets Generalsekretær har en "tre-i-én" position,
som både leder af partiet, leder af Militærkommissionen og som Præsident for Folkerepublikken.
Der er dog tale om en tydelig arbejdsdeling, i den forstand at partiet formulerer den overordnede politik,
mens implementeringen heraf og den daglige administration er overladt til statsinstitutionerne.
Provinsregeringerne kan også vedtage egen lovgivning, så længe den ikke er i modstrid med Centralregeringen i Beijing.
Eksempelvis var Kinas berygtede étbarnspolitik, alene en politisk målsætning vedtaget af centralregeringen, mens det var op til
provinsregeringerne at udforme den konkrete lovgivning og i sidste ende til de lokale partiledere af implementere loven.
De nye generationer af ledere er ikke bare bedre uddannede, mere professionelle og yngre, men vejen til lederposterne er også længere end tidligere.
Hvor udvælgelseskriteriet i Mao tiden hed 'Hellere Rød end Ekspert' er ideologiske holdninger siden blevet fortrængt af
praktisk ekspertise og professionalisme, administrativ erfaring og evnen til at løse problemer og skabe økonomiske resultater.
Det er karakteristisk at de nye generationer af ledere (3. -5. gen.) har mange års administrativ og
politisk erfaring fra provinserne bag sig, inden de når til tops i parti og statsapparatet.
I 1992 var det 50% af Politbureatuets medlemmer, som havde omfattende praktisk erfaring fra lederposter i provinserne, i 2012 var tallet steget til 76 %.
Man har derfor ofte kaldt det politiske system i Kina for et 'Meritokrati',
et princip som kan føres tilbage til Konfucious (5. årh F.Kr.) og som blev et ledende princip for udvælgelsen af embedsmænd siden Han-dynastiet (200 F.Kr- 220 E.Kr.)
Det er endvidere karakteristisk at mange af Kinas topledere i dag deler fælles erfaringer fra ungdommen.
Således havde 5 af de 7 medlemmer i Politbureauets Stående Komitee i 2012-17,
været blandt de 20 millioner unge, som under Kulturrevolutionen blev sendt ud på landet for at 'lære af bønderne'.
Dette må om ikke andet give disse ledere et særligt indblik i livets barske realiteter blandt Kinas fattige bønder.
En række institutionelle principper er indført for at gardere mod den magtkoncentration som man kendte i Mao-tiden:
For det første kan den øverste partileder (Generalsekretæren) kun side i maksimalt to perioder af 5 år.
På lavere niveauer genvælges Partisekretærene hvert 3. år.
For det andet kan medlemmer af Politbureauet som er fyldt 68 år ikke genvælges og de der er fyldt 64 år kan ikke vælges til Politbureauet
For det tredje anvendes det gamle princip fra kejsertiden - om 'undgåelse',
hvilket betyder, at man ikke kan være parti- eller regeringsleder på højere niveauer i ens egen hjemprovins.
For det fjerde betyder 'kadre udvekslingssystemet' at parti- og regeringsledere på lavere niveauer (byer / townships) hvert 3- 6 år vil blive forflyttet
til andre byer. Herved søger man at undgå, at at lederne udvikler for stærke lokale netværk, som kunne svække deres loyalitet overfor ledelsen på højere niveau,
eller skabe grundlag for korruption og magtmisbrug
For det femte er princippet om 'internt parti demokrati' (såkaldt 'Socialistisk demokrati')
blevet stadig mere rodfæstet siden 1990'erne.
Det betyder at udpegning af medlemmer til ledende poster og politiske beslutninger oftest, såvel centralt som på lavere niveauer i partisystemet,
sker gennem forskellige former for valg, og ikke efter enerådig beslutning fra partilederen.
Det er tillige blevet en norm, at alle Kinas 31 provinser og administrative områder er
repræsenteret ved deres partisekretær og provinsguvernør i Centralkomiteen og også i Politbureauet tilstræbes en bred geografisk repræsentation.
Politisk liberalisering i 1980'erne
I 1980'erne var der, hos Deng Xiaoping og den reformvenlige fløj af partiet, et ønske om at gennemføre en tydeligere
adskillelse mellem parti- og statsinstitutioner, samt at
undgå at de samme personer indtog ledende poster i såvel parti- som regeringsapparatet.
Man ønskede ikke bare en horisontal magt adskillelse, men også at vertikal decentralisering, hvor lavere administrative niveauer fik en meget større
økonomisk og beslutningsmæssig magt. Det sidste var ikke mindst nødvendigt for at sikre gennemførsel af de markedsøkonomiske reformer.
Den økonomiske liberalisering blev fulgt af en øget politisk liberalisering i den forstand at partiets kontrol med
kultur, medier og institutioner og civilsamfundet i bredeste forstand blev markant slækket, samtidigt med at vestlig kultur nu dukkede op rundt omkring i Kina.
Generalsekretær Zhao Ziyang (1987-89) talte endda for en øget politisk pluralisme og forholdt sig tillige afventende overfor studenterdemonstrationerne i 1989.
Men ikke bare Studenterdemonstrationerne , men nok så meget kommunismens fald i Østeuropa i efteråret 1989 og
den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen (1991), overbevidste også reformpolitikkerne om at der var grænser for de politiske reformer og liberalisering.
Den samtidige opløsning af eks. Jugoslavien og den efterfølgende borgerkrig i 1990'erne, blev af den kinesiske ledelse set som
en yderligere advarsel om, hvad der kunne ske om centralregeringen slækkede på magten over de kinesiske provinser.
Demokratisering blev herefter synonym med kaos, og kaos med underudvikling.
Siden 1990'erne har der derfor ikke været noget som helst ønske om, at genoptage diskussionen om demokrati i Kina, hvilket også er blevet
understreget af alle følgende Generalsekretærer (Jiang Zemin, Hu Jintao og Xi Jinping),
som alle afviser nogen form for vestligt inspireret demokrati i Kina.
Den såkaldte Arabiske Forår i 2011, og det politiske kaos som fulgte heraf, var endnu en advarsel om det samme.
Der har dog siden slutningen af 1988 været afholdt egentlige demokratiske valg på de laveste administrative niveauer.
Landsbyerne har således kunne vælge 3-6 medlemmerne af landsby-kommiteerne og landsbylederen gennem frie og åbne valg.
Centralisering - decentralisering
Selvom det kinesiske politiske system i princippet er stærkt centraliseret så er det i praksis meget decentralt.
Et gammelt kinesisk ordsprog siger "Bjergene er høje og Kejseren er langt væk".
Det skal forstås således, at i kejsertiden var statsmagten ikke direkte repræsenteret på de lavere administrative niveauer (townships og landsbyer)
Selvom partiets i dag er repræsenteret på alle organisatoriske niveauer i Kina, så er udtrykket fortsat relevant i den forstand,
at man ikke nødvendigtvis på lokalt niveau i et og alt følger de politiske retningslinjer fra centralregeringen i Beijing.
Den decentralisering som automatisk fulgte med de markedsøkonomiske reformer, undergravede reelt set centralregeringens mulighed for
at styre og kontrollere den økonomiske udvikling.
Det blev derfor almindeligt i 1990'erne at betegne den kinesiske parti-stat som 'Fragmenteret Autoritær'
i den forstand at centralregeringen reelle autoritet overfor provinser og lokalregeringer på mange måder var meget begrænset.
Det gjaldt fortsat at "Kejseren var langt væk".
Det blev derfor i slutningen af 90'erne gjordt meget for at styrke centralregeringens, ikke mindst indenfor den finansielle sektor.
I 1990'erne blev den almindelige holdning i partiledelsen, at en stærk centraliseret statsmagt var en forudsætning for,
at sikre den sociale og politiske stabilitet og dermed skabe betingelser for at fortsætte de markedsøkonomiske reformer.
Partiets legitimitet blev i stigende grad bundet op på den økonomiske vækst, og så længe alle fik del i den nye velstand,
syntes partiets magtmonopol ikke umiddelbart truet.
Man har dog siden 1990'erne søgt at styrke partiet kontrol, hvorend det har været muligt.
Tidligere, under det kollektive og planøkonomiske system, var alle kinesere uden undtagelse medlem af en "danwei" eller arbejdsenhed,
hvor igennem partiets græsrodsorganisationer kunne føre en vis opsyn med alle arbejdspladser og dermed alle kinesere.
Men i takt med afkollektiviseringen og privatiseringen af statslige virksomheder, og dannelsen af millioner
af nye private produktions- og servicevirksomheder, blev partiets direkte indflydelse på et ekspanderende civilsamfund stadig mere svækket.
Partiet havde i stigende grad tabt kontrollen med den offentlige diskurs, og i landbyerne genopstod gamle traditionelle religiøse skikke og tempelerne blev igen mødesteder , ikke kun for religiøs tilbedelse men også for udveksling af tanker , ideer og forretningsplaner.
Samtidigt blev partiet legitimitet truet af en stadig mere udbredt korruption, som var tæt knyttet til besiddelsen af ledende stillinger indenfor parti- og statsapparatet.
Korruption var så at sige blevet institutionaliseret i det politiske system, idet de lokale politiske ledere indgik aftaler med entreprenører og forretningsfolk om
udviklingsprojekter m.v. som kunne fremme den økonomiske vækst, og samtidigt berige de lokale ledere.
Dynamik og magtkontrol i Kinas politiske system
Disse institutionelle regler og normer betyder, at Kinas øverste lederskab og politiske elite udskiftes relativ hurtigt.
På de Nationale Partikongresser siden 1980 har andelen af nyvalgte repræsentanter til Centralkomiteen ligget på 62 % i gennemsnit.
I det nuværende Politbureaus Stående Udvalg (2017-22) er 5 af de 7 medlemmer nyvalgte under den 19. partikongres.
Den hurtige udskiftling , med nye og yngre og mere professionelle ledere, har også gjort at den kinesiske parti-stat,
i modsætning til de fleste autoritære systemer, har været meget fleksibel og tilpasningsparat til de omstændigheder og nye udfordringer som landet har stået over for.
Selvom man ikke har en reel magtadskillelse i Kina mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt,
så har ovennævnte institutionnelle regler og normer for de øverste ledelsesorganer dog sikret,
at ingen person, fraktion, institution eller region får mulighed for at dominere den politiske magt i Kina.
Ledere som Jiang Zemin og Hu Jintao måtte udøve deres magt gennem politiske forhandlinger, kompromier og alliancer i en grad som ikke
kendes fra Maos tid. Dengang var kinesisk politik en magtkamp hvor "the winner takes it all", mens det siden 1980'erne
har handlet om at finde kompromier og konsensus under princippet om kollektivt lederskab i Politbureauets Stående Udvalg.
Centralmagten kontra provinserne
Reformpolitikken har tillige ændret magtbalancen mellem centralmyndighederne i Beijing og de lokale myndigheder, i takt med at
en lang række kystprovinser og storbyer, har opnået en enorm økonomisk vækst og dermed øget deres økonomisk og politiske vægt.
Dette har i den grad styrket deres autonomi i forhold til centralregeringen, og dermed svækket det centralistiske element i Kinas politiske system.
Det blev derfor almindelig i 1990'erne at tale om, at Kina udviklede sig til et 'de facto føderalt statssystem',
hvor de rige provinser fik en sådan økonomisk magt, at de reelt aggerede som selvstændige stater, og direkte var med til at tegne kinesisk udenrigs- og handelspolitik,
og dermed understøtte Kinas stigende integration i en globaliseret verdensøkonomi.
For centralregeringen betød dette, at det ofte var vanskeligt at få implementeret national og international lovgivning i disse provinser
(f.eks. vedr. intellektuelle ejendomsrettigheder, patenter, produktstandarder og miljøbeskyttelse),
i det provinserne oftest satte egne økonomiske interesser over nationale politikker og lovgivning.
En middel for centralregeringen til at bevare en vis kontrol over lokalsamfundene, har været ved at give plads og officiel anerkendelse til
sociale organisationer (NGO'er), internetforums og sociale medier m.v. Her igennem har myndighederne fået værdifuld information og viden,
ikke bare om hvilke problemer der optager befolkningen,
men nok så vigtigt om lokale parti- og regeringslederes manglende implementering af gældende politikker og lovgivning.
Civilsamfundet og parti-staten
Mens der i Mao-tiden stort set ikke eksisterede et egentlig civilsamfund i Kina, som lå uden for partiets kontrol, så er det helt anderledes i dag.
Den økonomiske udvikling i Kina siden Deng Xiaoping og Kinas integration i den globale markedsøkonomi har medført radikale sociale forandringer i Kina.
Markedsøkonomiens udvikling har, så at sige, fragmenteret den sociale orden, som i Mao tiden kunne betegnes som ideologisk baseret,
og i stedet skabt en ny interesse-baseret social orden, bestående af mangfoldige sociale grupper med egne specifikke interesser.
Det nye civilsamfund, som har udviklet sig under reformpolitikken, omfatter ikke mindst: de godt 50 mio. private virksomheder,
den nye middelklasse på mere end 200 mio. og endnu flere migrantarbejdere, de mere end 700.000 NGO'er (i Kina betegnet 'sociale organisationer')
og mere end 730 mio. internetbrugere (eng.: netizen, kinesisk:wǎngmín 网民 ).
Blandt vestlige iagttagere har forventningerne været, at det nye civilsamfund i Kina, og ikke mindst den nye middelklasse, ville blive agenter for
politiske reformer og således føre til etpartisystemets sammenbrud og etableringen af en vestlig demokratisk styreform.
Det er imidlertid ikke sket, og intet tyder på at det vil ske indenfor en overskuelig fremtid.
Da dette nye civilsamfund eksisterer udenfor den officielle og offentlige politiske arena, er den også i høj grad apolitisk.
I det omfang at civilsamfundets aktører får tilgodeset deres økonomiske interesser m.v.,
er de ikke en udfordring for det etablerede politiske system; den kommunistisk ledede parti-stat.
Tværtimod har de sociale organisationer (NGO'er) i Kina ofte den modsatte effekt,
idet de er blevet et middel for parti-staten til,
at kontrollere de sociale kræfter og konflikter som markedsøkonomien og åbningen af det kinesiske samfund har skabt.
De sociale organisationer omfatter alt fra børnehaver og plejehjem, beboerforeninger, miljøorganisationer og forbrugerorganisationer,
landbrugs- og handelsforeninger m.v.
Det er sket ved, at de sociale organisationer har søgt og fået myndighedernes officielle anderkendelse
og således indgået i en form for kooperativ samarbejde med parti-staten.
Dette formelle samarbejde har ikke bare givet de sociale organisationer en langt bedre
muligheder for at fremme deres medlemmers mål og interesser,
men tillige givet dem en betydelig indflydelse på de politiske processer og de politiske beslutninger. (Yongnian Zheng 2014 , p. 199 )
Man kan betegne udviklingen i relationen mellem parti-staten og de sociale organisationer,
som en hegemonisering i følgende betydning:
KKP bevarer kontrollen over staten og de sociale organisationer, ved at understøtte de sidste og dermed bevare deres loyalitet og således legitimere
partiet fortsatte kontrol med staten og samfundet.
Udover de mere end 700.000 sociale organisationer som er godkendt af staten,
mener man der findes mindst 3 mio. ikke-officielle NGO'er. De er oftest beskæftiget med forskellige former for frivilligt velfærdsarbejde, og
udfylder i virkeligheden de store huller som refompolitikken har efterladt i de offentlige velfærdsydelser.
Det korte svar kunne være: Kina er ikke en del af den vestlige kulturkreds, men udgør en egen civilisation med en historie, kultur og traditioner som
ikke har været befordrende for et demokrati i vestlig forstand.
Men man kan også pege på en række andre forhold, som kan forklare, hvorfor et vestlige demokrati endnu ikke har udviklet sig i Kina:
For det første har man i Kina en mere end totusindårig tradition for en stærk central ledelse under kejserdynastierne.
Kejserens legitimitet hvilede på at han skulle sikre fred og stabilitet for befolkningen. I modsat fald var det legitimt at gøre oprør og vælte kejseren,
sådan som det også er sket utallige gange i KInas historie.
De moderne vestlige demokratier hviler på ideen om at alle mennesker er lige. En sådan tanke har ingen rod i kinesisk tradition og kultur. Konfucianismen beskrev samfundet som bestående af en række naturlige hierakiske strukturer
(hersker > undersåtter, ældre > yngre, mand > kvinde, forældre > børn etc.) uden at dette dog blev
set som undertrykkende modsætningsforhold, men derimod som en del af en højere kosmisk (naturlig) orden.
Statens enhed har igennem hele Kinas historie været forbundet med fred og stabilitet. Denne stabilitet har man kun kunnet sikre gennem en stærk centralmagt.
Hver gang et dynasti blev væltet har det medført blodige borgerkrige eller invasion fra nabostaterne. Kinas historie i det 20. århundrede er endnu et eksempel herpå.
Med kejserstyrets fald i 1911 blev Kina sønderrevet af krigsherrernes kamp om magten og senere den japanske besættelse af Kina.
Alle forsøg med folkestyre / demokrati i det 20. århundere er slået fejl. Det gælder Den Kinesiske Republik i 1912 .
Her overlevede demokratiet i ca 2 år og truede med at opløse KInas nationale enhed. Senere - fra 1927 til 1949 -
fulgte lang borgerkrig mellem KKP og Goumindang om hvem der igen skulle samle og genforene Kina.
Kulturrevolutionen i 1966-76 står som det sidste skræmmende eksempel på hvad der sker når magten overdrages til folket - her de unge rødgardister.
Man skal heller ikke forestille sig at de vestlige demokratier i sig selv frembyder et forbillede for kineserne.
Den udvikling som kineserne har kunnet iagttage i vesten , fra Sovjetunionens opløsning i 1991 og
den Jugoslaviske borgerkrig i 1990'erne og Det Arabiske Forår i 2011, har kun bekræftet kinesernes værste frygt for,
hvad der kan ske når centralmagten svækkes og lokal patriotiske og seperatiske kræfter gives frit spil.
Hertil kommer de seneste års udvikling i EU - fra finanskrisen i 2008 , og de stigende økonomiske problemer, gældskrisen i Sydeuropa,
flygtningekrisen og Brexit. For slet ikke at nævne Donald Trumps valgsejr i USA.
En sådan udvikling er for de fleste kinesere helt ubegribelig og bidrager ikke til, at gøre de vestlige demokratier til et forbillede for Kineserne.
Kineserne er pragmatiske og ikke ideologisk tænkende mennesker.
Derfor vil den kinesiske styreform med KKP's magtmonopol består så længe som regeringen kan løse de praktiske problemer
som kineserne oplever i hverdagen.
I de sidste årtier har KKP sikret langt hovedparten af kineserne en markant velstandsstigning og forbedrede materielle levevilkår.
Problemerne er fortsat enorme i et land med 1.4 mia. mennesker. Det drejer sig ikke mindst om korruption, miljø- og luftforurenig, fødevaresikkerhed og
økonomisk og social ulighed.
Men der er ingen grund til at tro, at den kinesiske regering ikke vil være i stand til at løse disse udfordringer over de kommende år.
¹ Der er dog otte andre partier i Kina som har sæde i Nationalkongressen. Det er dog karakteristisk at de alle anderkender KKP's ledende rolle.
De otte, såkaldte demokratiske partier er: Revolutionary Committee of the Chi-nese Kuomintang, China Democratic League, China National Democratic Construction Association, China Association for Promoting Democracy, Chinese Peas-ants and Workers Democratic Party, China Zhi Gong Dang, Jiu San Society and Taiwan Democratic Self-Government League.
