Kinas politiske system

Ligesom de færreste danskere ved meget om Kinas histore eller helt basale geografi, så er kendskabet til Kinas politiske system nok også begrænset til stereotype forstillinger om et brutalt undertrykkende diktatur.

Nej - Kina har ikke et demokrati som vi kender det i Vesten. Men der er heller ikke tale om et diktatur, hvor landet styres af en mand eller en lille gruppe af personer hvis magt er udenfor bureaukratisk kontrol.

Det politiske system som Kina har udviklet efter Mao-tiden ligner heller ikke det vi finder i afrikanske diktaturer, militærregimernerne i Latinamerika i 1970'erne eller i semi-monarkistiske kommunistiske stater som Cuba og Nordkorea.

Jeg skal i det følgende prøve at opridse nogle grundlæggende karakteristika ved Kinas politiske system, som forhåbentlig kan nuancere billedet lidt. (1)

Arven fra kejsertiden

Det gælder princippet om, at kejseren var absolut suveræn, og at folket skulle tjene staten og ikke omvendt. Her var ikke plads til ideer om særlige menneskerettigheder, i form af individuelle umistelige rettigheder uafhængigt af staten. Lovgivning var et middel til straffe kriminelle og til generelt at gennemtvinge statens magt, ikke at bestytte den enkelte.

De lærde kejserlige embedsmænd, besad både politisk magt og social status, men var skolet i den konfucianske moral og etik, hvilket indebar, at loyalitet overfor kejseren ikke bare var nødvendigt, men også accepteret som en naturlig del af, og grundlaget for, hele samfundsorganisationen.

Tanken om at der i det kinesiske samfundssystem kunne eksistere en 'loyal opposition' (som f.eks. kirken i Europa), var helt uforeligt med kejserens suverænitet og den konfucianske etik. Kejseren besad et 'himmelsk mandat' til at herske, som alene var betinget af, at han kunne sikre rigets grænser og opretholde ro og orden.

Maos totalitære diktatur

Mao fik en nærmest mytologisk status i den kinesiske befolkning og blev et levende symbol for det nye Kina. Han havde - som de tidligere kejsere - genforenet et, af borgerkrigen og den japanske invasion, sønderevet Kina og genoprettet ro og orden.

Maos og Kommunistpartiets indflydelse rakte imidlertid langt ud over hvad kejserne nogensinde havde kunnet drømme om, endsige havde formået. Partiet kontrollerede ikke blot de lovgivende og juridiske institutioner, men gennem sin omfattende partiorganisation fik partiet kontrol med alle dele af samfundslivet og fastlagde endvidere hvilke moralske og etiske normer som kineseerne skulle leve efter.

Det sidste var ikke i sig selv nyt for kineserne, også under kejserstyret var det statens opgave at formulere samfundets grundlæggende moralværdier, blot blev de konfucianske idealer nu udskiftet med de socialistiske. Der fantes således ikke et civilsamfund i Maos Kina, idet alle områder af tilværelsen var indspundet i KKP's ideologiske normer og værdier.

Men med Kulturrevolutionen i 1966 var det imidlertid slut med den nyvundne ro og orden, som nu blev afløst af lovløshed og absolut kaos. Mao havde mobiliseret 'masserne' til, at angribe alle autoriteter og endda det parti som han selv havde ledet i flere årtier.

Ved Maos død i 1976 var partiets legitimitet og almindelige omdømme stærkt miskrediteret, og befolkningen dybt disillusioneret efter tre årtiers politiske kampagner og ideologisk indoktrinering, som ikke havde bibragt befolkningen nogle væsentlige økonomiske fremskridt.

Skulle partiets magtmonopol fastholdes, måtte man ikke bare gøre op med det ideologiske tankegods fra Mao-tiden, men også gennemføre økonomiske og politiske reformer som kunne understøtte KKP's fortsatte legitimitet.

Partiets skulle så at sige transformeres fra et 'revolutionært' parti med fokus på klassekamp, til et 'regeringsbærende' parti, med fokus på økonomisk udvikling. Dette indebar såvel forfatningsmæssige, ideologiske og institutionelle reformer, som på mange punkter var et radikal brud med Mao-tiden.

Deng Xiaopings æra 1978-97

Reformpolitikken har været præget af gradvise reformer ("trial and error") på lokalt plan, som siden er blevet udbredt nationalt. Den økonomiske politik sigtede på en gradvis afvikling af planøkonomien til fordel for markedsøkonomien.

Først i landbruget hvor kollektivbrugene blev erstattet af individuelle brug og de private markeder blev genåbnet, senere fulgte den gradvise privatisering af den statslige industrisektor og etablering af private virksomheder.
Kinas åbning for udenlandske investeringer og handel, startede på eksperimentalvis i de "Særlige Økonomiske Zoner" og blev gradvis udbredt til hele landet. Hermed havde man gjort op med årtiers isolations- og selvforsyningspolitik.

De økonomiske reformer blev understøttet af ideologiske tilpasninger. I 1982 var målet en blandingsøkonomi, med planøkonomien som basis og markedsøkonomien som suplement. I 1987 hed det, at man ville skabe "en kombineret plan- og markedsøkonomi" og endelig i 1992 lanceres begrebet "Socialistisk markedsøkonomi" eller "Socialisme med kinesiske kendetegn".

Deng Xiaopings økonomiske reformer og åbningen af Kina efter 1978, har grundlæggende forandret det kinesiske samfund. Nye sociale klasser er opstået, nye levemåder og kulturer florerer side om side med gamle traditioner, og det civilsamfund, som Mao stort set havde udslettet, vokser sig stadig større og er mere eller mindre uden for partiets kontrol.

Mens Kinas Kommunistiske Parti har bevaret sit magtmonopol, har måden hvorpå magten udøves har ændret sig. Partiet har ikke bare initieret de økonomiske reformer, som har forandret Kina, men også gennemført en lang række institutionelle reformer, for at tilpasse såvel partiet som statsmagten et det nye Kina og en globaliseret markedsøkonomi.

Kina er i dag et langt mere heterogent samfund, hvor mangfoldige politiske, ideologiske, økonomiske og regionale interesser, alle skal rummes indenfor étpartisystemet.

• Kina er administrativt delt i
  22 provinser (kinesisk: Sheng 省) og
  fem autonome områder,
  fire centralt administrerede byer og
  to særlige adm. områder - se kort overfor.
• Disse er igen opdelt i administrative områder kaldet Præfekturer, som igen opdeles i 5-15
• Amter (eng. County / kinesisk: Shi).
  Der er ca. 2800 Amter som hver har mellem 200-500.000 indbyggere. Amterne er opdelt i 10-20
• Byer eller sogne (eng. townships / kinesisk: Zhen, indtil 1982 kaldet Folkekommuner). Der er ca. 34.000 af disse 'townships' i Kina som hver omfatter ca 15-20
• Landsbygrupper (kinesisk: Cun). se foto
  Der er i alt ca 700.000 af disse landsbygrupper som hver består af 2-7 egentlige
• Landsbyer (eng. natural villages / kinesisk: Zhu ).
  Der er i alt ca. 4.2 mio. landsbyer i Kina.

Partistaten

Kinas politiske og administrative system er organiseret centralistisk og hierakisk, hvilket betyder, at lavere niveauer er ansvarlige overfor det overliggende administrative niveau. Øverste politiske administrative niveau er partiledelsen og centralregeringen i Beijing. Herfra dikteres de politiske målsætninger, som herefter skal implementeres af de lavere niveauer i parti- og statsapparatet.

På alle niveauer, fra Beijing og ned til og med byer /townships, er såvel parti- som statsapparatet repræsenteret, under ledelse af en partisekretær og en lokal regeringsleder. Når Kinas politiske system bedst kan beskrives som en 'Parti-stat', er det fordi, partiet er repræsenteret på alle administrative niveauer, og den lokale partiledelse vil have en afgørende indflydelse på de lokale regeringsmyndigheder.

Ledere på de enkelte niveauer, i parti- som statsapparatet, er først og fremmest ansvarlige overfor det overordnede niveau og ikke overfor befolkningen. Partiets ledende rolle betyder reelt set, at statsapparatet fungerer som et udøvende magtorgan for partiet.

Reelt set står KKP over Forfatningen og folket, hvorfor suveræniteten over staten ligger hos partiet og ikke hos folket, som i de vestlige demokratier.

Landsbyerne er ikke en del af statsadministrationen og er som sådan formelt set selvstyrende områder. Men reelt set er også landsbyerne under ledelse / kontrol af partiet, repræsenteret ved partiets 'græsrodsorganisationer' / lokale partikomiteer.

Græsrodsdemokrati

Dene demkratisering i landområderne kan ses som et forsøg på at bevare partiets indflydelse og legitimitiet
Her, som i den øvre del af parti- og statshierakiet, er det partisekretæren, som formelt set har det afgørende ord.

Siden slutningen af 1990'erne har der også været lokale forsøg med demokratiske direkte valg til det laveste niveau i statsadministrationen; byen (townships). Disse forsøg blev dog skrinlagt igen i 2001, men blev genoptaget i 2006 (W.Joseph p. 311 f). På samme måde har der også været forsøg med demokratiske valg til beboerkomiteer i storbyerne og opstilling af uafhængige kandidater (ikke partimedlemmer) til de lokale Folkekongresser på laveste niveau.

Den Nationale Partikongres mødes hvert 5. år i Beijing er den største politiske begivenhed i Kina. se oversigt De 2280 delegerede til den 19. Kongres i okt. 2017 blev valgt i 2016 af provinsernes partikongresser og lavere partiorganisationer. På kongressen er alle Kinas provinser, autonome regioner, kommuner og Særlige adm. områder, repræsenteret ved deres respektive partisekretærer, guvernører og regeringsledere. Hertil kommer 25 repræsentanter for de største statslige selskaber (SOE'er).

Kongressen godkender de ideologiske principper, udviklingsplaner m.v. som er udarbejdet af de øvre niveauer (Centralkomiteen og Politbureauet).

Centralkomiteen vælges af Partikongressen og består af ledende personer fra såvel partiet, statsadministrationen og militæret, herunder alle parti og regeringsledere fra provinserne.
Formelt set vælges Centralkomiteens medlemmerne af Partikongressen, men reelt set godkender Centralkomiteen blot de kandidaterne som er nomineret eller anbefalet af det afgående Politbureau.
Centralkomiteen vælger medlemmerne til Politbureauet, Politbureauets Stående Udvalg og Generalsekretæren.

Centralkomiteen mødes 1-2 gange om året til plenum-diskussioner.

Politbureauet udgør den øverste ledelsen i Kina. Politbureauet vælges af Centralkomiteen under den Nationale Partikongres. Valget er et resultat af langvarige politiske konsultationer og kompromier mellem mange forskellige interessegrupper i det kinesiske samfund. Politbureauet er det øverste partiorgan mellem Centralkomiteens Plenum møder, og mødes mindst én gang om måneden. Halvdelen af medlemmerne har tidligere været partisekretærer eller regeringsledere i provinserne eller haft ledende poster i de centrale partiorganer. Militæret har to repræsentanter i Politbureauet.

Politbureauets Stående Udvalg varetager den daglige ledelse på vegne af Politbureauet. De 7 medlemmer af Politbureauets Stående Udvalg udgør den absolut politiske elite i Kina. Der er tradition for, at man først har sidet 5 år i Politbureauet før man bliver medlem af Det Stående Udvalg. Siden 1990'erne har det været karakteristisk at stort set alle medlemmer af Politbureauets Stående Udvalg har haft omfattende praktiske politiske-administrative erfaringer som enten Provinsguvernører eller Partisekretærer i provinserne.

Generalsekretæren KKP's øverste politiske leder, vælges af Centralkomiteen for en 5-årig periode og kan højest sidde i to perioder. Generalsekretæren fungerer som leder af Politbureauets Stående Udvalg, og leder en række andre vigtige centrale organisationer under KKP.

På Provinsniveau og lavere administrative niveauer betegnes partilederne som 'Partisekretærer'.

Efter Xi Jinpings tiltræden i 2012, er Generalsekretærens position blevet styrket i forhold til tidligere. Det er blandt andet sket gennem oprettelsen af Det Nationale Sikkerhedsråd i 2013, som ledes af Xi og som står for den overordnede koordinering af spørgsmål vedrørende den nationale sikkerhed.
Nogle vil mene, at Xi Jinpings nuværende magtposition udfordrer princippet om kollektiv ledelse i Politbureauets Stående Udvalg. (S. Heilmann p. 169)

Ledende Små Grupper Består af en række fagspecifikke og tvær-ministrielle koordinationsgrupper på det centrale partietniveau (altså kun i Beijing). Grupperne arbejder med de konkrete udmøntninger af overordnede politiske tiltag og politikker.

Under Xi Jinping er der oprettet fire nye grupper som arbejder med reformpolitikken, national sikkerhed, militære forhold og cyber-sikkerhed. I alle disse nye grupper har Xi Jinping en ledende rolle. Det overordnede mål syntes at være, at styrke partiets centrale kontrol og dermed den hierakiske partidisciplin, i forhold til de lokale partiorganisationer og regeringsmyndigheder.

Der er i dag godt tyve af disse Ledende Små Grupper.

Den Centrale Militær Kommission er den øverste militære ledelse i Kina, og er ledet af Generalsekretæren - Xi Jinping, som dermed er øverste leder af verdens største hær.

Et særlig vigtigt partiorgan er den Centrale Disciplinær Kommission som fører tilsyn med partidisciplinen blandt lederne og således står for den anti-korruptionskampagne som har fundet sted under Xi Jinpings ledelse. Medlemmerne vælges af den Nationale Partikongres.

Centrale Partiorganisationer:

Partiskolerne afholder kurser og efteruddannelse for ledende partimedlemmer på alle niveauer i partiorganisationen. Der er i alt 2500 partiskoler.

Den Centrale Pariskole i Beijing fungerer tillige som en 'tænke-tank' for administrative reformer og diskussionsforum for grundlæggende indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål. Deltagelse i kurserne på den Centrale Partiskole er prestigefyldte og populære og giver deltagerne et afbræk fra hverdagen og en god mulighed for at danne vigtige netværk med andre partiledere fra hele landet.

Den Centrale Propaganda Afdeling har ansvar for KKP's propaganda arbejde og informations politik, herunder tilsyn med medierne. Statslige medier og forlag er underlagt direktiver fra Propaganda Afdelingen som også er ansvarlig for udpegning af lederne i mediesektoren.

Statsapparatet

Den Nationale Folkekongres er formelt set den øverste statsmagt i Kina, og mødes en gang årligt, i godt fjorten dage, i Folkets Store Hal ved Tian'anmen pladsen i Beijing. De godt 3.000 delegerede er valgt af de lokale Folkekongresser i provinserne og de øvrige administrative områder. Ca. 70 % af de delegerede er partimedlemmer. ¹

Folkekongressen har i følge forfatningen en lang række bemyndigelser. Dels retten til at ændre forfatningen, vedtage love, godkende budgetter og vælge personer til de centrale ledelsesposter. Det sidste gælder ikke mindst valget af Præsidenten og Vicepræsidenten, samt formanden for Militærkommissionen og Præsidenten for Højeste Ret.

Nationalforsamlingen vælger en Stående Komite på ca. 150 mand, som står for den daglige ledelse mellem Folkekongressens årlige samlinger.

Statsrådet, er Kinas regering og den øverste udøvende magt. Statsrådet ledes af Premierministeren, Li Keqiang (2013-23) og består derudover af en række viceministre, kommissioner og fagministerier. Alle vælges af Den Nationale Folkekongres, men premierministeren er nomineret af partiets Generalsekretær (Xi Jinping), og understreger dermed partiets ledende rolle også i forhold til regeringen. De øvrige medlemmer af Statsrådet nomineres af Premierministeren og for derefter at blive godkendt af Nationalforsamlingen.

Mens statsinstitutionerne i Maos tid, reelt set var politisk og ideologisk styret af partiet, så er der dog sket en betydelig proffessionalisering siden hen. Ministre og embedsmænd er i dag professionelle eksperter indenfor deres respektive fagområder, og skal forsøge at forvaretage mangfoldige økonomiske og sociale interesser i det kinesiske samfund.

I 1980'erne talte både Deng Xiaoping og Generalsekretær Zhao Ziyang for en tydeligere adskillelse af parti og stat, og for større selvbestemmelse til de lokale myndigheder på de lavere administrative niveauer.

Men efter studenterdemonstrationerne i 1989, opløsningen af USSR m.v. blev disse politiske reformer droppet.

Siden da har man tværtimod søgt at styrke Partiets kontrol over statsapparatet. Dette viser sig måske tydeligst i, at partiets Generalsekretær har en "tre-i-én" position, som både leder af partiet, leder af Militærkommissionen og som Præsident for Folkerepublikken.

Der er dog tale om en tydelig arbejdsdeling, i den forstand at partiet formulerer den overordnede politik, mens implementeringen heraf og den daglige administration er overladt til statsinstitutionerne.

Provinsregeringerne kan også vedtage egen lovgivning, så længe den ikke er i modstrid med Centralregeringen i Beijing. Eksempelvis var Kinas berygtede étbarnspolitik, alene en politisk målsætning vedtaget af centralregeringen, mens det var op til provinsregeringerne at udforme den konkrete lovgivning og i sidste ende til de lokale partiledere af implementere loven.

Partimedlemmerne

Medlemstallet er steget voldsomt i de senere år med godt 2 mio. nye medlemmer årligt, mens antallet af ansøgere er godt 10 gange så stort. For at blive optaget i partiet skal man anbefales af to eksisterende medlemmer, aflægge optagelsesprøve og godkendes af den lokale partikomitee. Efter et års prøveperiode kan man blive fuldgyldigt medlem.

Medlemskabet forpligter til at man arbejder aktivt for partiets politik. Det kan blandt andet ske gennem partiets mere end 4,5 mio. græsrodsorganisationer eller partikomiteer. Sådanne partikomiteer kan oprettes i virksomheder, institutioner, landsbyer og boligområder hvor der er tre eller flere partimedlemmer. I mere end 50 % af alle private virksomheder var der i 2014 oprettet sådanne partikomiteer.

Alle kinesiske børn stifter fra en tidlig alder kendskab til partiet. Børn mellem 7 og 14 år kan blive medlem af organisationen De Unge Pionerer, som i dag har ca. 140 mio. medlemmer. Ung Pionererne er altid let genkendelige på det røde tørklæde som de bærer løst om halsen.

Unge mellem 14 og 28 år kan blive medlemmer af Kommunistpartiets Ungdomsliga (CCYL), også kaldet ’tuanpai’ – som kan oversættes til ’elitefraktionen’ - og som i dag har knap 90 mio. medlemmer fordelt på 3,5 million lokalafdelinger. Organisationen står for en lang række sociale programmer og aktiviteter. Medlemskab af Ungdomsligaen giver ikke automatisk adgang til medlemskab af partiet og er heller ikke en forudsætning herfor.

Medlemskab af partiet ses af mange, som en mulighed for at fremme egne karriere muligheder og skabe personlige netværk til partiledere på højere niveauer. Man skal ikke nødvendigvis opfatte partimedlemmerne som glødende overbeviste kommunister. Medlemmerne skal nok være loyale overfor partiet, men da der ikke er andre legale politiske platforme for den der er politisk interesseret eller ønsker magt og indflydelse , er KKP den eneste reelle mulighed for at fremme sine synspunkter og interesser.

Mens medlemskab i Mao-tiden var forbeholdt folk med den rette proletariske klassebaggrund, har klassebaggrund ikke haft betydning efter 1982.

I 1984 var det kun 4 % af medlemmerne som havde en højere uddannelse, og 50 % havde kun grundskole eller var slet og ret analfabeter. I 2013 have mere end 41 % af partimedlemmerne en akademisk uddannelse, mens arbejdere og bønder udgjorde 38 % af partimedlemmerne. Andelen af kvindelige partimedlemmer lå på 24 % . (S. Heilmann s. 63)

For at sikre partiet en bredere social basis, som svarede til de socioøkononomiske realiteter i Kina, blev det 2002 besluttet at private virksomhedsejere - de såkaldte 'røde kapitalister' - kunne søge optagelse i partiet.

De nye generationer af ledere

Det er siden 1989 blevet almindeligt at dele Kinas ledere op i generationer som kort skal præsenteres.

1. generation var Mao, Zhou Enlai, Liu Shaoqi, som havde set den Sovjetiske samfundsmodel som deres forbillede. De var alle revolutionære veteraner fra borgerkrigen og kampen mod japanerne
2. generation er lederne i 1980'erne Hu Yaobang, Zhao Ziyang og Li Peng samt Deng Xiaoping . De havde alle rødder i Mao-tiden og det afstedkom gentagne politiske diskussioner for og imod markedsøkonomi kontra planøkonomi, centralisering kontra decentralisering, liberalisering kontra statskontrol.
3. generation er Jiang Zemin og Zhu Rongji fra 1989-2002. Denne generation var betydeligt bedre uddannet end de forrige, ofte med tekniske uddannelse og betegnes derfor den teknokratiske generation.

   Jiang Zemin havde tidligere været partisekretær i Shanghai, før han blev forfremmet til partisekretær i Beijing i 1989.
   Succeskriteriet for denne generation var alene: økonomisk vækst! (firedoble BNP fra 1980 til år 2000)

4. generation omfatter Hu Jintao og Wen Jiabao fra 2002-2012. De havde også videregående uddannelser indenfor de tekniske/ naturvidenskabelige områder, og havde tillige en lang administrativ karriere bag sig i provinserne, før de nåede til tops i Beijing.

   Hu Jintao havde således været partisekretær i Guizhou og Tibet. Nogle var børn af tidligere højtstående partiledere (kendt som 'prinserne') andre havde møjsommeligt arbejdet sig op gennem systemet.

   De havde en svagere politisk magtbase og var i højere grad end tidligere ledere nød til, at finde politisk konsensus bag deres politiske tiltag gennem kompromier

5. generation er den nuværende ledelse under Xi Jinping og Li Keqiang (2012-22). Denne gen. er mindre teknokratisk, og i højere grad uddannet inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. Medlemmer af den 5. gen. har mange års praktisk-administrativ og ledelsesmæssig erfaring fra provinserne.

   Xi Jinping havde tidligere været Guvernør i Fujian og Zhejiang provinserne og tillige partisekretær i Zhejiang og Shanghai. Xi og Li havde begge siddet 5 år i Politbureatets Stående Udvalg inden de indtog de øverste poster i parti- og statsapparatet i 2012.

   Denne generation er, imodsætning til tidligere generationer, mindre optaget af tekniske-økonomiske løsninger på problemerne, men vægter ideologiske og magtbaserede løsninger.

Rekrutering af de øverste ledere

Det er karakteristisk at de nye generationer af ledere (3. -5. gen.) har mange års administrativ og politisk erfaring fra provinserne bag sig, inden de når til tops i parti og statsapparatet. I 1992 var det 50% af Politbureatuets medlemmer, som havde omfattende praktisk erfaring fra lederposter i provinserne, i 2012 var tallet steget til 76 %.

Man har derfor ofte kaldt det politiske system i Kina for et 'Meritokrati', et princip som kan føres tilbage til Konfucious (5. årh F.Kr.) og som blev et ledende princip for udvælgelsen af embedsmænd siden Han-dynastiet (200 F.Kr- 220 E.Kr.)

Det er endvidere karakteristisk at mange af Kinas topledere i dag deler fælles erfaringer fra ungdommen. Således havde 5 af de 7 medlemmer i Politbureauets Stående Komitee i 2012-17, været blandt de 20 millioner unge, som under Kulturrevolutionen blev sendt ud på landet for at 'lære af bønderne'. Dette må om ikke andet give disse ledere et særligt indblik i livets barske realiteter blandt Kinas fattige bønder.

En række institutionelle principper er indført for at gardere mod den magtkoncentration som man kendte i Mao-tiden:

• For det første kan den øverste partileder (Generalsekretæren) kun side i maksimalt to perioder af 5 år. På lavere niveauer genvælges Partisekretærene hvert 3. år.
• For det andet kan medlemmer af Politbureauet som er fyldt 68 år ikke genvælges og de der er fyldt 64 år kan ikke vælges til Politbureauet
• For det tredje anvendes det gamle princip fra kejsertiden - om 'undgåelse', hvilket betyder, at man ikke kan være parti- eller regeringsleder på højere niveauer i ens egen hjemprovins.
• For det fjerde betyder 'kadre udvekslingssystemet' at parti- og regeringsledere på lavere niveauer (byer / townships) hvert 3- 6 år vil blive forflyttet til andre byer. Herved søger man at undgå, at at lederne udvikler for stærke lokale netværk, som kunne svække deres loyalitet overfor ledelsen på højere niveau, eller skabe grundlag for korruption og magtmisbrug
  
• For det femte er princippet om 'internt parti demokrati' (såkaldt 'Socialistisk demokrati') blevet stadig mere rodfæstet siden 1990'erne. Det betyder at udpegning af medlemmer til ledende poster og politiske beslutninger oftest, såvel centralt som på lavere niveauer i partisystemet, sker gennem forskellige former for valg, og ikke efter enerådig beslutning fra partilederen.
• Det er tillige blevet en norm, at alle Kinas 31 provinser og administrative områder er repræsenteret ved deres partisekretær og provinsguvernør i Centralkomiteen og også i Politbureauet tilstræbes en bred geografisk repræsentation.

Den økonomiske liberalisering blev fulgt af en øget politisk liberalisering i den forstand at partiets kontrol med kultur, medier og institutioner og civilsamfundet i bredeste forstand blev markant slækket, samtidigt med at vestlig kultur nu dukkede op rundt omkring i Kina. Generalsekretær Zhao Ziyang (1987-89) talte endda for en øget politisk pluralisme og forholdt sig tillige afventende overfor studenterdemonstrationerne i 1989.

Men ikke bare Studenterdemonstrationerne , men nok så meget kommunismens fald i Østeuropa i efteråret 1989 og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen (1991), overbevidste også reformpolitikkerne om at der var grænser for de politiske reformer og liberalisering.

Den samtidige opløsning af eks. Jugoslavien og den efterfølgende borgerkrig i 1990'erne, blev af den kinesiske ledelse set som en yderligere advarsel om, hvad der kunne ske om centralregeringen slækkede på magten over de kinesiske provinser. Demokratisering blev herefter synonym med kaos, og kaos med underudvikling.

Siden 1990'erne har der derfor ikke været noget som helst ønske om, at genoptage diskussionen om demokrati i Kina, hvilket også er blevet understreget af alle følgende Generalsekretærer (Jiang Zemin, Hu Jintao og Xi Jinping), som alle afviser nogen form for vestligt inspireret demokrati i Kina.

Den såkaldte Arabiske Forår i 2011, og det politiske kaos som fulgte heraf, var endnu en advarsel om det samme.

Der har dog siden slutningen af 1988 været afholdt egentlige demokratiske valg på de laveste administrative niveauer. Landsbyerne har således kunne vælge 3-6 medlemmerne af landsby-kommiteerne og landsbylederen gennem frie og åbne valg.

Centralisering - decentralisering

Den decentralisering som automatisk fulgte med de markedsøkonomiske reformer, undergravede reelt set centralregeringens mulighed for at styre og kontrollere den økonomiske udvikling. Det blev derfor almindeligt i 1990'erne at betegne den kinesiske parti-stat som 'Fragmenteret Autoritær' i den forstand at centralregeringen reelle autoritet overfor provinser og lokalregeringer på mange måder var meget begrænset. Det gjaldt fortsat at "Kejseren var langt væk". Det blev derfor i slutningen af 90'erne gjordt meget for at styrke centralregeringens, ikke mindst indenfor den finansielle sektor.

I 1990'erne blev den almindelige holdning i partiledelsen, at en stærk centraliseret statsmagt var en forudsætning for, at sikre den sociale og politiske stabilitet og dermed skabe betingelser for at fortsætte de markedsøkonomiske reformer.

Partiets legitimitet blev i stigende grad bundet op på den økonomiske vækst, og så længe alle fik del i den nye velstand, syntes partiets magtmonopol ikke umiddelbart truet.

Man har dog siden 1990'erne søgt at styrke partiet kontrol, hvorend det har været muligt. Tidligere, under det kollektive og planøkonomiske system, var alle kinesere uden undtagelse medlem af en "danwei" eller arbejdsenhed, hvor igennem partiets græsrodsorganisationer kunne føre en vis opsyn med alle arbejdspladser og dermed alle kinesere.

Men i takt med afkollektiviseringen og privatiseringen af statslige virksomheder, og dannelsen af millioner af nye private produktions- og servicevirksomheder, blev partiets direkte indflydelse på et ekspanderende civilsamfund stadig mere svækket. Partiet havde i stigende grad tabt kontrollen med den offentlige diskurs, og i landbyerne genopstod gamle traditionelle religiøse skikke og tempelerne blev igen mødesteder , ikke kun for religiøs tilbedelse men også for udveksling af tanker , ideer og forretningsplaner.

Samtidigt blev partiet legitimitet truet af en stadig mere udbredt korruption, som var tæt knyttet til besiddelsen af ledende stillinger indenfor parti- og statsapparatet. Korruption var så at sige blevet institutionaliseret i det politiske system, idet de lokale politiske ledere indgik aftaler med entreprenører og forretningsfolk om udviklingsprojekter m.v. som kunne fremme den økonomiske vækst, og samtidigt berige de lokale ledere.

Dynamik og magtkontrol i Kinas politiske system

Den hurtige udskiftling , med nye og yngre og mere professionelle ledere, har også gjort at den kinesiske parti-stat, i modsætning til de fleste autoritære systemer, har været meget fleksibel og tilpasningsparat til de omstændigheder og nye udfordringer som landet har stået over for.

Selvom man ikke har en reel magtadskillelse i Kina mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, så har ovennævnte institutionnelle regler og normer for de øverste ledelsesorganer dog sikret, at ingen person, fraktion, institution eller region får mulighed for at dominere den politiske magt i Kina.

Ledere som Jiang Zemin og Hu Jintao måtte udøve deres magt gennem politiske forhandlinger, kompromier og alliancer i en grad som ikke kendes fra Maos tid. Dengang var kinesisk politik en magtkamp hvor "the winner takes it all", mens det siden 1980'erne har handlet om at finde kompromier og konsensus under princippet om kollektivt lederskab i Politbureauets Stående Udvalg.

Centralmagten kontra provinserne

Det blev derfor almindelig i 1990'erne at tale om, at Kina udviklede sig til et 'de facto føderalt statssystem', hvor de rige provinser fik en sådan økonomisk magt, at de reelt aggerede som selvstændige stater, og direkte var med til at tegne kinesisk udenrigs- og handelspolitik, og dermed understøtte Kinas stigende integration i en globaliseret verdensøkonomi.

For centralregeringen betød dette, at det ofte var vanskeligt at få implementeret national og international lovgivning i disse provinser (f.eks. vedr. intellektuelle ejendomsrettigheder, patenter, produktstandarder og miljøbeskyttelse), i det provinserne oftest satte egne økonomiske interesser over nationale politikker og lovgivning.

En middel for centralregeringen til at bevare en vis kontrol over lokalsamfundene, har været ved at give plads og officiel anerkendelse til sociale organisationer (NGO'er), internetforums og sociale medier m.v. Her igennem har myndighederne fået værdifuld information og viden, ikke bare om hvilke problemer der optager befolkningen, men nok så vigtigt om lokale parti- og regeringslederes manglende implementering af gældende politikker og lovgivning.

Civilsamfundet og parti-staten

Den økonomiske udvikling i Kina siden Deng Xiaoping og Kinas integration i den globale markedsøkonomi har medført radikale sociale forandringer i Kina. Markedsøkonomiens udvikling har, så at sige, fragmenteret den sociale orden, som i Mao tiden kunne betegnes som ideologisk baseret, og i stedet skabt en ny interesse-baseret social orden, bestående af mangfoldige sociale grupper med egne specifikke interesser.

Det nye civilsamfund, som har udviklet sig under reformpolitikken, omfatter ikke mindst: de godt 50 mio. private virksomheder, den nye middelklasse på mere end 200 mio. og endnu flere migrantarbejdere, de mere end 700.000 NGO'er (i Kina betegnet 'sociale organisationer') og mere end 730 mio. internetbrugere (eng.: netizen, kinesisk:wǎngmín 网民 ).

Blandt vestlige iagttagere har forventningerne været, at det nye civilsamfund i Kina, og ikke mindst den nye middelklasse, ville blive agenter for politiske reformer og således føre til etpartisystemets sammenbrud og etableringen af en vestlig demokratisk styreform. Det er imidlertid ikke sket, og intet tyder på at det vil ske indenfor en overskuelig fremtid.

Da dette nye civilsamfund eksisterer udenfor den officielle og offentlige politiske arena, er den også i høj grad apolitisk. I det omfang at civilsamfundets aktører får tilgodeset deres økonomiske interesser m.v., er de ikke en udfordring for det etablerede politiske system; den kommunistisk ledede parti-stat.

Tværtimod har de sociale organisationer (NGO'er) i Kina ofte den modsatte effekt, idet de er blevet et middel for parti-staten til, at kontrollere de sociale kræfter og konflikter som markedsøkonomien og åbningen af det kinesiske samfund har skabt. De sociale organisationer omfatter alt fra børnehaver og plejehjem, beboerforeninger, miljøorganisationer og forbrugerorganisationer, landbrugs- og handelsforeninger m.v.

Det er sket ved, at de sociale organisationer har søgt og fået myndighedernes officielle anderkendelse og således indgået i en form for kooperativ samarbejde med parti-staten. Dette formelle samarbejde har ikke bare givet de sociale organisationer en langt bedre muligheder for at fremme deres medlemmers mål og interesser, men tillige givet dem en betydelig indflydelse på de politiske processer og de politiske beslutninger. (Yongnian Zheng 2014 , p. 199 )

Man kan betegne udviklingen i relationen mellem parti-staten og de sociale organisationer, som en hegemonisering i følgende betydning: KKP bevarer kontrollen over staten og de sociale organisationer, ved at understøtte de sidste og dermed bevare deres loyalitet og således legitimere partiet fortsatte kontrol med staten og samfundet.

Udover de mere end 700.000 sociale organisationer som er godkendt af staten, mener man der findes mindst 3 mio. ikke-officielle NGO'er. De er oftest beskæftiget med forskellige former for frivilligt velfærdsarbejde, og udfylder i virkeligheden de store huller som refompolitikken har efterladt i de offentlige velfærdsydelser.

Politiske fraktioner

Selv i Maos tid var der tydelige fraktioner indenfor partiet; mellem Maos revolutionære ideologiske linje og Deng Xiaoping, Liu Shaoqi's mere økonomiske og pragmatiske linje. Dengang blev sådanne politiske modsætninger ikke tolereret, og Mao's politiske modstandere blev slet og ret udrenset fra ledelsen og fængslet som i Liu Shaoqi's tilfælde.

I 1980'erne giv de politiske skillelinjer mellem en reformvenlig fløj omkring Deng Xiaoping, Hu Yaobang og Zhao Ziyang og en konservativ og reformkritisk fløj af ældre ledere. Også her kunne politiske modsætninger resultere i udrensninger, som da Deng Xiaoping må afsætte Generalsekretær Hu Yaobang i 1987 og to år efter hans efterfølger Zhao Ziyang. De beholdt dog begge deres medlemskab af partiet.

Siden 1990'erne har man åbent talt om to fraktioner , kendt som 'populisterne' og den 'elitære' fraktion. Til den populistiske fraktion hørte blandt andet Generalsekretær Hu Jintao (2002-12), som lagde vægt på at bekæmpe den stigende økonomiske-sociale ulighed og de voksende miljøproblemer. Lederne fra den populistiske fraktion havde oftest arbejdserfaring fra Kinas fattige indlandske provinser og blev således anset for at have en større forståelse for det fattige Kinas problemer og udfordringer. Den nuværende premierminister Li Keqiang (2012-22) regnes også til den populistiske fraktion.

Mange af de såkaldte populistiske ledere i KKP, har startet deres politiske karriere i Kinas Kommunistiske Ungdomsliga og har derfor fået det kinesiske øgenavn 'tuanpai', som kan oversættes til 'Liga-fraktionen'.

Elitens fraktion kendes også som 'prinserne', i den forstand at flere af lederne herfra er børn af revolutionære helte eller tidligere toppolitikkere. Det gælder således også Xi Jinping, hvis far var tæt på Mao, men som p.g.a. ideologiske uoverensstemmelser blev udrenset i 1960'erne, og som efter sin rehabilitering i starten af 1980'erne blev en stærk fortaler for de økonomiske reformer.

Det er værd at bemærke, at selvom man kan tale om to fraktioner (eller flere..) så deler man nogle grundlæggende fælles målsætninger. Nemlig at sikre Kinas politiske og sociale stabilitet, fremme den økonomiske vækst, styrke Kinas internationale status og sidst men ikke mindst, at sikre KKP's fortsatte magtmonopol.

Trods de politiske modsætninger og interessekonflikter som eksisterer indenfor kinesisk toppolitik, er det siden starten af 1990'erne lykkedes, at gennemføre fredelige magtoverdragelser fra den ene generation af ledere til den næste.

Samtidigt er det også klart, at i krisesituationer har den kinesiske stat ikke holdt sig tilbage for at bruge magtanvendelse til, at gennemtvinge partiets og centralregeringens lederskab. Det så man med indsættelsen af militæret mod rødgardisterne i 1969 og igen under studenterdemonstrationerne i 1989 eller det tibetanske oprør i 2008. Hertil kommer de mange personsager hvor intellektuelle, journalister eller kunstnere, som har udfordret partistatens grundlæggende præmisser om partiets ledende rolle etc., og er blevet fængslet eller udvist.

Fortsættes snarest ....22-12-2017

Det kinesiske paradoks

Forventningerne i Vesten har siden starten af 1990'erne været, at den nye middelklasse, som opstod som følge af den økonomiske vækst i Kina, før eller siden måtte kræve politisk medbestemmelse og gøre en ende på KKP's magtmonopol. Det er imidlertid ikke sket.

I vesten har den almindelige opfattelse været, at politiske demokratiske reformer var en forudsætning for at udvikle en dynamisk markedsøkonomi. Det har dog vist sig ikke at være tilfældet i Kina. Her ser man ingen modsætning mellem et fortsat centraliseret etpartisystem og en åben markedsøkonomi. Parti-staten har ikke bare faciliteret udviklingen af en dynamisk markedsøkonomi, og dermed en ny socialøkonomisk og politisk virkelighed, men har også vist sig ualmidelig fleksibel med hensyn til at tilpasse sig den nye virkelighed.

Kinas udvikling i de sidste 30-40 år passer således meget dårligt med de dominerende samfundsvidenskabelige teorier, som vi kender i Vesten, og ethvert forsøg på at beskrive Kinas politiske system i et organisationsdiagram (figur 1-3), vil ofte skjule mere end det åbenbarer. Man vil automatisk komme til, at fokusere på den vertikale kontrol - fra toppen og ned - og således fremhæve det centralistiske, hierakiske og autoritære element i Kinas politiske system.

Det er imidlertid kun én del af den politiske virkelighed i Kina. En sådan vertikal tilgang til kinesisk politik, skjuler de meget store lokale variationer som der reelt er, når det kommer til implementeringen af de politiske målsætninger.

Ja- de politiske forhandlingerne, som fører til sammensætningen af Politbureauets Stående Komite, foregår bag lukkede døre og er resultatet af komplicerede politiske magtkampe, hvis indhold offentligheden kun kan gisne om. Men er det meget anderledes i dansk politik?

Vores opfattelse af Kina syntes præget af en simpel logik som hedder: Hvis demokrati er godt, så må ikke-demokrati være skidt, og manglende demokrati og menneskerettigheder bliver, fra et vestligt perspektiv, synonymt med personlig undertrykkelse og ufrihed. Enhver der har besøgt Kina vil vide, at sådanne stereotype forestillinger, fortæller meget lidt om den kinesiske virkelighed.

Reformpolitikken og Kinas integration i den globale markedsøkonomi, har ikke bare skabt en uhyre dynamisk og ekspansiv økonomisk udvikling, men også faciliteret udviklingen af et levende og mangfoldigt civilsamfund, hvor dagligdagen leves på utallige måder , alt efter den enkeltes lyster og laster, muligheder og talenter.

Det betyder ikke at det er nemt at være kineser. Livet i Kina er præget af de enorme og hurtige omvæltninger som har fundet sted i de sidste årtier. Konkurrencen i skolerne, i uddannelsesystemet og på arbejdsmarkedet er benhård, og lægger et betydelig pres på børn, unge og voksne.

Udviklingen har også ført til et stigende antal af sociale konflikter gennem de sidste mange år. Men indtil videre har sådanne konflikter været af lokal karakter, rettet mod uretfærdigheder, korruption og magtmisbrug af lokale ledere. Kritikken er - imodsætning til hvad vi måske forventer - meget sjældent rettet imod Kinas politiske system som sådan, KKP eller deres magtmonopol.

Den økonomiske vækst, den højere levestandard og den større personlige frihed som kineserne har opnået gennem de sidste årtier, syntes indtil videre at have givet KKP den fornødne legitimitet og således ikke truet Kinas grundlæggende politiske system.

Hvorfor har Kina ikke demokrati?

Men man kan også pege på en række andre forhold, som kan forklare, hvorfor et vestlige demokrati endnu ikke har udviklet sig i Kina:

• For det første har man i Kina en mere end totusindårig tradition for en stærk central ledelse under kejserdynastierne. Kejserens legitimitet hvilede på at han skulle sikre fred og stabilitet for befolkningen. I modsat fald var det legitimt at gøre oprør og vælte kejseren, sådan som det også er sket utallige gange i KInas historie.
• De moderne vestlige demokratier hviler på ideen om at alle mennesker er lige. En sådan tanke har ingen rod i kinesisk tradition og kultur.
  Konfucianismen beskrev samfundet som bestående af en række naturlige hierakiske strukturer (hersker > undersåtter, ældre > yngre, mand > kvinde, forældre > børn etc.) uden at dette dog blev set som undertrykkende modsætningsforhold, men derimod som en del af en højere kosmisk (naturlig) orden.
• Statens enhed har igennem hele Kinas historie været forbundet med fred og stabilitet. Denne stabilitet har man kun kunnet sikre gennem en stærk centralmagt. Hver gang et dynasti blev væltet har det medført blodige borgerkrige eller invasion fra nabostaterne. Kinas historie i det 20. århundrede er endnu et eksempel herpå. Med kejserstyrets fald i 1911 blev Kina sønderrevet af krigsherrernes kamp om magten og senere den japanske besættelse af Kina.
• Alle forsøg med folkestyre / demokrati i det 20. århundere er slået fejl. Det gælder Den Kinesiske Republik i 1912 . Her overlevede demokratiet i ca 2 år og truede med at opløse KInas nationale enhed. Senere - fra 1927 til 1949 - fulgte lang borgerkrig mellem KKP og Goumindang om hvem der igen skulle samle og genforene Kina. Kulturrevolutionen i 1966-76 står som det sidste skræmmende eksempel på hvad der sker når magten overdrages til folket - her de unge rødgardister.

• Man skal heller ikke forestille sig at de vestlige demokratier i sig selv frembyder et forbillede for kineserne. Den udvikling som kineserne har kunnet iagttage i vesten , fra Sovjetunionens opløsning i 1991 og den Jugoslaviske borgerkrig i 1990'erne og Det Arabiske Forår i 2011, har kun bekræftet kinesernes værste frygt for, hvad der kan ske når centralmagten svækkes og lokal patriotiske og seperatiske kræfter gives frit spil.

  Hertil kommer de seneste års udvikling i EU - fra finanskrisen i 2008 , og de stigende økonomiske problemer, gældskrisen i Sydeuropa, flygtningekrisen og Brexit. For slet ikke at nævne Donald Trumps valgsejr i USA. En sådan udvikling er for de fleste kinesere helt ubegribelig og bidrager ikke til, at gøre de vestlige demokratier til et forbillede for Kineserne.

• Kineserne er pragmatiske og ikke ideologisk tænkende mennesker. Derfor vil den kinesiske styreform med KKP's magtmonopol består så længe som regeringen kan løse de praktiske problemer som kineserne oplever i hverdagen. I de sidste årtier har KKP sikret langt hovedparten af kineserne en markant velstandsstigning og forbedrede materielle levevilkår.

Problemerne er fortsat enorme i et land med 1.4 mia. mennesker. Det drejer sig ikke mindst om korruption, miljø- og luftforurenig, fødevaresikkerhed og økonomisk og social ulighed. Men der er ingen grund til at tro, at den kinesiske regering ikke vil være i stand til at løse disse udfordringer over de kommende år.

Kinesernes holdning til myndighederne

kilde