Kina-historie.dk

Kinas udenrigspolitik

"Dragen er vågnet ... "

For 200 år siden advarede General Napoleon om, at man skulle lade den kinesiske drage sove, for "når den vågnede ville den ryste verden". Det er vel netop hvad vi oplever i disse år. Kinas hastige modernisering og genvundne position som en af verdens største økonomier, ses af mange som en trussel mod den eksisterende verdensorden. En verdensorden som siden 1945 har været domineret af USA og som Kina hidtil, på godt og ondt, har måttet tilpasse sig, men nu også selv ønsker at være med til at definere, forme og udvikle.

Kinas nyvundne status som global økonomisk stormagt er givetvis det mest afgørende træk ved det 21. århundrede. Mens vi i vesten taler om Kinas 'opstigen', så foretrækker kineserne at tale om Kinas genvundne stormagtsstatus.

Kina i ophøjet selvtilstrækkelighed

Indtil for 200 år siden var Kina den suverænt største økonomi i verden og Kinas tilbagevenden som økonomisk stormagt ses derfor af kineserne som en normalisering.

Der er dog én væsentlig forskel fra dengang og nu. Under det kinesiske kejserstyre havde Kina opbygget sin økonomiske styrke i mere eller mindre total isolation fra omverdenen. Handel og herunder udenrigshandel var ringeagtet og blev ikke set som en selvstændig kilde til rigdom og velstand. Udenrigshandel blev alene set som et cerimonielt middel til at pacificere nabostaterne langs rigets vidtstrakte grænser og dermed sikre Kinas territorielle enhed.

I det kinesiske verdensbillede var Kina civilisationens centrum og som Himlens Søn herskede den kinesiske kejser over 'Alt under himlen' (Tian xia). Kun ved at anderkende dette kunne de nærmeste nabostaterne få tildelt stærkt rituelt fastlagte tribut-missioner til kejserhoffet og derefter hjemtage de eftertragtede kinesiske varer som silke, te, lakerede møbler, jade m.v.

Det hierakiske sociale system, som man havde indadtil i Kina, blev så at sige overført til verden uden for Kina. De nærmeste naboer, som Korea, Japan og Vietnam, tilførte den sinoficerede verden, som havde overtaget dele af den kinesiske civilisation (skriftsprog, taoisme og konfuzianisme) men med stigende afstand fra Beijing svandt også den kinesiske kulturpåvirkning - og denne ikke sinoficerede 'ydre sfære' havde ingen interesse for Kina.

Kina og naboerne - civilisation og barbarer

Kina - civilisationens kerneområde omkring den Gule Flod og synet på nabostaterne.
Dias fra præsentation af O. Leholt

De lande som naturen havde placeret langt fra Kinas grænser havde man ingen intentioner om hverken at kunne påvirke endsige erobre. Man tillod dog at de kunne aflægge visit og således få del i rigets righoldige civilisation. De der tog den lange rejse blev alle overvældet over den vitalitet, orden og velstand som mødte dem.

En fransk besøgende skrev blandt andet således i 1736:

De særlige rigdomme i de enkelte provinser og de faciliteter man har til at fremme handel, via kanaler og floder, har skabt et blomstrende handelsliv overalt i riget. .. Den indenlandske handel er så omfattene at Europas samlede handel ikke kan sammenlignes hermed; (H.Kissinger s. 12)

Kinas selvtilstrækkelige og ophøjede isolation, havde dog efterladt dem fuldstændig uvidende om den moderne industrielle verden som havde udviklet sig hos 'barbarerne' langt mod vest. Mødet med den europæiske imperialisme og kravet om fri handelsrettigheder i 1800-tallet var derfor også et sammenstød mellem to fuldstændig forskellige verdner og opfattelser af internationale relationer.

I vesten havde man i 16-1700-tallet udviklet ideerne om universielle rettigheder og en international orden baseret på staternes suverænitet og retmæssige ligestilling. Men i Kina havde der aldrig eksisteret ideer om universielle rettigheder eller udenrigspolitiske relationer baseret på lighed, al den stund, at Kina aldrig havde mødt andre samfund med deres størrelse endsige kulturelle og økonomiske velstand.

Som bekendt blev mødet med den europæiske imperialisme skæbnesvangert for Qing-dynastiet med Opiumskrigene, de ulige traktater, opdelingen af Kina i europæiske interessesfærer, japansk besættelse og tyve års borgerkrig mellem Nationalisterne og Kommunisterne.

Århundredet fra Opiumskrigene (1839- 1860) til oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949 betegner kineserne derfor som "Et århundreds skam og ydmygelser".

Kina og den internationale orden

Efter etableringen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949, var Kinas reelt sat uden for det internationale system. Med de vestlige stormagters anderkendelse af Taiwan, som den legitime repræsentant for Kina, var det Taiwan som repræsenterede Kina i FN. Det er således ikke underligt, at Maos Kina forblev i opposition til den eksisterende internationale orden, en orden som var udformet og domineret af af de vestlige "kapitalistiske og imperialistiske" stormagter.

Først med Kinas optagelse i FN i 1971, starter Folkerepublikkens gradvise integration i det internationale system. I de første år, frem til Maos død i 1976, fastholdt man den ideologiske kritik af den internatioanel orden, omend man på det konkrete plan forholdt sig ret passivt. Under Deng Xiaopings reformpolitik efter 1978, var Kina i en læreposition, hvor man gradvist skulle tilpasse sig og lære spillereglerne i den internationale orden. I starten af 1980'erne blev Kina således medlem af Bretton Woods institutioner som Verdensbanken og Valutafonden (IMF).

Kina var ikke længere en udfordrer af den internationale orden, men søgte fra midten af 1980'erne i stadig højere grad at udnytte systemet til egen fordel, f.eks gennem låntagning i Verdensbanken m.v. Op genem 1990'erne tilsluttede Kina sig en lang række internationale aftaler og konventioner - herunder aftaler om international sikkerhed og våbenkontrol.

På den ene side søgte Kina at optræde som en forsvarer for og støtte til status-quo i det internationale system. Med Kina som én af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, var Kina også blevet en af de stærkeste fortalere for FN systemet, ikke mindst FN's grundlæggende prinicpper om statssuverænitet og medlemslandenes ligelige repræsentation.

På den anden side betød Kinas stadig tættere integration i såvel den internationale orden og ikke mindst i den globale økonomi, at læretiden var ovre og at man ikke længere blot kunne stille sig tilfreds med at tilpasse sig et system som var skabt af og domineret af vesten.

I Kina har det ført til intensive akademiske og politiske debatter om hvilken rolle Kina skal spille i det internationale system, og i hvilken grad Kina skal søge at påvirke og reformere dette system frem for blot at tilpasse sig.

Kina under Den Kolde Krig

Mao skal ved udnævnelsen af Folkerepublikken d. 1 okt. 1949 havde udtalt: "Det kinesiske folk har rejst sig". Man havde nok vundet sin selvstændighed i forhold til vestmagterne, men der var endnu langt til fortidens magt og storhed. Kina forblev stort set internationalt isoleret under Mao-tiden og den overordnede udviklingspolitik blev derfor også, at man alene skulle stole på egne kræfter og selvforsyning.

Udenrigspolitikken bestod primært i en rotorisk ideologisk afvisning af det vestlige dominerede internationale system, og apeller til den 3. verdens lande om at bekæmpe imperialisme og stormagtsrivaliseringen.

Men Mao demonstrerede også gentagne gange, at Kina med resolut beslutsomhed og militær magt var rede til at forsvare den genvundne selvstændighed. Det så man med Kinas indgreb i Koreakrigen i 1950, krisen i Taiwan-strædet (1953, 1958) og senere i mindre grænsekonflkter med USSR (1969), Indien og Vietnam. Kinas territorielle integritet var hverken da, før eller siden et spørgsmål der kunne forhandles om.

Selvom USSR reelt set var Kinas eneste allierede efter revolutionen i 1949, så blev forholdet allerede efter 1956 afløst af stigende ideologisk kappestrid og kontroverser, som førte til et endeligt brud mellem de to socialistiske lande i 1960.

Maos Kina blev således aldrig en del af Sovjetunionens socialistisk blok, sådan som man fejlagtigt valgte at opfatte det i Vesten. Under Den Kolde Krigs (1947-91) ideologiske magtkamp mellem det kapitalistiske USA og det socialistiske USSR, formåede Mao igen og igen at spille de to parter ud mod hinanden.

Når den sovjetiske leder Khrustjov (1956-63) kritiserede Stalin og søgte 'Fredelig sameksistens' med den kapitalistiske verden, blev USSR af Mao kritiseret for revisionisme ( dvs. at at de have forladt den socialistiske vej). USA opbyggede samtidigt militære alliancer i Sydøstasien (SEATO 1954) og ydede militær og økonomisk støtte til Sydkorea, Japan og Taiwan for hermed at inddæmme den kinesiske kommunisme. Med USA's krig i Vietnam (1961-73) kunne Mao igen og igen stemple det 'kapitalistiske - imperialistiske' USA som aggressor og en trussel mod verdensfreden.

I 1960'eren blev Kina af amerikanerne set som en større trussel mod verdensfreden end USSR. Det var ikke mindst en følge af Mao's udtalelser om, at man i en eventuel kommende atomkrig med USA ville kunne ofre mere end 300 mio. kinesere og alligvel overleve som selvstændig stat. Hertil kom Maos politiske støtte til nationale befrielsesbevægelser i den 3. Verden, herunder Ho Chi Min i Vietnam, og en fastholdelse af, at Kina var rede til med magt, at søge Taiwan genforenet med fastlandsKina.

Mao åbner døren til USA

Mod slutningen af 1960'erne så Mao sig omkredset af fjender. Mod nord et stadig mere fjendtligt USSR og mod syd rasede den amerikanske krig i Vietnam, og indadtil havde Kulturrevolutionen (1966-69) skabt totalt kaos i Kina. Det kan syntes paradoksalt at det netop skulle blive USA som Kina nu vendte sig mod.

Baggrunden var den stigende fjendtlighed mellem USSR og Kina. I 1969 kom det til gentagne militære træfninger langs den 6.000 kr lange grænse mellem de to stater, hvor Sovjet havde stationeret en million soldater. Mao var på dette tidspunkt overbevidst om, at Sovjet forberedte et storstillet angreb på Kina.

Mao mente derfor, at man gennem en forsigtig tilnærmelse til USA kunne skræmme USSR fra et eventuelt angreb på Kina. Det var gammel kinesiske militær strategi, at alliere sig med den fjerneste fjende (USA) imod den nærmeste (USSR).

Men også USA så en interesse i en tilnærmelse til Kina. Nixon skrev således i Foreign Affairs i okt. 1967:

Vi kan simpelthen ikke råd til for altid at efterlade Kina udenfor nationernes fællesskab, og lade dem dyrke deres fantasier, had og true deres naboer. Der er simpelthen ikke plads til på denne lille planet at lade en milliard af de potentielt set mest dygtige mennesker leve i vred isolation" (H. Kissinger, 2011, s. 202)

Kommunisternes sejr i Kina i 1949, var i den amerikanske offentlighed kendt som 'Tabet af Kina', og siden da havde USA alene anderkendt øen Taiwan som den legitime repræsentant for Kina. I tyve år havde der ingen diplomatiske forbindelser været mellem Kina og USA.

Da Nixon blev indsat som USA's præsident i 1969, var hans problem hvordan han skulle få de amerikanske soldater ud af Vietnam, uden at det skulle ligne et komplet nederlag og samtigt sikre sig at kineserne ikke blandede sig i krigen. En normalisering af forholdet til Kina kunne være midlet hertil.

Møde mellem Mao og Nixon i feb. 1972 i Maos arbejdsværelse. Til højre Henry Kissinger og længst t.v. Zhou Enlai
Gennem hemmelige forhandlinger lykkedes det for USA's Nationale Sikkerheds Rådgiver Henry Kissinger at få arrangeret det overraskende møde mellem Nixon og Mao i Beijing i feb 1972. De ideologiske modsætningen blev lagt tilside for nationale interesser og resulterede i det såkaldte Shanghai kommuniké.

Her anderkendte USA med den såkaldte "ét Kina" politik, at der kun var ét Kina og at Taiwan var en del af Kina. En formulering som jo tilgodeså såvel den taiwanesiske side som fastlandsKina. Man fastslog samtidigt, at en fremtidig genforening af fastlandsKina og Taiwan skulle ske ved fredelige midler og afgøres af kineserne selv. USA forpligtede sig til med tiden at trække sine tropper bort fra Taiwan. Samtidigt erklærede begge parter at man ikke ville acceptere at nogen stater søgte at få overherredømmet i Asien. Det sidste var direkte henvendt i Sovjetunionen, og skulle således afskrække dem fra et eventuelt angreb på Kina.

KKP's Centralkomité udsendte efterfølgende et dokument som beskrev mødet med Nixons, som Kinas måde at "Udnytte modsætninger, splitte fjenderne og styrke sig selv"

Shanghai Kommunikét havde ikke løst spørgsmålet om Taiwans fremtidige forhold til fastlandsKina, men derimod udskudt løsningen af konflikten. Pointen var, at de vanskeligste spørgsmål i den nye tilnærmelse mellem USA og Kina blev afkoblet fra den fælles alliance som begge parter ønkede. Mao fastholdt da også muligheden af at problemet måske skulle løses med magtanvendelse om ikke før så om hundrede år. Nutidens internationale system er baseret på ideen om samarbejde mellem ligeværdige partnere - et princip som udfordrer den traditionelle kinesiske selvforståelse.

Et gennemgående træk ved den kinesiske udenrigspolitik efter revolutionen i 1949, havde været afvisningen af det eksisterende internationale system. Man afviste såvel den vestlige blok som den sovjet-socialistiske blok og søgte istedet at lancere ideen om "De Tre Verdner" (FN - 1974), hvor den 1. verden bestod af stormagterne USA og USSR, den 2. verden af de industrialiserede lande og endelig udviklingslandene i den 3. verden, som også Kina tilhørte.

Denne tredeling af verden gav Kina et vist manøvrerum, hvor man dels kunne spille stormagterne ud mod hinanden, men også føre en udenrigspolitik som først og fremmest bestod af ideologisk retorik - hvor man både kunne afvise USA og Sovjetunionen mens man søgte ideologisk støtte i den 3. verden.

Kina og USA efter Mao

Selvom de var advaret herom, kom det som et chok for taiwaneserne da præs. Jimmy Carter i dec. måned 1978 kunne erklære, at USA og Kina ville oprette normale diplomatiske relationer d. 1. jan 1979, og samtidige bryde deres diplomatiske forbindelse med Taiwan og tilbagetrække de amerikanske tropper fra øen. Herefter var regeringen i Beijing at regne for den eneste legitime magthaver i Kina. Kina overtog samtidigt den plads i FN's sikkerhedsråd som siden 1950 havde været tildelt Taiwan. Samtidigt anderkendte USA Kinas holdning om "at der kun er ét Kina og at Taiwan er en del af Kina".

Dette diplomatiske gennembrud blev yderligere cementere da Deng Xiaoping, som den første kinesiske statsleder fra Folkerepublikken, besøgte præsident Jimmy Carter i Washington i jan. 1979. Formålet med besøget var formendtlig dobbelt.

For det første var det et klart signal til USSR om at Kina og USA udbyggede deres 'fællesfront' mod Sovjetunionen, som Deng fortsat så som den største militære trussel mod Kina. Deng lagde dog ikke op til en formel alliance med Washington, men derimod at koordinere deres aktiviteter i forhold til USSR og således forhindre en atomkrig mellem de tre magter. Målet var at skabe en inddæmning af Sovjetunionen og , som Deng udtrykte det , at "whereever the Sovjet Union sticks its fingers, there we must chop them off". (Kissinger s. 364)

For det andet havde rejsen til formål at få startet et mere åbent økonomisk og teknologisk samarbejde med USA. Deng udtrykte blandt andet sit ønske om "at lære alt om den amerikanske livsstil" og "optage alt hvad der kan gavne os (Kina)" . (Kissinger s. 361)

Det var ikke mindst tydelig under hans besøg hos NASA hvor han ikke en, men to gange måtte prøve at lande rumfærgen i NASA's flysimulator. Qinglong kejserens afvisning af den engelske diplomat Macartney godt 200 år tidligere, var nu afløst åbenlys begejstring for 'vestens sindrige frembringelser'

Med Deng Xiaopings reformpolitik fra 1978 havde Kina forladt Mao-tidens ideologiske afvisning og kritik af det internationale vestligt dominere system. Nu skulle man til først at lære hvordan dette system fungerede og så at sige finde ud af at 'socialisere' sig med et internationalt samfund, som man tidligere havde revset og kritiseret.

Kinas nye tilkobling til det internationale system , kom konkret til udtryk ved at Kina i årene 1978-84, blev medlem af multilaterale institutioner som: Verdensbanken, Internationale Valuta Fond, GATT og Asian Development Bank.

Selvom USA's præsident Ronald Reagan førte en uforsonlig linje overfor kommunismen, så var det først og fremmest Sovjetunionen, som Reagan koncentrerede sig om, mens han accepterede og videreførte den normaliseringslinje som var blevet igangsat i 1970'erne.

1989 Tian'anmen

Op gennem 1980'erne var forholdet melem Kina og USA / Vesten bedre end nogensinde siden revolutionen i 1949.

Det ændrede sig imidlertid efter den såkaldte 'Tian'anmen-massakre' i juni 1989, hvorefter Kina kom under voldsom kritik fra flere sider.

Traditionelle konservative fik bekræftet deres antagelse om, at et kommunistisk Kina aldrig kunne blive en troværdig samarbejdsparter for USA. Liberale kunne argumentere for, at USA nu skulle udfylde sin historiske mission med at udbrede demokrati og frihed, og fra menneskerettighedsaktiviser blev Kina den nye skydeskive for kritik og humanistisk forargelse.

Præsident George H.W. Bush måtte, under pres fra den offentlige opunion, gennemføre en lang række økonomiske og handelsmæssige sanktioner overfor Kina umiddelbart efter juni 1989. USA indførte herunder en våbenembargo mod Kina, som endnu er i kraft i dag (2018)

Samtidigt havde Bush dog, en for amerikanske præsidenter usædvanlig god, forståelse for Kinas historiske traumer i forhold til Vesten og anerkendte de omfattende reformer, som havde fundet sted siden Mao. Det var derfor magtpåliggende for Bush, ikke at lade den offentlige kritik af Kina, umuliggøre en fortsat fredelig sameksistens.

I et hemmeligt brev til 'min ven' Deng Xiaoping d. 21. juni 1989 skriver Bush således: "Jeg ber dig om samtidigt at huske på de principper som mit unge land blev grundlagt på. Disse principper er demokrati og frihed - ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og frihed fra vilkårlig magtanvendelse. Det er ærbødigheden for disse principper, som uundgåeligt påvirker den måde som amerikanerne ser og reagerer på begivenheder i andre lande. Denne reaktion er ikke et udtryk for arrogance eller et ønske om at påtvinge andre vores værdier, men en simpel tro på disse værdiers evige værdi og deres universielle anvendelighed" (Henry Kissinger, 2011, p. 416-17)

USA og Kina i 1990'erne

Med kommunismen sammenbrud i Østeuropa og opløsningen af Sovjetunionen i dec. 1991, havde Kina ikke længere mulighed for at spille de to supermagter ud mod hinanden. Nu stod man alene overfor USA, og det var derfor også klart at de latente modsætninger mellem de to lande ville blive mere fremtrædende.

Mens Kina fortsat søgte at fastholde det synpunkt at nationale forhold (herunder menneskerettigheder, politisk systme m.v.) ikke skulle blandes sammen med udenrigspolitik, som alene var en relation mellem suveræne stater baseret på nationale interesser, så var synspunktet modsat i Vesten. Her blev udenrigspolitikken stadig mere ideologisk baseret, med fremhævelse af universielle menneskerettigheder som et styrende princip for udenrigspolitikken, hævet over snævre nationale interesser.

Berlin 9. nov. 1989 og 5 mdr. tidligere i Beijing , hvor billedet af tank-manden blev et symbol på Tian'anmen opstanden i vestlige medier.
I den offfentlige debat om hvordan USA / Vesten skulle forholde sig til autoritære ikke-demokratiske regimer som Kina, udmøntede sig i to forskellige synspunkter. Den ene gruppe argumenterede for en mere konfrontatorisk politik i form af diplomatiske og økonomiske sanktioner og international isolation, uanset hvad prisen måtte være for USA / Vesten.
Den anden gruppe argumenterede for at forbedring af menneskerettigheder i Kina og lignende steder, bedst kunne understøttes ved at opretholde et formelt økonomisk og diplomatisk samarbejde. Tilbage fra præsident Nixon og frem til og med Obama-administrationen har det været dette synspunkt, som har været dominerende i Washington.

I Kina søgte man - trods modstand fra flere sider, at fastholde en neutral eller pro-amerikansk orientering, som man fandt nødvendig for at fuldføre Kinas modernisering. Clinton administrationen besluttede i 1994 af afkoble de økonomiske relationer fra menneskerettighedsspørgsmålet. I 1998 fastslog Clinton endvidere "de tre nej'er" nemlig; Nej til anderkendelse af Taiwans uafhængighed, nej til anderkendelse af to Kinaer og nej til Taiwans optagelse i internationale institutioner som selvstændig stat.

I 1990 var Kinas samhandel med USA begrænset og kun halv så stor som USA's handel med Taiwan. Mod slutningen af tiåret var samhandlen firedoblet og Kinas eksport til USA syvdoblet. Amerikanske multinationale firmaer var nu begyndt at se Kina som et vigtigt led i de nye globale produktionskæder. Som Zhu Rongji udtalte i 2007: "Aldrig før i Kinas historie var Kina haft en så omfattende udveksling og kommunikation med resten af verden" Kissinger, s. 480

Årene fra 1985-2000 handlede derfor om hvordan Kina dels kunne tilpasse sig, og dels udnytte disse instituitoner i det internationale system. Det sidste skete ikke mindst gennem øget låntagning og projektstøtte fra Verdensbanken.

Op gennem 1990'erne tilsluttede Kina sig en lang række internationale aftaler og konventioner. Herunder internationale aftaler om sikkerhed og våbenkontrol og i 1997-98 underskrev man FN's menneskerettighedserklæring. (Shambaugh 2013, p 134, T.Saich ,s. 337)

Samtidigt oplevede Kina, at USA fastholdt deres inddæmningspolitik overfor Kina, og da et amerikansk bombefly i 1999 ved et uheld kom til at ramme den kinesiske ambassade i Beograd, rejste det en storm af protester i Kina. Bedre blev det ikke da USA givetvis stod bag afvisningen af Kinas ansøgning om at være vært for OL i Beijing i år 2000.

Sådanne episoder var med til at styrke en stigende nationalisme i Kina, og en tilsvarende skepsis overfor forholdet til USA.

Kina og USA i det 21. århundrede

Op gennem 1990'erne blev Kinas eksport til USA syvdoblet og den gensidige økonomiske afhængighed stadig større. Kinas import og eksport 1980-2012
Kinas samlede eksport og import fra 1980-2012. (W.A. Joseph 2014, s. 275)
Ikke mindst efter Kinas tilslutning til WTO i 2001, tog den kinesiske eksport fart. Mens vi i Vesten var optaget af 'Krigen mod terror' fyldte Kina ikke meget i den almindelige nyhedsstrøm. Kinas økonomiske vækst blev fortsat set som en 'win-win' situation, hvor Kina kunne forsyne forbrugerne i Vesten med billige lavteknologiske forbrugsvarer.

Kinas investeringer i udlandet 1992-2012
Kinas investeringer i udlandet 1992-2015. (kilde)
I starten af det nye årtusinde blev det dog også klart, at noget nyt var ved at ske i Kina. Det viste sig ikke mindst i Kinas stadig større udenlandske investeringer, ikke mindst i råstofudvinding i Afrika og Latinamerika, men også i Kina stigende investeringer i eller direkte opkøb af vestlige virksomheder, som f.eks det kinesiske firma Lenovo's opkøb af IBM pc'ere i 2005 og det kinesiske opkøb af svenske Volvo i 2008.

En række strategiske spørgsmål trængte sig nu på for USA:

  • Var Kina en samarbejdspartner eller en fjende?
  • Ville det fremtidige forhold mellem de to stormagter blive præget af samarbejde eller konfrontation?
  • Var det USA mission af udbrede demokrati til Kina eller af samarbejde med Kina om at skabe en mere fredelig verden?
    (Kissinger , 2011 p 486)

I USA og Vesten var forhåbningerne i midten af 0'erne, at det stigende økonomiske integration mellem Kina og vesten ville gøre Kina til "en ansvarlig samarbejdspartner i det internationale system" . (Tony Saich 2011, p.351)

Da USA samtidigt blev engageret i 'krigen mod terror' blev fokus for en tid fjernet fra Sydøstasien og Kina til fordel (!) for Mellemøsten. I Kina var der imidlertid stor usikkerhed om hvilken rolle Kina skulle spille i det internationale system. Nok ønskede man at udnytte de muligheder som der lå i en globaliseret økonomi, men var derimod mere skeptisk overfor de sociale, politiske og kulturelle justeringer som kunne følge hermed.

Kinas nye ledelse under Hu Jintao (2002-12) gav allerede i 2003 udtryk for, at man så de første to årtier af det 21. århundrede som et mulighedernes vindue for Kina. En mulighed som man måtte gribe og ikke lade falde. Men spørgsmålet var, hvordan Kina skulle bruge sin nye økonomiske magt? Hvilken rolle Kina skulle spille i det internationale system og hvad var Kinas langsigtede mål?

For mange kinesiske intellektuelle og meningsdannere var det klart, at Kina skulle forlade Deng Xiaopings slogan om, at man i udenrigspolitike forhold måtte 'holde en lav profil' ("bide it's time, hide its brightness, not seek leadership, but do something"). De fleste kaldte på, at Kina skulle føre en mere selvhævdende og proaktiv udenrigspolitik ("do more things"), som sikrede Kinas interesser, mens andre derimod mente, at man skulle gøre mindre ("do nothing") og holde sig ude af internationale forpligtigelser og aftaler.

Op gennem 0'erne har der imidlertid været meget divergerende holdninger til hvordan Kina skulle anvende og udnytte sin nyvundne økonomiske styrke.

Sådanne diskussioner udspillede sig i midten af 0'erne i Kinas intellektuelle miljøer. Her havde man blandt andet kastet sig over studiet af andre store nationers opstigen ( Tyskland og Japan) og hvordan en sådan opstigning kunne sikres uden at resultere i væbnet konflikt med de eksisterende stormagter - og ikke mindst USA.

I 2006 blev der vist en TV-serie i tolv afsnit på kinesisk national tv - med titlen "The rise of great powers". Aldrig før har en opstigende stormagt haft en så vidtgående og åben selvreflektion over egen udvikling. Man talte i TV-serien om Kinas 'Fredelige opstigning" ("Peacefull Rise") men udtrykket blev snart ændret til "peacefull development" da ordet "rise" kunne virke 'truende' eller triumferende .

-> om Kina som ansvarlige medspiller i det internationale syste, ETC

2008 - et vendepunkt

2008 blev afgørende for Kina og dets selvforståelse som ny økonomisk stormagt.

Fra åbningsceromonien ved OL i Beijing - 2008 trommespillere åbnede showet med stramt synkroniseret trommespil med indlagte citater fra Konfutze.
Den 8. august 2008 blev OL afholdt i Beijing, og verden blev her vidne til en spetakulært åbningsceromoni hvor kineserne bogstaveligt talt udrullede den kinesiske civilisations historie. Åbningsshowet demonstrerede at Kina havde rejst sig og at Beijing igen var blevet verdens centrum. Hos verdens tv-seere vagte Kinas genvundne stormagtstatus nok lige dele beundring og usikkerhed.

Kort efter brød den internationale finanskrise ud og ramte ikke mindst den finansielle sektor i USA og Europa.

Krisen ramte Kina mindre hårdt, da den finansielle sektor i Kina fortsat var mere eller mindre uafhængig af de vestlige internationale finansselskaber. Men krisen ramte den kinesiske eksport og førte til afskedigelse af ca. 20 mio. migrantarbejdere.

Den kinesiske regering iværksatte et storstilet økonomisk hjælpepakke på 586 mia. US $, svarende til godt 13 % af BNP. Pengene gik dels til skattelettelser som skulle øge den hjemlige efterspørgsel, men først og fremmest til store infrastrukturprojekter herunder udbygning af højhastighedsjernbanerne. kilde

Kina havde hidtil betragtet det internationale økonomiske system og den internationale finanssektor, som et domæne hvor Vesten var eksperten og Kina lærlingen. Finanskrisens voldsomme konsekvenser i Vesten , modificerede dog dette billede.

FN's klimakonference, Cop-15, blev afholdt i København i dec. 2009. Her allierede Kina sig med de øvrige udviklingslande, og afviste forpligtende CO2 reduktionsmål med henvisning til at klimakrisen var et resultat af de vestlige industrilandes mangeårige vækst. Selvom Kina i 2007 havde overhalet USA som verdens største Co2 udleder, kunne man henvise til at store dele heraf kom fra produktion af varer til vesten.

Kinas forhold til Sydøstasien

Det er ingen hemmelighed at Kinas nye aktive udenrigspolitik har vagt bekymring hos de asiatiske nabostater, som frygter en øget økonomisk afhængighed af Kina, og dermed også en større politisk indflydelse fra Kina.

Kina opnåede stor respekt og sympati for deres håndtering af den Asiatiske Finanskrise i 1997-98. hvor den fortsatte kinesiske vækst reddede økonomien for de kriseramte vækstøkonomier i Sydøstasien. Hvor USA og Japan, Verdensbanken og IMF intet gjorde for at afhjælpe krisen konsekvenser i Sydøstasien, så betød Kinas fortsatte vækst at regionen kom rimeligt hurtigt igennem krisen. Kinas status i regionen forblev yderst positiv op gennem starten af 0'erne, hvor deres win-win doktrin om 'fredelig udvikling' og gensidige interesser gav Kina kælenavnet 'den fredelige elefant'.

Med den Internationale Finanskrise i 2008, blev troværdigheden bag vestens finansielle institutioner alvorligt undermineret, og Kinas image blev tilsvarende styrket, ikke bare i regionalt, men også globalt . NU var det med ét Kina som med sin fortsatte to-cifrede vækstrater holdt verdensøkonomien oven vande.

Men et sammenstød mellem kinesesiske fiskere og Japans Kystpatrulje i sept. 2010 hvor de kinesiske fiskere blev tilbageholdt af japanerne, førte til stærke anti-japanske reaktioner i Kina. Hvor territoriel spørgsmål vedrørende øerne Senkaku / Diaoyu øerne tidligere (1972) var blevet udskudt til en fjern fremtid, flammede spørgsmålet nu op igen.

Samtidigt meddelte Obama-administrationen, at USA ville genoptage sit engagement i regionen, efter i mange år at have været optaget af krigene i Mellemøsten. Da et stadig mere selvbevidst Kina under Xi Jinping begyndte at udbygge sin tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, førte det til stigende spændinger mellem på den ene side Kina og den anden side nabostaterne og USA.

Kinas under Xi Jinping

Xi Jinpings udenrigspolitik

Efter Xi Jinpings indsættelse som generalsekretær for KKP og præsident i 2012/13, har Kina definitivt forladt Deng Xiaopings gamle udenrigspolitiske doktrin fra 1992, hvor Deng anbefalede at man i udenrigspolitiske forhold skulle 'holde en lav profil' og alene koncentrere sig om den økonomiske genopbygning af Kina.

Den økonomiske styrke som Kina har opnået, ikke mindst efter WTO-medlemskabet i 2001, er under Xi Jinping blevet omsat i en langt mere selvsikker og ambitiøs udenrigspolitik. Det har dels vist sig i Kinas omfattende udenlandske investeringer siden starten af 0'erne (Going Out strategien), ikke mindst i råstofudvinding i udviklingslande i Afrika og Latinamerika, og dels i en lang række udenrigspolitiske projekter som kort skal introduceres.

Sydkinesiske hav

Det gælder for det første Kinas aktiviteter i det
Sydkinesiske Hav, hvor Kina gør territorial krav på en række små ubeboede øer. De kinesiske interesser er dels at kunne kontrollere vigtige sejl- og handelsruter, og dels at få kontrol med de righoldige olie- og gasresserver i det omstridte farvand. Det kinesiske territorialkrav er blevet synligt med etableringen af militærefaciliter herunder havne og flyvepladser. De kinesiske aktiviteter har udløst heftige protester fra nabolande som Vietnam, Malysia, Philippinerne, Taiwan og Japan m.fl.
Det Sydkinesiske Hav hvor Kina gør krav på de maritime rettigheder indenfor det markerede område

"One Belt, One Road"

For det andet er der det såkaldte 'One Belt, One Road' projekt som Xi Jinping lancerede i efteråret 2013.

Målet er at fremme udviklingen af infrastrukturen langs de historiske handelstuter (Silkevejen) mellem Kina og Europa. Dette indebærer anlæggelse af moderne havnefaciliteter, motorveje, broer og højhastighedstog for at fremme handel og økonomisk integration mellem Kina, Central- og Sydasien, Mellemøsten, Østafrika og helt frem til Europa.

One Belt , One Road projektet
Til at understøtte dette projekt havde Kina i 2013 foreslået oprettelsen af Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB). Banken åbnede officielt i jan. 2016 med en egenkapital på ca. 100 mia. US $, svarende til ca. halvdelen af Verdensbankens kapitalgrundlag. Heraf havde Kina indskud 30 % svarende til 30 mia. US $.

Mere end 80 lande har tilsluttet sig banken, ikke mindst en lang række asiatiske stater, men også flere flere europæiske lande, som England, Tyskland, Frankrig og Italien. USA har været skeptisk overfor hvorvidt banken kunne leve op til de standarder som Verdensbanken og IMF følger. Man ser tydeligvis AIIB som en direkte konkurrent til disse amerikansk dominerede finansielle institutioner.

"Made in China 2025"

I 2015 fremlagde premierminister Li Keqiang den ambitiøse udviklingsplan "Made in China 2025". Målet er at transformere Kina fra at være 'verdens fabrik' til at blive førende indenfor højteknologiske områder som kunstig intelligens (AI) robotteknologi, biomedicinske produkter, nye materialer og energibesparende teknologier.

Problemet er, at Kina fortsat er stærkt afhængige af import af højteknologiske komponeneter i deres industriprodukter. Målet med China 2025 er således, at gøre Kina mere eller mindre selvforsynende med højteknologiske inputs, herunder mikrochips (se senere). Hvor begrebet 'Made in China' hidtil har været forbundet med billige produkter af lav kvalitet er målet nu at udvikle Kina til en førende højteknologisk supermagt og således styrke sin konkurrenceposition overfor verdens, i dag førende, højteknologiske økonomier.

Man skal således forberede sig på det som betegnes som den 4. industrielle revolution, som omfatter nye teknologier som integrerer internet, kunstig intelligent og fysiske produkter ("Internet of Things") som f.eks. selvkørende biler, 3D-printing m.v.

Et vigtigt element i 'Made in China 2025' er, gennem forskellige former for importrestriktioner og statssubsidier, at styrke de store statsejede virksomheder (SOE) så de blir konkurrencedygtige på det globale marked. Et vigtigt middel til at få adgang til de avancerede high-tech teknologier, som Kina ikke selv fremstiller i dag, er gennem joint-ventures med udenlandske investoerer i Kina, og gennem investeringer og opkøb af højteknologiske virksomheder i Vesten. (kilde)

Værdikæden i fremstilling af Iphone 6. Fra samle fabrikkerne på Foxconn i Kina koster en Iphone 194 US $. Heraf er udgør kun 6-7 $ den egentlige værditilvækst i Kina. Resten består af importerede halvfabrikata. Figurer illustrerer tillige at det kinesiske handelsoverskud overfor USA er misvisende, idet en stor del af de importerede varer fra KIna består af halvfabrikata og komponenter som er produceret andre steder - ikke mindst i Korea, Japan og Taiwan.

"Den kinesiske drøm"

Disse initiativer skal ses i forlængelse af Xi Jinpings langsigede projekt om 'Den Kinesiske Drøm', som han udtrykte således i 2012 hvor han talte om "den store genrejsning af det kinesiske folk" og hans vision om,

"at udvikle Kina til en moderne socialistisk stat som er velstående, stærk, demokratisk, kulturelt avanceret og harmonisk (...) i 2049, når Folkerepublikken fylder 100 år, og drømmen om fornyelsen (genrejsningen) at den kinesiske nation vil være realiseret" (Yukon Huang, 2017 ,s. 164)

Det er i lyset af disse langsigtede udviklingsplaner at Kinas nye proaktive udenrigspolitik - herunder 'One Belt, One Road', Den Asiatiske Infrastruktur og Investeringsbank og Kinas tilstedeværelse i det Sydkinesiske hav - skal ses.

Handelskrigen mellem USA og Kina 2018-19

Siden Donald Trump overtog præsidentposten i USA i 2017 er forholdet mellem Kina og USA blevet stadig mere anstrengt og har i 2018 udviklet sig til en egentlig handelskrig mellem verdens to største økonomier.

Allerede i 2011 havde Trump kritiseret Kina for, gennem en stærkt undervurderet valuta at 'stjæle' amerikanske jobs, ved at fastholde den kinesiske valuta (remninbim /yuan) på en alt for lav kurs i forhold til den amerikanske dollar. Dette fremmede den kinesiske eksport til USA men svækkede samtidig den amerikanske eksport til Kina.

Handelsbalancen mellem USA og Kina 1998-2017
Donald Trumps har både før og efter sin indsættelse som præsident kritiseret kineserne for at stjæle amerikanske intellektuelle rettigheder dels gennem industrispionage, men også ved at tvinge amerikanske firmaer som vil investere i Kina, til at indgå i joint-ventures med kinesiske selskaber. Herved har disse fået adgang til amerikansk teknologi. Det samme er sket gennem opkøb af vestlige virksomheder.

Kritikken handler ikke mindst om, at store kinesiske virksomheder (SOE) modtager statsstøtte eller har særlige favorable finansierings- og lånemuligheder via de statslige banker og således bisidder en konkurrencefordel i forhold til vestlige virksomheder. Endelig har man kritiseret kineserne for ikke at give udenlandske virksomheder fri og lige adgang til det kinesiske marked. Det gælder ikke mindst indenfor den finansielle sektor og servicebranchen.

Handelskrigen tog sin begyndelse i jan 2018 da USA lagde ekstra 30% told på kinesisk fremstillede solceller (hvor Kina er verdens førende producent) og en 15 % told på kinesiske vaskemaskiner. I marts måned blev lagde USA yderligere told på ca. 1300 kinesiske varer til en samlet værdi af 60 mia. US $, som "svar på Kinas uretfærige handelspraksis over årene og deres tyveri af amerikanske intellektuelle rettigheder".

Den 2. april svarede Kina igen, med med ekstra told på 128 forskellige amerikanske varer. To dage efter udtalte præs. Trump: "We are not in a trade war with China, that war was lost many years ago by the foolish, or incompetent, people who represented the U.S. Now we have a Trade Deficit of $500 Billion a year, with Intellectual Property Theft of another $300 Billion. We cannot let this continue!" kilde I maj måned mødtes amerikanske og kinesiske embedsmænd og kineserne lovede at reducere deres told på amerikanske varer og købe flere amerikanske varer for at nedbringe det amerikanske handelsunderskud med Kina.

I juni annoncerede præsident Trump dog yderligere amerikanske toldafgifter på de kinesiske varer. Op gennem efteråret gennemførte eller annoncerede Trump yderligere toldafifter på kinesiske varer til en samlet værdi af 500 mia. US $. Hver gang svarede kineserne igen med yderligere toldafgifter på amerikanske varer.

1. dec. mødtes Trump og Xi under G-20 topmødet i Buenos Aires og indgik her en 90 dages 'våbenhvile' i den optrappede handelskrig.

Netop som man i maj 2019 mente at en aftale var ved at være på plads, meldte Trump ud at kineserne ikke flyttede sig i forhandlingerne, og nye amerikanske tolafgifter på 25 % på kinesiske varer for en værdi af 250 mia. $ blev annonceret.

I slutningen af juni 2019 mødes Trump og Xi på G-20 mødet i Osaka, af aftaler endnu en 'våbenhvile i handelskrigen.

Huawei ...

Men samme dag, som Trump og Xi havde indgået en 'våbenhvile' i handelskrigen, skete noget andet som umiddelbart ikke synes at forbedre relationerne mellem USA og Kina.

I Vancouver, Canada, blev finansdirektøren for den kinesiske telegigant Huawei, Sabrina Meng Wanzhou, arresteret på begæring fra USA, som anklagede Huawei for at bryde USA's og EU's handelssanktioner overfor Iran. USA krævede Sabrina Meng Wanzhou udleveret til retsforfølgelse i USA.

Huawei er verdens største producent af telekommunikationsudstyr, og har således leveret den grundlæggende teknologi i det danske 4G mobilnetværk. Huawei er tillige førende indenfor produktion og levering af fremtidens 5G-teknologi og har allerede indgået en lang række aftaler om levering af 5G.

I juli 2018 har en amerikansk kongresrapport stemplet Huawei som en 'forbryderisk aktør' på telemarkedet, med henvisning til, at den kinesiske stat kunne anvende Huawei's it-infrastruktur til spionere eller infiltrere amerikanske efterretningstjenester og således udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.

I USA, og en lang række andre lande (Australien, Canada, England, New Zealand m.fl.) har man nu stoppet planerne om at lade Huawei stå for etableringen af fremtidens 5G netværk.

Bekymringen går på at Huaweis teknologier udgør en direkte sikkerhedstrussel for de enkelte lande datatrafik og, at Huaweis teknologier dermed kan fungere som en slags 'trojansk hest' for den kinesiske stat!

Foreløbig (dec. 2018) er der ingen beviser på, at Huaweis netværksteknologi er blevet brugt til kinesisk overvågning eller cyberspionage, men rygterne og usikkerheden har imidlertid fået flere landes politikkere til at genoverveje kommende tilbud om it-infrastruktur fra kineserne.

I en tidsalder med 'fake-news' er det nok at lancere en historie, som da Bloomberg d. 4. okt. 2018 kunne fortælle, at det kinesiske militær havde placeret særlige mikroship på de motherboards, som indgik i servere leveret til 30 amerikanske virksomheder, herunder Apple og Amazon. Hermed skulle den kinesiske efterretningstjeneste have skabt en 'trojansk hest' som kunne kompromitere, overvåge og i værste fald manipulere de amerikanske virksomheders data. Der er imidlertid ingen fældende beviser for sandheden i denne historie. kilde

Intellektuel ejendomsret (IP) og mikrochips

Bag den nuværende handelskrig ligger en lang historie om Kinas omgåelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, eller den praksis som i 1990'erne var kendt som piratkopier af computersoftware, musik og Hollywood film. Efter aftale med USA indførte Kina i 1992 en lov som forbød piratkopiering og skulle sikre intellektuelle ejendomsrettigheder. Men loven havde (som megen anden lovgivning i Kina ) ingen effekt og fremstillingen af piratkopieret software, musik og DVD'er forsatte. I 1993 anslog man at piratkopiering i Kina indbragte ca. 100 mio. US $. Nye aftaler om stop for piratkopieringen i 1996 ændrede ikke noget ved en stadig mere lukrativ forretningsmodel.

Efter Kinas tilslutning til WTO i 2001 fortsatte piratkopieringen. Det er anslået at endnu i 2015 var 70 % af pc software installeret i Kina ulovlige kopier til en samlet værdi af ca. 9 mia. US $. Hvis man hertil ligger værdien af falske Rolex ure, Nike Sko, Louis Vuitton tasker m.v. antager piratkopieringen en værdi på mellem 50-100 mia. US$. (kilde)

I takt med Kinas økonomiske og industrielle udvikling er disse brud på intellektuelle ejendomsrettigheder fortsat i mere avancerede former. I USA har man i 2018 vedtaget en række love som skal stramme kontrollen med såvel kinesiske investeringer i USA og amerikanske virksomheders samarbejde med kineisiske partnere, med henblik på at beskytte USA mod kinesisk spionage og kopiering.

I efteråret 2018 blev der således rejst anklager mod en række kineiske higtech-firmaer for ulovlig tilegnelse af amerikansk højteknologi og amerikanske samarbejdspartnere har fået forbud mod at sælge eller dele deres teknologier med deres kinesiske samarbejdsspartnere. Fokus er ikke mindst på såkaldte 'semiconductors' eller mikrochips, som er 'hjernen' i de sidste årtiers it-revolution. Mikrochips er ikke bare helt uundværlige i vores elektroniske forbrugsvarer som kaffemaskiner, PC'ere, mobiltelefoner og frmetidens selvkørende biler, men tillige i rumfarts- og militærindustrien. (kilde)

Udvikling og produktion af mikrochips har i sagens natur været en hastig voksende brance i flere årtier. I 2015 var den samlede globale omsætning for mikrochips på 335 mia. US $ , og heraf tegnede amerikansk ejede virksomheder sig for ca. 50 %. (kilde )

Fremstillingen af mikrochips er fortsat domineret af virksomheder fra USA, Japan, Sydkorea og Vesteuropa og ingen kineiske virksomheder er endnu på listen og de 20 største producenter af mikrochips. Halvdelen af de tyve største producenter af mikrochips er amerikansk baserede virksomheder som Intel, Qualcomm, Micron, Texas Instruments, Broadcom, Apple, SanDisk og NVIDIA.

Model af produktionskæden for mikrochips
Simpel model over produktionskæden for mikrochips. De mest simple arbejdsprocesser, montering og testning og pakning forgår typisk i Kina. Kilde
Fremstillingsprocessen af mikrochips kan opdeles tre stadier: innovation og design, masseproduktion og endelig testing, samling og pakning af mikrochips og deres installation i vores masseforbrugsgoder. Mens innovation, udvikling og design af microships fortsat foregår i USA, Japan og Sydkorea så har mange virksomheder flyttet den fysiske masseproduktion af mikrochips og deres implementering i elektroniske forbrugsvarer til udlandet og ikke mindst til Kina.

Kina er således blevet det største marked for afsætningen af microships og tegnede sig i 2014 for ca. en 57% af det samlede globale forbrug. Men mere end 80 % heraf består af importerede mikrochips, idet kineserne endnu ikke selv kan producere moderne mikrochips.

Det er baggrunden for, at den kinesiske regering i 2014 fremlagde en ambitiøs plan med det mål, at gøre Kina til verdens førende producent af microchip inden 2030. Målet er at 70 % af Kinas forbrug af microchip i 2025 skal udvikles og fremstilles lokalt og således erstatte den nuværende import fra USA, Japan og Sydkorea.

Dette er en helt centralt element i Kinas udviklingsplaner for 'Made in China 2025'. Den kinesiske regering har afsat mere end 100 mia. US $ til at stimmulere innovation og udvikling af 'cutting-edge' teknologier indefor fremstilling af mikrochips.

Dette er gjort før, og de bedste eksempler er nabolande som Sydkorea og Taiwan for hvem det lykkedes i 1980-90'erne at blive blandt de førende indenfor udvikling og fremstilling af mikrochips. Sydkorea blev således førende i fremstilling af DRAM og var de første til at fremstille 256 MB DRAM i 1994. Disse landes teknologiske 'catch-up' skete dels gennem teknologioverførsel fra datterselskaber i førende industrilande og dels gennem erhvervelse af udenlandske eksperter og uddannelse af egne ingeniører m.v. i de teknologisk førende industrilande. (kilde )

Helt de samme muligheder har Kina dog ikke i dag. Såvel i Japan, Sydkorea som i USA er der kommet skærpede restriktioner på mikrochipproducenternes samarbejde med kinesiske partnere, ligesom flere kinesiske forsøg på opkøb af amerikanske mikrochip-selskaber er blevet blokeret med henvisning til 'nationale sikkerhedsinteresser'. Hertil kommer at USA nu (2018) har indført stramme begrænsninger på kinesiske studerendes studieophold i USA.

https://www.scmp.com/comment/insight-opinion/united-states/article/2179128/ip-and-tech-control-will-continue-inflame-us

Tweet fra Donald Trump d. 8.sept 2018

www.scmp.com/topics/us-china-trade-war

Det større billede ..

Handelskrigen skal ikke kun ses som et udslag af præsident Trumps uforsonlige linje overfor Kina. Bagved ligger en stigende kritisk og negativ opfattelse af Kina såvel hos republikanerne og demokraterne som i den amerikanske offentlighed og blandt amerikanske forretningsfolk.

Det er ikke mindste efter finanskrisen i 2008-09 at holdingen til Kina er blevet stadig mere skeptisk. Kina ses ikke længere som en mulighed eller en udfordring, men i stigende grad som en trussel i forhold til amerikanske interesser. Før Finanskrisen var det kun 29 % af amerikanerne som havde en negativ opfattelse af Kina, men i 2017 var tallet 55%. Endnu dårligere 'rating' har Kina fået i Vietnam og Japan, hvor henholdsvis 76 og 90 % af befolkningen i dag har en negativ holdning til Kina.

Mens handelskrigen umiddelbart handler om tab af industriarbejdspladser i USA og USA's stadig voksende handelsunderskud overfor Kina, så ligger der mere grundlæggende konflikter bag. Det handler ikke mindst om at USA ser sin position som verdens eneste supermagt truet.

I første omgang er det USA's rolle i Sydøstasien som Kina har udfordret i de seneste år. Siden 2. verdenskrig har USA været den helt dominerende stormagt i Sydøstasien og har været garant for opretholdelse af status-quo, i den forstand at ingen andre stormagter som tidligere USSR eller Japan kunne opnå en dominerende position i området. Med Kinas nyeste initiativer í Det Sydkinesiske Hav, Belt & Road projektet, Asian Infrastructure Investment Bank m.v., har Kina udfordret USA rolle i regionen.

På længere sigt er det også USA globale position som supermagt der er truet. Dels har historien i de sidste 3-4 årier demonstreret, at Kina hvad enten man kan lide det eller ej, har formået at gennemføre sin industrielle revolution og modernisering i et tempo og et omfang som ikke tidligere er set i verdenshistorien.

Med de sidste udenrigspolitikse initiativer under Xi Jinpings lederskab, er det også klart at Kina vil bruge sin nyvundne økonomiske status i en mere aktiv udenrigspolitik. Mens der ikke er grund til at tro at Kina ønsker at påtage sig et globalt lederskab, så er det klart at man ikke længere vil anderkende Sydøstasien som et amerikansk domineret domæne.

Den stadige optrapning af handelskrigen i 2018, har for kineserne kun bekræftet deres opfattelse af, at USA ikke stiltiende vil acceptere Kinas stigende økonomiske magt. Tilbage i 2014 opsummere de kinesiske ledere USA strategiske intensioner som følger:

  1. at isolere Kina,
  2. inddæmme Kina,
  3. formindske Kina ,
  4. skabe indre splittelse i Kina, og endelig
  5. at sabotere det kinesiske lederskab og politiske system.
    (Yukon Huang, p. 174)

Mens kineserne ser forholdet mellem USA og KIna som en win-win situation , så er det ikke tilfældet i USA. Her er den økonomiske rivalisering et nul-sums spil, i den betydning at hvad den ene måtte vinde taber den anden. Den handelskrig som Donald Trump har igangsat, handelskrig I Kina er man overbevist om at USA ikke stiltiende

Ikke færdig....26/12/18
Otto Leholt - Foredrag om Kinas historie
Mobile: 2232 9110 | otto(.)leholt(at)gmail.com
Online visitors: 8   Last updated: 06-08-2019
by Otto Leholt © All rights reserved