Xinjiang

Af Otto Leholt Antal karakterer: 0 = 0 ns.

Xinjiang provinsen i det vestligste Kina har i de sidste par år fundet vej til de udenlandske nyhedsmedier, med historier om de kinesiske myndigheders undertrykkelse af de muslimske Uyghurer, som udgør ca. halvdelen af Xinjiang befolkning på 23 mio.
I de sidste par år har beretningerne om den kinesiske undertrykkelse af Uyghurer, inkluderet beskyldninger om tvungen sterilisation, børnearbejde og tvangsarbejde, koncentrationslejre hvor angiveligt mellem 1-3 mio. Uyghurer sidder fængslet. USA og enkelte andre lande har derfor stemplet den kinesiske politik i Xinjiang, som et reelt Folkemord på områdets minoritetsbefolkning.

Xinjiang - eller rettere Xinjiang Uyghur Autonome Region (XUAR), som området har heddet siden 1955, er den største af Kinas provinser med et areal på over 1.6 mio. km2, svarende til ca. 1/6 af Kinas samlede areal. Området er dækket af store ørkner og bjergkæder. Tarim-bassinet i syd er den største ørken og et af de tørreste steder på jorden. Mod syd og nord afgrænses ørkenen af enorme bjergkæder og i den nordlige del af Xinjiang ligger ørkenområdet Jung Gar bassinet. Klimaet er lige så barsk som landskabet, med temperaturforskelle på mellem 80-100 ° C mellem vinter og sommer.

Af samme grund har området svært tilgængeligt og har altid været ekstremt tyndt befolket, da det kun var mindre oaseområder for foden af bjergskråningerne, som kan skabe livsgrundlag for mennesker. Befolkningstallet er i dag kun 23 mio. og flertallet heraf udgøres af 13 forskellige etniske grupper, hvoraf Uyghurerne er den største og omfatter ca. 11 mio. mennesker. Sammen med Tibet er Xinjiang den eneste af Kinas provinser hvor Han-kineserne ( ca. 40 %) ikke er i flertal.

Området er til gengæld rig på naturressourcer og rummer ca. 25 % af Kinas olie- og gasreserver og 38 % af landets kulreserver. Med Kinas ambitiøse Belt and Road Initiative, har Xinjiang tillige fået en central placering som forbindelsesled mellem Kina og de centralasiatiske lande. Området blev endeligt erobret af kejser Qinglongs i 1759, ikke så meget af territorielle ambitioner, men for at sikre freden langs Kinas vestlige grænseområder. Fra slutningen af 1700-tallet søgte Kina at fremme han-kinesernes migration til området for at "udfylde grænserne" og etablere bevogtede grænsegarnisoner. Endnu i starten af 1800-tallet var den samlede befolkning i Xinjiang kun 500.000 hvoraf en 1/3 del var han-kinesere.

Det var både vanskeligt og bekosteligt for Qing-dynastiet at bevare kontrollen med området, og i 1864 startede en krigsherre fra Ko-kand (nuværende Usbekistan) et oprør blandt de Tyrkiske muslimer. Rusland udnyttede situationen til at tage kontrol over en del af området, som dog i slutningen af 1800-tallet stort set var generobret af Kina. I 1884 blev området transformeret fra en koloni til en officiel provins i Kina.

I det almindelige kaos som fulgte med Qing-dynastiets fald ( 1912) og under Republikken Kina (1912-49) blev Xinjiang, i lighed med det øvrige Kina, en kampplads for forskellige Han-kinesiske krigsherrer. I 1940 var antallet af Han-kinesere i Xinjiang kun 190.000 (samme som i år 1800), mens antallet af tyrkisktalende muslimer var 10-doblet til omkring 3 mio.

I 1944 erklærede tyrkiske separatister oprettelsen af Den Østtyrkiske Republik (ETR) i det nordvestlige Xinjiang. I 1940'erne havde såvel Kunmintang og KKP appelleret til mongoler og Uyghurerne om deres støtte i den anti-japanske krig, mod vage løfter om en eller anden form for fremtidig selvstændighed.

Men med Maos sejr i borgerkrigen i 1949 blev det også klart, at KKP ikke ønskede at afstå Xinjiang, men derimod for en hver pris ville bevare nationens enhed.

Selvom de lokale etniske grupper i Xinjiang nok besad de ledende poster i provins- og lokaladministrationen, så forblev de ledende poster i partiorganisationen i Xinjiang forbeholdt Han-kineserne.

Xinjing provinsen i det vestligste Kina. Bemærk at Xinjiang grænser op til 8 af de 14 lande som Kina deler grænser med. Heraf 5 lande med muslimsk befolkningsflertal - inkl. Afghanistan.
Se også fysisk kort over Xinjiang

Målet for Mao var helt klart at øge den Han-kinesiske migration til Xinjiang, men man var også bevidst om lokalbefolkningens skepsis overfor udefrakommende. I første omgang demobiliserede man de mere end hundredetusinde soldater i Xinjiang og bosatte dem i paramilitære lejre som farmere og håndværkere. I 1954 blev de demobiliserede soldater organiseret under Xinjiang Production and Construction Corps (XPCC), som dels havde til formål at beskytte regionen fra udefrakommende trusler men også mod interne oprør. XPCC er almindeligvis kendt under navnet "Bingtuan".

Xinjiangs økonomiske og politiske udvikling

Den økonomiske udvikling

Siden revolutionen i 1949 har Beijing investeret massivt i Xinjiang økonomiske udvikling, ikke mindst for at styrke områdets økonomiske tilknytning med det øvrige Kina. Xinjiang oplevede en hidtil uset vækst i BNP i takt med at Beijing investerede i infrastruktur, industri og landbrug.

Resultatet var da også en generel, omend moderat, stigende levestandard for befolkningen i Xinjiang. I 1990'erne brugte man sloganet "One Black, One White" , som refererede til udvikling af henholdsvis olie- og kulindustrien på den ene side og bomuldsproduktion på den anden.

1990'erne politiske kampagne om at "Åbne Vesten", forstået som de fattige og mindre udviklede indre asiatiske provinser, betød blandt andet, at hundredtusinder spinderier og væverier blev flyttet fra det østlige Kina til Xinjiang. Xinjiang blev hurtigt den største bomuldsproducent i Kina.

Mens 'Bingtuan' organisationen i Mao-tiden var en gennem militariseret organisation underlagt PLA ('Peoples Liberation Army'), blev organisationen i 1990'erne løsrevet fra militæret og direkte ansvarlig overfor Beijing og KKP. I 2009 var der mere end 2,5 mio. Bingtuan 'soldater', som nu drev omkring 200 kommercielle farme og var engageret i en lang række industrielle og kommercielle virksomheder samt medier og uddannelsesinstitutioner m.v. En socialistisk militær organisation var hermed transformeret til en profit-orienteret virksomhed.

Bingtuan-organisationen var som kommerciel virksomhed kendt i udlandet under navnet "China Xinjiang Group (China New Con-struction Group), og har tjent det dobbelte formål, dels at bidrage til Han-migrationen til Xinjiang og samtidigt udgøre regionens sikkerhedsapparat. Mens den kinesiske reformpolitik siden 1980'erne også har bragt økonomisk vækst til Xinjiang, så har det også her ført til en øget økonomisk og social ulighed. Reformerne af de statsejede industrier i 1990'erne førte til tab af mere end sekshundredetusinde job i industri-sektoren i Xinjiang mellem 1995-2000. Der var her en tydelig etnisk diskrimination, i den forstand at Uyghurerne i højere grad mistede deres job end Han-kineserne.

Det har i særlig grad været vanskeligt for Uyghurerne, at finde beskæftigelse i den hastigt voksende private sektor. Her bliver Uyghurerne udelukket med henvisning til manglende sprogkundskaber (mandarin) og manglende uddannelsesmæssige kompetencer. Det sidste skyldes til dels at mange af de Uyghurer, som er immigreret fra de fattige landområder i syd til de større byer i det nordlige Xinjiang netop mangler sproglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Blandt fattige Uyghurer er det ikke ualmindeligt, at børn simpelthen holdes hjemme fra skolen af økonomiske grunde, eller at uddannelsestilbuddene er af ringe kvalitet, da man har svært ved at finde gode lærer til skolerne i de fattige landområder. Uyghurerne har også selv fremhævet, at de ikke var interesseret i jobs med lange arbejdstider og den strikse arbejdsdisciplin, som var karakteristisk for den moderne sektor af økonomien.

Der er ingen tvivl om, at Uyghurerne ikke har opnået de samme forbedringer i beskæftigelse og indtjening som den Han-kinesiske befolkning i Xinjiang. Uligheden mellem de to befolkningsgrupper er steget og skellet vil næppe blive mindre foreløbigt.

Den politiske udvikling før 2000

Mens Hu Yaobang var Generalsekretær for KKP (1981-87) blev en betydelig del af KKP's Han-kadrer i Xinjiang udskiftet med lokale etniske kadrer (ledere). Alene i 1981 blev syvtusinde Han-kadrer ført tilbage til det østlige Kina, og deres lederposter overtaget af lokale etniske ledere. Mens denne politik var yderst populær blandt Uyghurerne og tibetanerne (politikken omfattede også Tibet) så mødte den også modstand.

Modstanden kom fra Han-kadrer i Tibet og Xinjiang, som oplevede Hu Yaobangs politik, som en underkendelse af deres indsats, og ligefrem understøttede anti-Han følelser i området og i sidste ende truede sikkerheden i de fjerntliggende regioner. Nogle betegnede ligefrem Hu Yaobangs politik som et "forræderi", som ville ende med "skabelsen af et Øst-Tyrkistan ... og overgive Xinjiang til Sovjetunionen og Tyrkiet" (W. A. Joseph p. 441)

Da en række større protester blandt Uyghurerne rystede Xinjiang i sidste halvdel af 1980'erne, blev Hu Yaobangs politik da også gjort ansvarlig herfor. Hu Yaobang blev derfor afsat som Generalsekretær for KKP i 1987.

De relativt fredelige demonstrationer i 1980'erne blev i 90'erne afløst af mere voldelige oprør. Uyghur-separatister gennemførte gentagne bombeangreb på busser, og blev mødt med stadig hårdere repressalier fra politiet. Optrapningen af volden fra Uyghurernes side blev af mange Han-kinesere set, som en direkte følge af den mere liberale politik i 1980'erne. Omvendt anklagede Uyghurerne nu Han-kineserne for politisk og religiøs undertrykkelse.

Fra Beijings side begyndte man i slutningen af 1990'erne at fremme Han-migration til Xinjiang og udskifte lokale ledere med Han-kinesere.

Oprøret i 2009

I starten af det nye årtusinde var der relativt roligt i Xinjiang og økonomien voksede. Fra Beijings side frygtede man først og fremmest en optrapning af de etniske uroligheder og en 'internationalisering' af konflikten. Begge bekymringer blev til virkelighed i 2009.

Urolighederne som prægede Xinjiang i begyndelsen juli 2009, er stærkt omdiskuterede. Hvorfor udviklede en fredelig demonstration sig til vold? Var myndighedernes indsættelse af politi og militær en følge af volden eller i sig selv årsag hertil? Hvor mange mennesker blev dræbt og sårede?

Den udløsende årsag til demonstrationerne i Xinjiang d. 5. juli 2009, skal formentlig findes et par tusinde kilometer væk, nemlig i Guangdong provinsen. Her gik der i juni måned et rygte om, at Uyghur-migrantarbejdere havde voldtaget to Han-kinesiske kvinder på en legetøjsfabrik. Efterfølgende angreb Han-arbejderne Uyghurernes boliger og to Uyghurer blev dræbt og hundreder såret.

Dødstallet var formentlig højere og rygtet om voldtægten falsk, og den eneste der blev straffet i sagen, var den mand der havde spredt rygtet om voldtægten!

Historien om overgreb, vold og drab på Uyghur-arbejderne i Guangdong spredte sig hurtigt via Internettet til Uyghurerne i Xinjiang. Den 5. juli gik et tusinde Uyghurer på gaden i Ürümchi (hovedstaden i Xinjiang) i protest mod overgrebet på Uyghurerne i Guangdong og myndighedernes manglende indgriben.
Som ved tidligere demonstrationer blev politi og paramilitære tropper sat ind for at overvåge demonstrationen. Der var herefter to forskellige tolkninger af hvad der egentlig skete.

Den officielle forklaring var, at myndighederne beskyttede Han-kinesere, som blev overfaldet af de demonstrerende Uyghurer. Udenlandske Uyghur-organisationer og øjenvidner fortalte derimod, at det var politiet, som brugte unødvendig magt mod de demonstrerende.

Næste morgen blev internet og telefonforbindelser lukket ned for at forhindre rygtespredning. Under oprøret i Tibet året før havde myndigheder lukket af for udenlandske journalisters adgang til Tibet. Resultatet var det modsatte af hvad man havde ventet. Nu lød rygtet, at myndighederne havde noget at skjule.

I Xinjiang valgte man derfor at gøre det modsatte. Man inviterede nu en gruppe udenlandske journalister til Ürümchi, Xinjiang d. 6. juli, så de kunne rapportere som øjenvidner til situationen. Videoklip

Dagen efter journalisternes ankomst, blev gaderne patrolleret af bander af Han-kinesere, som bevæbnet med køller gik til angreb på civile Uyghurer på forskellige lokaliteter i byen, mens de råbte slagord som "Ned med Rebiya". Rebiya Kadeer er en af Xinjiangs rigeste kvinder og samtidigt leder af World Uygur Congress med hovedkvarter i Tyskland.

Fredag d. 10. juli var urolighederne indstillet, men for at forebygge yderligere konflikter, meddelte myndighederne at alle moskeer i Ürümchi ville være lukket for fredagsbønnen. Nu gik en mindre gruppe Uyghurerne igen på gaden og krævede løsladelse af dem, der var blevet fængslet under de foregående dages demonstrationer. Demonstranterne blev mødt med politiets knipler.

Dagen efter var volden stoppet og myndighederne meddelte at 1.400 mennesker var blevet anholdt. Antallet af dræbte var i følge myndighederne 197 og mere end 1700 sårede, mens Uyghurerne taler om 600 dræbte.

Fra officielt side blev ansvaret for oprøret i 2009, lagt på udenlandske agitatorer som Rebiya Kadeer og organisaationen East Turkistan Islamic Movement (ETIM) , en seperatistisk bevægelse som kæmpede for Xiniangs løsrivelse fra Kina.

Men man valgte også at anholde Ilham Tohti, en karismatisk Uyghur professor på universitet i Beijing. Tohti blev beskyldt for gennem sin online-blog 'Uyghur Online', at have spredt rygter om politibrutalitet mod de demonstrerende Uyghurer.

Men der var også andre rygter i omløb blandt Han-kineserne i Xinjiang i sensommeren 2009. Her forlød det nu, at Han-kinesere var blevet angrebet med injektionssprøjter eller andre stikvåben i august 2009. Dette skabte en hysterisk frygt for natlige "sprøjte-angreb" blandt Han-kineserne i Xinjiang.

Den 3. september gik titusinder af Han-kinesere i demonstration i Ürümchi, hvor de protesterede over myndighedernes manglende evne til at beskytte borgerne. Resultatet blev af den ledende partisekretær og politichef, Wang Lequan, blev afskediget af Beijing to dage senere.

Under den nye leder, Zhang Chunxian, blev der iværksat en række politikker med støtte fra Beijing med henblik på at forbedre den økonomiske og sikkerhedspolitiske situation i Xinjiang. Der var tale om massive investeringer i infrastruktur samt skattereformer, som skulle sikre at en større del af energiselskabernes fortjeneste tilfaldt regionen selv.

Resultaterne var åbenlyse. Mellem 2011-´2017 steg Xinjiangs BNP med 9.7 % årligt (højere end genms. for Kina). BNP pr indb i byområderne steg fra 13.600 til over 30.000 yuan i samme periode, og indtægterne i landområder steg fra 4.600 til over 11.000 yuan.

Der er dog næppe tvivl om, at de største indtægtsstigninger tilfaldt den Han-kinesiske befolkning i Xinjiang, som primært var beskæftiget i den moderne sektor i storbyerne.

Xinjiang partisekretærer

1994-2010: Wang Lequan

2010-2016: Zhang Chunxian

2016 - : Chen Quanguo

Rebiya Kadeer

Rebiya Kadeer (f.1947) er en kompleks og kontroversiel person: Hun startede en lille vaskeriforretning i 1970'erne og udviklede siden et internationalt handelsfirma, som gjorde, at hun i 1990'erne, ikkebare var mor til 11 børn , men var blandt de rigeste personer i Kina. Hun var i en årrække delegeret for Xinjiang-provinsen til Kinas Folkekongres i 1990'erne.

Både Rebiya og hendes mand, Sidik Rozi Haji, som var emigreret til USA, var stærkt kritiske overfor Beijings politik i Xinjiang og Uyghurerne forhold. Det førte til at hun mistede sine politiske poster og fik frataget sin licens til at drive international handelsvirksomhed.

Da hun i 1999 forsøgte at overdrage dokumenter med navne på politiske fanger i Xinjiang til en amerikansk delegation på besøg i Xinjiang, blev hun idømt 10 år fængsel for at "afsløre statshemmeligheder". Efter pres fra USA blev hun løsladt i 2005 og forlod herefter Kina.

Da Rebiya ankom til USA i 2005, blev hun af eksil-Uyghurer set som deres 'Dalai Lama. Hun blev flere gange nomineret til Nobels Fredspris, og var i årene 2006-17 Præsident for World Uyghur Congres (WUC), en international organisation som hævder at repræsenterer Uyghurer i Xinjiang og andre steder.

Som leder af WUC, fremsatte hun ofte overdrevne anklager mod Beijing, som kom til at skade både hendes og WUC's troværdighed. F.eks. havde hun på en pressekonference efter oprøret i 2009, fremvist en video som angiveligt skulle vise politiets overgreb på Uyghurer i Xinjiang. Kort efter blev det afsløret at filem var fra et andet og fuldstændig urelateret oprør et andet sted i Kina.

Separatisme og terrorisme

Organisationen Eastern Turkistan Islamic Movement (ETIM) er en militant organisation med base i Xinjiang, som arbejder for et uafhængigt Xinjiang kaldet "Østlige Tyrkiet". Organisationen dukker først frem i offentligheden efter 9/11 2001, hvor USA og senere FN og EU stempler ETIM som en terrororganisation.

Såvel de kinesiske og amerikanske myndigheder har hævdet, at ETIM siden 1990'erne havde kontakt med al-Qaeda i Afghanistan og at nogle medlemmer også havde mødtes med Osama Bin Laden. I Beijing kunne man herefter stemple separatistiske bevægelser blandt Uyghurerne som islamiske terrorister.

Omkring 2007 dannes bevægelsen "Turkistan Islamic Party" (TIP), formentlig en udbrydergruppe fra ETIM. Lederen af TIP, Abdullah Mansour, hævdede i en række videoer i 2008-09 at stå bag flere bombeeksplosioner i Kina. I 2010 blev nogle Uyghurer, med forbindelse til TIP, anholdt i Norge, mistænkt for at planlægge et terrorangreb for al-Qaeda.

Nye terrorangreb

I årene efter de voldelige demonstrationer i 2009, har Xinjiang været ramt af gentagne terrorangreb med bilbomber, selvmordsbomber og knivoverfald.

Angrebene fandt også sted uden for Xinjiang. Den 28. okt. 2013 kørte en bil ind i fodgængere nærved Tian'anmen i Beijing og dræbte 5 mennesker og sårede adskillige. Angriberne blev identificeret som Uyghurer.

Den 1. marts 2014 angreb en gruppe Uyghurer bevæbnet med machetter togpassagerer på hovedbanen i Kunming i Yunnan-provinsen. 31 mennesker blev dræbt og 140 sårede. Angrebet blev hyldet af ETIM.

Efter opstanden i Tibet i 2008 og i Xinjing i 2009, har kineserne tydeligvis revurderet den tidligere politik overfor Kinas indreasiatiske minoriteter. Under Jiang Zemin og ikke mindst Hu Jintaos lederskab havde man erkendt, at de økonomiske reformer havde øget den økonomiske ulighed mellem de kystnære østlige provinser og de fatttige vestlige provinser. Fra slut 90'erne satsede man derfor på politikken "Go West", som skulle fremme den økonomiske udvikling i Tibet og Xinjiang.

Fra integration til assimilation ...

Man mente, at økonomisk udvikling ikke bare ville fremme den økonomiske integration mellem de rige og fattige provinser, men også føre til en stigende grad af kulturel integration og gerne assimilation mellem den dominerende Han-kinesiske kultur og minoritetskulturen.

Hvor man i Mao tiden og helt op til starten af 1990'erne accepterede en multikulturel og flersproglig kultur i Tibet og Xinjiang, så har man siden årtusindeskiftet i stigende grad søgt at fremme den kinesiske kultur og det kinesiske sprog blandt de etniske minoriteter i Xinjiang og Tibet.

Forventningen om at økonomisk udvikling og modernisering automatisk vil føre til en afvikling af traditionelle kulturer, trosforestillinger og nationale eller etnisk identiteter, har alle steder i verden vist sig ikke at holde stik. Det samme blev tilfældet i Kina.

Den kinesiske integrations- og assimilationspolitik har også her ført til en stigende etnisk - kulturel selvbevidsthed hos Uyghurer og andre minoritetsgrupper, som har defineret sig i opposition til den kinesiske assimilationspolitik.

Efter 9 /11 og USA's krig mod terror, har den kinesiske retorik overfor Xinjiangs Uyghurer ændret sig. Hvor man før talte om separatister som truede den nationale enhed, så anvendes i stigende grad betegnelsen "radikale muslimer" eller "muslimske terrorister".

Hermed er nationale separatister i Xinjiang blevet associeret med Vestens kamp mod den "internationale terrorisme". Resultatet har man set i den stigende politiske radikalisering i minoritetskulturen og tillige en internationalisering af de etniske og kulturelle konflikter. Præcist det som man først og fremmest havde villet undgå fra kinesisk side.

Genopdragelse og overvågning

På baggrund af det stigende antal terrorhandlinger som Kina oplevede i det 21. århundrede, erklærede myndighederne i 2014 ” Folkets krig mod terror”. Man skærpede nu kampen mod det, som man betegnede ”De Tre Onder” : terrorisme, separatisme og religiøs fundamentalisme.

Allerede i 0’erne indførte Xinjiangs partisekretær Wang Lequan et forbud mod, at offentligt ansatte bar langt skæg, hovedtørklæde, fastede eller bad, når de var på arbejde.

Under den efterfølgende Partisekretær Zhang Chunxian hed det i 2011, at ”modernisering fører til udvikling i Xinjiang” og han propaganderede for udbredelse af den ”moderne kultur”, som en del af hans ”af-radikaliserings-kampagne” overfor den muslimske majoritetsbefolkning.

Med iværksættelsen af Xi Jinpings ”Belt & Road” projekt i 2013/14 blev Xinjiang et central forbindelsesled til det øvrige Centralasien, og understregede blot behovet for modernisering og udvikling af Xinjiang og ikke mindst at opretholde ro og orden i provinsen.

De stigende spændinger mellem Han-kinesere og Uyghurerne, fornyede terrorhandlinger i 2013-14 (herunder angrebet ved Tian’anmen i Beijing) og det faktum, at ca. 20.000 islamister fra Xinjiang deltog i borgerkrigen i Syrien, hvor de kæmpede for den såkaldte ”Islamiske Stat”, førte til en stramning af politikken i Xinjiang med den såkaldte "Strike Hard "- kampagne .

Det tidligere forbud mod abnormt langt skæg og den muslimske hovedbeklædning til kvinder blev nu udbredt til at gælde i det offentlige rum i Xinjiang provinsen. Samtidigt lanceres begrebet ”forandring gennem uddannelse”, som en del af ’af-radikaliseringskampagnen’ i Xinjiang.

Ikke mindst under partisekretær, Chen Quanguo, som blev overflyttet fra Tibet til Xinjiang i 2016, blev politikken overfor de etniske og religiøse mindretal skærpet. Chen Quanguo indførte det såkaldte 'grid-management-system' , hvorefter byerne blev inddelt i kvadrater som typisk omfattede ca 500 borgere, alle udstyret med en lokal politistation.

Hertil blev byerne forsynet med en lang række check-points dels ved indgangen til offentlige bygninger, shoppingcentre, banegårde, metroer m.v. og mellem forskellige bydele. Ved disse check-points blev de passerende tjekket med metaldetektorer, øjen-scanning eller ansigtgenkendelses teknologier, for at fastslå deres identitet. Alle borgere forventes endvidere at have en speciel GPS app på deres mobiltelefoner, så deres færden og sociale kontakter på internettet til enhver tid kan monitoreres af myndighederne.

Den intense overvågning af borgerne anvendes angiveligt til at vurdere borgernes 'troværdigthed' eller 'politiske redelighed'. Formendtlig meget tilsvarende det Sociale Kreditpoint-system som siden er udbredt i store dele af Kina.

Det er på denne baggrund, at mange i Vesten idag ser Xinjiang som en politi- og overvågningsstat eller et Orwelsk mareritssamfund. (kilde)

I 2017 oprettes de første såkaldte ”Erhvervsuddannelses- og træningscentre” (Vocational Education and Training Centers) i Xinjiang-provinsen. Disse centre blev i byområderne oprettet i tidligere skoler eller andre offentlige bygninger. I landområderne blev der opført helt nye ’uddannelsescentre’.

Centrene kan ses som en del af den ’Sinofiserings-politik’, som Kina generelt har ført overfor etniske og religiøse minoriteter. Uyghurer o.a. skal lære det officielle kinesiske sprog (mandarin) og introduceres til kinesisk kultur og ikke mindst KKP’s ideologi, for herigennem at udvikle de etniske gruppers loyalitet overfor Kina og dets politiske system.

Centrere var en del af den 'af-radikaliserings-strategi' som Beijing fulgte efter 2013-14. Dels ville man sikre, at visse borgere ikke blev tiltrukket af radikal islamisme, og dels give dem sproglige og uddannelsesmæssige kompetencer til at søge arbejde i den moderne sektor af økonomien.

Hvad disse såkaldte "uddannelsescentre" så konkret anvendes til og med hvilket formål, er siden 2017 blevet genstand for en stadig voldsommere kritik fra Vestens side.

Politiske fangelejre / Koncentrationslejre

Human Right Watch

I sept. 2017 beskriver Human Rights Watch (HWR) disse uddannelsescentre som 'Politiske Genopdragelseslejre' hvor tusinder af Uyghurer sidder fængslet uden forudgående rettergang og hvis eneste ’forbrydelse’ består i, at de er muslimer. HMW's rapport er baseret på interview med tre familiemedlemmer til folk der angiveligt har været tilbageholdt i disse 'lejre'. (kilde)

Human Rights Watch (HRW) gennemførte i sommeren 2018 interviews med 58 tidligere indbyggere i Xinjiang. Heraf var 5 angiveligt tidligere indsatte og de øvrige var familiemedlemmer eller bekendte til indstatte i ’genopdragelseslejrene’ i Xinjiang. (kilde)

Det bør her bemærkes, at alle de interviewede personer opholdt sig udenfor Kina - i lande som Canada, Finland, Frankrig, Tyskland, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Norge, Tyrkiet og USA.

På baggrund heraf kunne HRW tegne et billede af en brutal undertrykkelse af den muslimske befolkning i Xinjiang, med vilkårlige massefængslinger, digital overvågning og kontrol, ofte i modstrid med Kinas egen lovgivning og ikke mindst dets internationale forpligtigelser.

Human Rights Watch beretter om fængselslignende forhold, hvor lejrene er omgivet af mure, sikkerhedshegn og vagttårne. De indsatte indoktrineres med KKP propaganda og tvinges til at lovprise Xi Jinping og Kinas Kommunistiske Parti.

Hertil kommer beretninger om vold og tortur, ydmygelse og voldtægt af kvinder, medicinske forsøg m.v. Analogien til nazistiske koncentrationslejre er derfor ofte blevet anvendt i de vestlige mediers beskrivelse af disse ’genopdragelsescentre’.

D. 3. aug 2018 udgiver China Human Rights Defenders (CHRD) en rapport, som beretter om omfattende krænkelser af menneskerettigheder i Xinjiang provinsen. Heri hedder det blandt andet at: "The number of Xinjiang residents, especially ethnic Uyghurs, who are either detained in re-education camps or forced to attend day/evening “education sessions” for “de-radicalization” and indoctrination purposes in Xinjiang, may have possibly reached as high as a combined total of two to three million by June 2018, " (kilde ) Kilderne til CHRD's tal er ekstrapoleret fra interview med 8 (otte) muslimske Xinjiang borgere fra forskellige landsbyer i Kashgar præfekturet i det vestlige Xinjiang. Disse fortæller i følge CHRD om, at så og så mange af landsbyens beboere er tvunget til at deltage i 'genuddannelsescentre'.

Ved at skalere tallene fra de otte interviews op, når man frem til at : "3.3 million, may have been subjected to “re-education,” including about 10%, or 1.1 million, in detention camps and about 20%, or 2.2 million, in day/evening forced brainwashing by June 2018."

Da det angiveligt ikke har været muligt for vestlige journalister at få fri adgang til lejrene, kommer stort set alle beretningerne herom fra kinesiske muslimer, som er bosat udenfor Kina - ikke mindst i Tyrkiet og USA. Ofte optræder disse såkaldte 'vidner' anonymt. Dokumentationen for de påstående politiske opdragelseslejre kommer med en række sattelitfotos (fra Google Earth) som angiveligt skulle vise sådanne 'genopdragelseslejre, som snart i de vestlige medier blev omtalt som "koncentrationslejre".
kilde

China Human Rights Watch om Xinjiang:

Billedet ovenfor er nok det der oftest vises i omtalen af Xinjiang. Se videoen her fra HRW hvor Sophie Richardson - Dir. for China HRW - fortæller om situatioen i Xinjing som hun ser det.

USA's ”Uyghur Human Rights Policy Act”

PÅ baggrund af ovenstående rapporter fra HRW , indkaldte USA i marts 2019 til en særlig FN-konference om menneskerettighedssituationen i Xinjiang. Som reaktion herpå henvendte Kinas repræsentant i FN sig til de øvrige medlemslande, og frarådede disse at deltage i konferencen med henvisning til, at det kunne skade de bilaterale relationer mellem Kina og de pågældende lande.

Dette var blot et af mange eksempler på, at Kina i de senere år har brugt deres økonomiske magt til, at presse deres samhandelspartnere til ikke at blande sig i Kinas ’indre anliggender’. En kinesisk politik som i Vesten blev kendt som "Ulve-diplomatiet".

Mange lande har derfor også været tilbageholdende med kritik af menneskerettighedsforholdene i Kina, af hensyn til egne økonomiske interesser i samarbejdet med Kina.

Ikke destro mindre underskrev FN-ambassadører fra 22 lande, heraf 18 europæiske, i juli 2019 en fælles protestskrivelse til FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder. Her protesterede de over Kinas politik overfor etniske minoriteter, herunder vilkårlige massearrestationer, overvågning og restriktioner på religionsfriheden for Uyghurer og andre minoriteter i Xinjiang.

Som modsvar hertil kom der kort efter et andet brev til FN’s Højkommissær, hvor 54 lande, hovedsageligt fra Afrika, Mellemøsten og Centralasien (inkl. Rusland og Nord Korea) anerkendte Kinas ”bemærkelsesværdige resultater indenfor menneskerettigheder” og at ”sikkerheden var genoprettet i Xinjiang og at de fundamentale menneskerettigheder for alle etniske grupper var sikret”. Det er således bemærkelsesværdigt , at netop de muslimske lande , ikke støtter den vestlige kampagne mod de påstående krænkelser af de muslimske mindretal i Xinjiang.

Den 16. november 2019 publicerede New York Times et hemmeligt kinesisk regeringsdokument, som angiveligt indeholdt instrukser til, hvordan myndighederne i Xinjiang skulle agere i forhold til spørgsmål om ’genopdragelseslejrene’. Se dokumenterne her

Kort efter vedtog Repræsentanternes Hus i Washington, med 407 stemmer for og én imod, den såkaldte ”Uyghur Human Rights Policy Act”, som gav præsidenten ret til, at nægte indrejse til myndighedspersoner fra Kina som kunne forbindes med Xinjiangs ’genopdragelseslejre'. Loven blev endelig underskrevet af præs. D. Trump d. 17/06/20.

Det var nok ikke mindst under indtryk af Covid-19 pandemien udbredelse i foråret 2020, at tonen i de vestlige medier overfor Kina blev voldsomt skærpet. Det gjalt ikke mindst i forhold til Xinjiang.

Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, fik 20. okt. 2020 gennemført, at USA fjernede ETIM (East Turkestan Islamic Movement ) fra terrorlisten. Organisationen blev grundlagt i 1993 af en gruppe Uyghur jihadister, og samarbejdede med al-Qaeda og Osama Bin Laden i Afghanistan.

ETIM har siden sin grundlæggelse agiteret for løsrivelsen af Xinjiang fra Kina under navnet "Det Østlige Tyrkiet". Det var først efter 9/11 at organisationen blev kendt i Vesten, og i 2003 stemplede såvel USA som FN og EU organisationen som en terrororganisation.

Folkemord, tvangsarbejde m.v.

I løbet af 2020 blev retorikken fra Vesten mod Kinas politik i Xinjiang voldsomt optrappet. Den 19. jan. 2021 - fremsatte Mike Pompeo, på sin sidste dag i embedet, følgende beskyldninger mod Kina. * “I have determined that the PRC [People’s Republic of China], under the direction and control of the CCP [Chinese Communist party], has committed genocide against the predominantly Muslim Uyghurs and other ethnic and religious minority groups in Xinjiang. I believe this genocide is ongoing, and that we are witnessing the systematic attempt to destroy Uyghurs by the Chinese party-state,” Udenrigsministeren tilføjede yderligere forbrydelser mod menneskeheden med: “These crimes are ongoing and include: the arbitrary imprisonment or other severe deprivation of physical liberty of more than one million civilians, forced sterilization, torture of a large number of those arbitrarily detained, forced labor and the imposition of draconian restrictions on freedom of religion or belief, freedom of expression and freedom of movement,” Senere følger Canada og England trop, med fordømmelser af det påståede 'Folkemord' i Xinjiang.

I marts 2021 udgiver Newsline Institute en halvtreds sider lang rapport med titlen "The Uyghur Genocide". Her anklages Kina for allehånde krænkelser af menneskerettighederne i forhold til den muslimske befolkning i Xinjiang. (kilde)

Samtidigt vedtager EU d. 22. marts at iværksætte sanktioner overfor Kina - eller rettere sagt, mod udvalgte højtstående embedsmænd i Xinjiang, som beskyldes for at stå bag krænkelser af Uyghurernes menneskerettigheder. Sanktionerne blev koordineret med England, Canada og USA: Det er første gang siden 1989 at EU vedtager sanktioner mod Kina. Sanktionerne mod de pågældende embedsmænd er at de får indrejseforbud i EU og at deres eventuelle finansielle midler i EU indefryses.

Når Kina anklages for at begå folkemord, skal det forstås i betydningen et kulturelt folkemord. Altså at de kinesiske myndigheder på alle måder prøver at undertrykke og udryde de muslimske Uyghurer særlige kulturelle identitet. Dette skulle angiveligt ske ved, at de forhindres i at udøve deres religion og tale deres sprog og på andre måder undertrykkes i forhold til Han-kineserne.

Dette kan dog ikke bekræftes af udenlandske journalister, expads, forskere og turister, som faktisk har besøgt Xinjiang. Der er angiveligt mere end 24.000 moskeer i Xinjiang, og alle steder finder man Halal-restauranter og Halal-slagtere.

Uyghurernes sprog tales alle vegne og det er lovpligtigt, at navne på gadeskilte, restauranter, offentlige bygninger m.v. skal angives først på Uyghur og dernæst mandarin. I skolerne undervises i såvel Uyghur som mandarin og boghandlere sælger bøger på begge sprog.

Der er heller intet der tyder på at Uyghurer bliver diskrimineret i forhold til uddannelse og job. Uyghurer får, ligesom Kinas 54 andre minoritetsgrupper, ekstra point til optagelsesprøverne til videregående uddannelser, alene fordi de tilhører en etnisk minoritet. Ligeledes opfordres offentlige og private arbejdsgivere til at ansætte minoritetsbefolkningen. Alle etniske minoriteter i Kina, var desuden undtaget fra den berygtede 'etbarnspolitik som eller blev praktiseret i Kina fra 1980-2015.

Siden er anklagerne mod Xinjiang eskaleret - med beskyldninger om tvungen sterilisation, børnearbejde og tvangsarbejde etc etc. Ikke mindst spørgsmålet om tvangsarbejde blev (og er fortsat juli 2021) genstand for Vestlig kritik, boycut m.v.

Historien starter d. 14. dec. 2020 med en rapport på Newsline Institute skrevet af den tyske antropolog Adrian Zenz, som påstår, at mere end en halv mio. etniske minoriteter - især Uyghurer, bliver tvunget til at plukke bomuld i Xinjiang. (kilde)

Xinjiang producerer mere end 20 % af verdens bomuld og ca. 80% af Kinas samlede bomuldsproduktion. Bomuldsproduktionen blev i 2021 et oplagt mål for vestlige sanktioner

I takt med at historien om det påstået tvangsarbejde i Xinjiangs bomuldsindustri fylder de vestlige medier, melder det ene tøjfirma efter det andet, at de ikke længere vil importere bomuldstekstiler fra Xinjiang. Kinesiske forbrugere svarer igen med en omfattende boycut af Vestlige mærkevarer som H&M, Nike, Hugo Boss m.v.

I maj 2021 bliver historien om Xinjiang bomuldsproduktion, fulgt op af en historie om at Kina anvender Uyghurer som tvangsarbejdere i solcelle-industrien. Det drejer sig om råmaterialet Polysilicon, som anvendes i solceller. Ca. 75 % af verdens samlede forsyning med Polysilicon kommer fra fra Kina, og heraf alene 45 % fra Xinjiang. kilde

Kilder, interesser og hensigter

De seneste par års nyhedsformidling om Xinjiang, kommer i forlængelse af tilsvarende beretninger om undertrykkelse af etniske minoriteter i Tibet og senest undertrykkelse af 'demokrati-bevægelsen' i Hong Kong i 2019.

Beretninger om Xinjiang kommer tillige på et tidspunkt, hvor opfattelsen af Kina i store dele af verden er mere negativ end på noget andet tidspunkt de sidste 30-40 år. (kilde) Det er klart, at beretninger om undertrykkelsen af Uyghurerne, i sig selv bidrager hertil, men den anti-kinesiske retorik i Vesten har været stadig mere udtalt, længe før nogen havde hørt om Xinjiang.

Ikke mindst under Donald Trumps præsidentskab blev den anti-kinesiske retorik styrket og i særlig grad efter at Covid-19 rammer USA i foråret 2020, blev fjendebilledet af Kina, som USA's største sikkerhedspolitiske trussel, blevet malet endnu mere glødrødende og ideologisk.

Et var den handelskrig med Kina som Trump startede, men det lykkedes ham også at presse USA's allierede - herunder Danmark - til at afvise Huawei's 5G netværk, med henvisning til, at Huawei udgjorde en sikkerhedsmæssig trussel. At dette skulle være tilfældet, er mig bekendt, aldrig blevet dokumenteret!

Men fakta og dokumentation spillede også en mindre rolle for Trump og hans lige. Det var fra Trumps pressetalskvindemand /sekretær når man betænker at det var herfra vi fik nye begreber som"alternative fakta" og hvor man afviste reele fakta som 'Fake News'.

Flere ting er særlig bemærkelsesværdig ved nyhedsformidlingen omkring situationen i Xinjiang.

Kilderne ...

Hvorfra kommer beretningerne om undertrykkelsen af Xinjiangs muslimske Uyghurer m.fl?

Der er tre hovedkilder til beretnigerne:

Hemmelige kinesiske regeringsdokumenter, som New York Times publicerede d. 16. nov 2019. Dokumenterne beskriver angiveligt de omfattende sikkerhedsforhold m.v. i de såkaldte 'Uddannelseslejre'. Her er dog intet der understøtter ideen om et 'Folkemord' kilde
Mest eksponeret i vestlige medier er de 'vidne-udsagn', som blandt andet ligger til grund for f.eks Human Rights Watchs beretninger om Xinjiang. Her er dog et par ting som falder i øjnene.
- Antallet af 'kilder' / 'vidneberetniner' er meget begrænset (se overfor)
- Kilderne er alle personer som befinder sig udenfor Kina - ofte i Tyrkiet, USA, Australien eller Canada.
- Kilderne er hovedsagelig 2. håndsvidner, og har deres informationer fra bekendte eller familiemedlemmer i Kina / Xinjiang, som angiveligt har opholdt sig i de omtalte 'lejre' eller på anden måde har været udsat religiøse krænkelser / overgreb.
Flere af disse 'vidners' redelighed og motiver er siden blevet komprimiteret af div. Youtube-bloggere.
Se f.eks. Daniel Dumbrill.
Læs mere...

Det gælder f.eks den kinesiske fødte Vicky Xu (f.1994), som fik australsk statsborgerskab efter at have skabt sig en karriere som fremtrædende Kina-kritikker. Hun var medforfatter til bogen 'Uyghur for sale' (marts 2020) , som hævdede at kineserne solgte unge Uyghurer som slavearbejdskraft til virksomheder i det østlige Kina.
Dok. om Vicky Xu
En anden fremtrædende kritikker af Kina behandlingaf Uyghurerne, er Uyghur-aktivisten Rushan Abbas (f. 1967), født og opvokset i Xinjiang og efter 1989 statsborger i USA. Hun arbejdede tidligere for CIA som oversætter på Guantanamo-basen, og grundlagde i 2017 organisationen "Campaign for Uyghurs". Rushan har gentagne gange vidnet for den amerikanske kongres om Kinas undertrykkelse af Uyghurerne, og om eksistensen af de kinesiske 'koncentrationslejre'.
Se Interview m Rushan

Et vidneudsagn - og Kinas svar

Uyghur kvinder - Mihrigul Tursun - vider i USA (2018)
Mirgul Exposed (2019)

Endelig er der de såkaldte 'akademiske studier' fra forskellige udenlandske institutioner og organisationer, nemlig:
- Chinese Human Right Defenders
- Australien Strategic Policy Institute (ASPI) en højreorienteret 'tænketank' som blandt andet er finansieret af NATO og USA. Det er ASPI som har formidlet den 20-årige Nathan Ruser 'Google-Earth' billeder at påstående fangelejre i Xinjiang. Nathan Ruser billeder af fangelejre
- Newsline Institute som d. 8. marts 2021 udgav deres rapport om
  Folkemordet i Xinjiang.
- og endelig World Uyghur Congress, som arbejder for Xinjiangs løsrivelse fra Kina, og etableringen af Den Østtyrkiske Stat.

Et navn går igen fra de første rapporter om undertrykkelsen af Uyghurerne. Det er Adrian Zenz (f. 1974), medlem af organisationen "Victims of Communism Memorial Foundation" grundlagt i 1993 i Washington, USA. Organisationen har til formål at udbrede kendskabet til socialismen og kommunismens forbrydelser og frihedsbenægtende ideologi. Zenz optræder i mange anti-kinesiske sammenhænge som 'Kina-ekspert'.

Det er også Adrian Zenz, som i 2020 publicerede en rapport om tvungen sterilisation og fødselskontrol af kvinder i Xinjiang - og som danner grundlag for de nyeste anklager om et kinesisk Folkemord i Xinjiang. kilde

Hvis der vitterlig finder en sådan systematiske undertrykkelse af muslimerne sted i Xinjiang, kan man undre sig over, at der ikke er veritable flygtningelejre i de muslimske nabolande - med forfulgte Uyghurer fra Xinjiang!

Bevisførelsen for de påståede overgreb i Xinjiang består alene i 'dokumenterede anklager' - ikke beviser - fremført af eksil-uyghurer og understøttet af de organisationer, som arbejder for Xinjiangs løsrivelse fra Kina - ikke mindst World Uyghur Congres, Håndgribelige beviser på de påstående forbrydelser i Xinjiang mangler simpelthen.

Informationskrigen ...

Interesser bag...

Hvem (foruden sandheden) ka være interesanterne bag Xinjiang historierne? For det første de radikale muslimske seperatistgrupper - herunder ikke mindst ETIM ('East Turkestan Islamic Movement') og World Uyghur Congres, som begge kæmper for Xinjiang løsrivelse fra Kina og oprettelsen af en islamisk stat.

Men hov , vil nogen sikkert sige. Hvordan kan USA støtte en islamistisk organisation? Øhhh har vi set det før? Ja med støtten til muhaddinerne (Osama Bin Laden) i Afghanistan i 1980'erne. Men er USA nu reelt bekymrede over muslimernes forhold? 20 års krig i Afghanistan og Irak syntes ikke at indikere dette!

De sidste års historier om Xinjiang ligger i forlængelse af årtiers negativ omtale af Kina i vestlige mainstream medier, hvor omdrejningspunktet i nyhedsformidlingen altid har været, at kineserne ikke har frihed og demokrati i vestlig forstand, menneskerettigheder krænkes og trods Kinas modernisering de seneste 20-30 år er de aldrig blevet helt som os! Der er stadigt - og vil vedblive at være - et "dem og os".

Mens overvågning, kontrol, 'gen-opdragelse' og konsekvent retshåndhævelse ikke er nyt i Kina, så har situationen i Xinjiang tillige en etnisk / minoritets / muslimsk dimension, som har været en lækkerbisken for ikke bare USA men også for Vesteuropa, som jo selv slås med raceuroligheder (Black Lives Matter), identitetspolitik og flygtninge- og integrationsproblemer.

Hved enten seperatisterne er tibetanske eksil-munke, unge demokratiforkæmpere i Hong Kong eller radikale muslimer i, og ikke mindst udenfor, Xinjiang, så har de alle været kærkomne 'alliancepartnere' for anti-kinesiske grupper i USA og Vesten.

Mere end noget har de kunne fungere i rollen som en humanistisk sukkermarinering af amerikansk stormagtspolitik, og kunnet bidrage til at intensivere den de-humanisering og dæmonisering af Kina, som vi har set i de seneste år.

Formålet hermed er først og fremmest at miskreditere det kinesiske styre (KKP), og gennem støtte til seperatister og dissidenter at søge at destabilisere Kina indefra. For det andet ønsker man fra USA's side at isolere Kina internationalt og at gennemtvinge en teknologisk / økonomisk afkobling af Kina fra USA og dets vestlige alliance- og samarbejdspartnere.

Nej det handler i sidste ende ikke om menneskerettigheder eller muslimernes religiøse friheder, men om at inddæmme og i bedste fald at destabilisere Kina. Alt dette er formendtlig begrundet i, at amerikanerne m.fl. har erkendt at Kina inden for få år vil være verdens største økonomi.

En ny Kold Krig ...?

Der har det sidste ti år været flere og flere advarende røster fremme om hvad Kina økonomiske genrejsning vil betyde for verden og ikke mindst USA's rolle som verdens hegemon, og som leder af den Internationale Verdensorden, som vi har kendt siden 1945.

Historien er rig på eksempler på, at nå en eksisterende stormagt føler sin position truet af en opkommende stormagt, så bliver resultatet krig. Fænomenet kendes som Thykidid's Fælde. I dag taler stadig flere kommentatorer om, at en ny Kold Krig - denne gang mellem USA og Kina - er under opsejling.

Som bekendt er sandheden det første offer i enhver krig! Det er svært ikke at se den intense informationskrig vi oplever nu (2021), som forspillet til denne Nye Kolde Krig.

En ting er, at vi i Vesten har det svært med digital overvågning (selvom vi nok overvåges mere end nogen) og tager afstand fra Kinas 'af-radikaliserings-kampagner'. Vi har selv deltaget i 20-års væbnet 'Krig mod terror' i Afghanistan med titusinder af døde til følge og desværre også uden megen succes på anden vis.

Mens Kina ikke fører krig i sine mange muslimske nabolande, så er der ingen tvivl om, at Kina slår hårdt og konsekvent ned på enhver form for seperatisme, som truer Kinas territorielle integritet. Radikal islamisme er i det 21. årh. blevet en eksplicit trussel mod den nationale integritet i Xinjiang, som i Mellemøsten (jvnf Islamisk Stat)

Når Vestlige ledere i USA, Canada og England i dag beskylder Kina for at udføre et decideret "Folkemord" på Uyghurerne i Xinjiang, så er det mere de associationer, som er knyttet til begrebet 'Folkemord' der er vigtige. De konkrete beviser er unødvendige - når blot beskyldningerne fremsættes tilstrækkelig mange gange.

Har vi set det før?

Ja, vi så det samme da USA's forsvarsminister Colin Powel i 2003 fremviste sattelitbilleder for FN's Generelforsamling, som angiveligt skulle bevise, at Irak besat kemiske masseødelæggelsesvåben. USA invaderede Irak og fik væltet Sadam Hussein, men fandt som bekendt ingen masseødelæggelsesvåben.

Man kan også tænkte tilbage på en ung kuwaitisk sygeplejerske, som i 10. okt. 1990 aflagde vidnesbyrd om, at irakiske soldater smed kuvøsebabyer på gulvet på hospitalet i Kuwait. Denne beretning ændrede med ét den offentlige opinion i USA, hvorefter USA befriede Kuwait og invaderede Irak. Hvad med babyerne ? Historien var opdigtet og den unge kvinde havde aldrig været ansat på et kuwaitisk hospital, men viste sig at være datter af Kuwaits ambassadør i USA ! Se vidneudsagnet Det er almindelig antaget, at alt hvad der kommer af nyheder og informationer fra kinesiske medier - som f.eks. CGTN (China Global Television Network) anses for propaganda og dermed upålideligt. Men kan det samme måske siges om vestlige medier og politikeres omtale af Kina?

En lang række vesterlændinge, som enten bor eller har boet og arbejdet i Kina, har i de sidste par år taget til genmæle på YouTube overfor det meget negative billede der tegnes af Kina i de vestlige medier. Ja - surprice - de er derfor blevet hængt ud af blandt andet BBC, som nyttige idioter for kinesisk kommunistisk propaganda.
Se f.eks. Om BBC artikel om Kina bloggerne

Supplerende materiale:

Jeg har samlet et lille uddrag af de fortællinger om situationen i Xinjiang, som man kan finde på YouTube. På den eneside de der taler for, at et Folkemord m.v. finder sted, og på den anden side , de der stiller sig kritisk overfor de vestlige mediers fremstillig af forholdene i Xinjiang.

Vurder selv ...