Efter afslutningen af den 2. Opiumskrig i 1860 overtog britterne tillige området kendt som Kowloon, og endelig i 1898 overtog England tillige området New Territories på en 99-årig lejekontrakt.
Den britiske koloni kom i de næste åhundrede år til at fungere som Kinas vigtigste økonomiske forbindelsesled til resten af verden. Allerede i 1890 kom 55% af Kinas samlede import via Hong Kong.
Hong Kong udviklede sig her til en af verdens mest dynamiske økonomierne, baseret på eksport af billige forbrugsvarer (tekstiler, beklædning, legetøj m.v. ) til Vesten. I tre årtier før genforeningen med Kina i 1997, havde Hong Kong en økonomisk vækst på ca. 8 % årligt, som hurtigt viste sig i stigende lønninger og en levestandard som overgik de fleste asiatiske lande.
De stigende lønninger i Hong Kong pressede konnkurrenceevnen, og da Kina startede sin reformpolitik i slutningen af 1970'erne, var det ikke mindst virksomhederne i Hong Kong som flyttede store dele af den fysiske produktion over grænsen til Kina. Her havde man netop åbnet den Særlige Økonomiske Zone i Shenzhen, som grænsede lige op til New Territories. Med lave lønninger, skatter og import-eksportafgifter og en stort set fremværende miljølovgivning var der her skabt et profitabelt investeringsmiljø. Fra Shenzhen blev færdigvarer og halvfarikata sendt tilbage til Hong Kong til videreforarbejdning og eksport.
Hong Kong bevægende sig samtidigt op af værdiskabelelseskæden, og blev fra 1980'erne det kommercielle og finansielle centrum for det sydlige Kina, mens produktionsvirksomhederne lå i de kinesiske kystbyer.
Traditionelt har man forklaret Hong Kongs økonomiske mirakel, først med udviklingen af den eksportorienterede letindustri og den efterfølgende vækst i serviceerhverv, finans- og bankvirksomhed, med tre faktorer.
For det første en meget liberal (laissez-faire) erhvervspolitik, lave skatter og en regering, som ikke blandede sig i erhvervslivet. For det andet med de meget selvstændige og dynamiske forretningsfolk i Hong Kong, og endelig en relative politiske stabilitet som Hong Kong har nydt.
ss
Se Større område
Se billede serie cnn.com
Forhandlingerne resulterede i den Kinesisk-Engelske Fælleserklæring fra 1984, som fastlagde, at også øen Hong Kong ville blive overdraget til Kina sammen med New Territories i 1997, men på den betingelse at Hong Kong ville nyde en høj grad af autonomi efter overdragelsen til Beijing.
Det er bemærkelsesværdigt at Hong Kong , i modsætning til andre engelske kolonier, aldrig blev tilbudt selvstændighed, ligesom der heller udviklede sig en egentlig selvstændighedsbevægelse i Hong Kong.
Fælleserklæringen af 1984 og Basic Law fra 1990 betød, at Hong Kong nød en høj grad af autonomi med egne uafhængige politiske institutioner, som ikke var bundet af direktiver fra Beijing. Undtaget var dog udenrigs- og forsvarspolitikken, som fortsat skulle styres fra Beijing.
Det gjaldt endvidere, at de love der på tidspunktet for overdragelsen i 1997 var gældende i Hong Kong ville forblive uændrede, og at Hong Kongs økonomiske system ville forblive uændret i de næste 50 år.
Men det blev samtidigt gjort klart, at det til enhver tid var op til Beijing, at fortolke indholdet i Basis Law og dermed Hong Kongs autonomi. Det har flere gange givet anledning til politiske kontroverser mellem pro-demokrtiske kræfter i Hong kong i centralregeringen i Beijing. Således fastsætter art. 45 i Basic Law, at det ultimative mål er gennemførsel af almindelige frie valg af Hong Kongs regeringsleder. Dette har dog fortsat lange udsigter. Samtidigt forbød The Basis Law enhver form for forræderi, oprør eller afsløring af statshemmeligheder (art. 23), ligesom artikel 18, gav Beijing ret til indføre undtagelsestilstand i Hong Kong, dersom at Beijing fandt at den nationale sikkerhed var truet.
Ikke mindst Christopher Patten, den sidste engelske Guvernør som ankom til Hong Kong i 1992, var fast besluttet på at accelerere de demokratiske reformer i Hong Kong før overdragelsen fem år senere.
Beijing modsatte sig dog Pattens demokratiforsøg, og efter 1997 var den øverste myndighed i Hong Kong, Det Udøvende Råd fortsat sammensat af ikke-folkevalgte medlemmer af Hong Kongs elite at forretningsfolk og embedsmænd.
Artikel 48 og 65 i The Basic Law har dog den målsætning, at der med tiden skal være almindelige frie valg til såvel den Lovgivende Forsamling som til valget af regeringslederen.
LegCo har 70 medlemmer som vælges for en fire årig periode. Halvdelen af de delegerede vælges fra geografiske valgkredse (Geographical Constituencies (GC)). Her kan alle registrerede vælgere over 18 år stemme, og valget af disse delegerede er dermed det eneste direkte demokratiske valg i Hong Kong.
Den anden halvdel af LegCo medlemmer vælges af de såkaldte Funktionelle Valgkredse (Functional Constituencies (FC)) hvor kandidaterne er godkendt af regeringen og vælges blandt forskellige interessegrupper indenfor forretningslivet og politiske institutioner. Denne gruppe er derfor også kendt som den "pro-establisment" gruppe.
I følge The Basic Law (art. 68) er det endelig mål, at alle medlemmer af LegCo skal vælges ved almindelige frie valg.
I den pro-demokratiske partigruppe er de største partier 'Democratic Party' og
'Civic Party'.
De prodemokratiske kandidater kommer primært fra de lokale valg i de geografiske valgkredse og har siden valget i 2012 siddet på knap halvdelen af
pladserne i LegCo. Den pro-demokratiske grupper har således kunnet blokere vedtagelsen af mange af regeringens lovforslag.
Selvom The Basic Law angiver at det endelig mål er at Den Lovgivende Forsamling skal vælges ved almindelige frie valg (Art. 68), så er det et mål som endnu ikke er realiseret.
Det er ikke mindst valgprocessen omkring regeringslederen (Chief Executive), som har været kritiseret af de pro-demokratiske partier.
Regeringslederen er reelt set Beijings repræsentant i Hong Kong ( som tidligere den britiske Guvernør var Englands repræsentant) og skal som
sådan administrere den nyvundne kinesiske suverænitet over Hong Kong.
Forholdet mellem regeringen i Beijing og Hong Kongs regeringsleder bliver derfor af kritikere ofte beskrevet som et patron-klientforhold.
Regeringslederen vælges som sagt af en valgkomite på 1200 medlemmer som repræsenterer
forskellige erhvervsgrupper, organisationer og institutioner i Hong Kong. Men såvel valgkomiteens medlemmer som den valgte regeringsleder skal godkendes fra Beijing.
De offentlige protester chokerede Beijing. For at styrke Tung Chee-hwa's popularitet i Hong Kong, introducerede Beijing nu to nye reformer. Den første var The Closer Economic Partnership Arrangement , som gav virksomheder fra Hong Kong særlig favorabel adgang til det kinesiske marked. Det andet var loven om Individual Visit Scheme, som tillod fastlandskinesere at besøge Hong Kong på individuel basis uden at deltage i en rejsegruppe, som det ellers havde været reglen. Begge reformer havde til hensigt at forbedre Beijings omdømme i offentligheden i Hong Kong. Umiddelbart syntes det også at have lykkedes - omend kun for en stund.
Regeringslederen Donald Tsang (2005-12) gennemførte , efter sit genvalg i 2007, nogle administrative reformer som førte til stigende kritik af det politiske system. Tidligere embedsmænd som havde ledet de vigtigste ministerier, blev udskiftet med kontraktansatte og politisk udpegede ledere.
I 2012 blev Leung Chun-ying valgt som ny regeringsleder. Som sine forgængere var han godkendt fra Beijing og repræsenterede således de pro-kinesiske kræfter i Hong Kong. Hans regeringstid kom dårligt fra start, med anklager om korruption og et rygte om, at han i 2003 havde talt for en hårdere konfrontatorisk kurs overfor de offentlige demonstrationer og andre rygter ville vide at han var medlem af KKP.
En spørgeundersøgelse i 2013 viste at kun 13-14 % af Hong Kongs borgere var tilfredse med regeringen mens tallet i 1997 havde været 60 %. Siden midten af 0'erne har de pro-demokratiske partier i Hong Kong aggiteret for at Regeringslederen samt den Lovgivende Forsamling skulle vælges ved almindelige direkte valg. Beijing har hertil svaret at det ville være i uoverensstemmelse med The Basis Law, og i sidste ende tilfaldt det jo netop Beijing at fortolke den forfatning ( Basis Law) som fastlagde forholdet mellem Hong Kong og Beijing.
De pro-demokratiske og Beijing-kritiske grupper i Hong Kong tolker den politiske udvikling efter 1997, som en gradvis underminering af det retssamfund som trods alt fandets under det britiske styre, og mod en situation hvor Beijings politiske interesser er hævet over loven.
Men under Xi Jinpings ledelse ( 2012- ) er holdningen til Hong Kong og spørgsmålet om demokratisering blevet skærpet. I et regeringsdokument (White Paper) fra juli 2014 fastslår centraleregeringen i Beijing at princippet om "Et land, to systmer" har til formål at forsvare Kinas "suvernænitet, sikkerhed og udviklingsmæssige interesser". Det blev endvidere slået fast, at Hong Kong måtte udvikle sig indefor de rammer som Beijing udstak og, at man forventede at alle embedsmænd og medlemmer af Hong Kongs LegCo optrådte loyalt overfor Beijing.
I 2014 fremlagde Hong Kongs regering et forslag til hvordan valgproceduren kunne ændres i en mere demokratisk retning forud for valget af regeringslederen i 2017. Forslaget indebar at den 1200- mand store valgkomite skulle udpege et par kandidater, som vælgerne derefter kunne stemme på.
Forslaget udløste omfattende masseprotester i 2014, hvor demonstranterne krævede reelle frie valg i 2017. Protesterne fandt sted under parolen "Occupy Central with Love and Peace" hvor titusinder af demonstranter blokerede trafikken i det centrale Hong Kong.
Demonstrationerne forløb fredeligt og i en nærmest 'karnevals-agtig" stemning og de vestlige medier rapporterede begejstret om den storiske selvdiciplin som de unge demonstranter udviste.
Spørgsmålet om yderligere demokratisering i Hong Kong forblev uløst og kan også betegnes som urealistisk, al den stund at Kinas politiske system ikke tilader et demokratisk system i vestlig forstand. Med princippet om "Et land, to systmer" har Beijing accepteret, at Hong Kong bevarer sin kapitalistiske økonomi, sit eget uafhængige administrative, juridiske og sociale system.
Men heri ligger på ingen måde nogen mulighed for at indsætte en regering i Hong Kong som er direkte fjendtlig indstillet overfor Beijing. Suveræniteten over Hong Kong blev med Fælleserklæringen i 1984 mellem England og Kina, overdraget til Kina efter mere end 150 års kolonistyre. Kina har derfor ingen interesse i at slippe sin politiske kontrol med området uanset folkelige proteser.
Fra de statslige medier i Kina blev demonstranterne da også beskrevet som uansvarlige, naive unge og upatriotiske ballademagere, som var blevet manipuleret af vestlige medier.
Demonstrationernen blev udløst af et lovforslag som Hong Kongs regering , under Carie Lam, fremlagde i april 2019. Lovforslaget ville gøre det muligt at udlevere kriminelle til lande som Hong Kong ikke har udleveringsaftaler med, herunder Kina og Taiwan. Lovforslaget blev af oppositionen kritiseret for at undergrave retssikkerheden i Hong Kong og dermed Hong Kongs autonome status på det retslige område.
Demonstrationerne mod lovforslaget tog fart d. 9. juni 20219, hvor regeringen skulle behandle lovforslaget. Det anslås at flere hundredetusinde - endda en million mennesker, deltog i demonstrationerne denne dag. Under 2. behandlingen af lovforslaget d. 12. juni har der igen hundredetusinder af demonstranter på gaden. Politiet måtte her anvende tåregas mod demonstranterne.
D. 15. juni udsatte Carie Lam behandlingen af lovforslaget på ubestemt tid, men det fik ikke skabt ro i gaderne. Dagen efter var der igen store demonstrationer, hvor demonstranterne krævede lovforslaget annuleret og samtidigt protesterede over politiets magtanvendelse.
D. 1. juli, årsdagen for Hong Kongs overdragelse til Kina, stormede demonstranter Den Lovgivende Forsamlings bygninger som blev rasseret.
I de kommende uger og måneder fortsatte demonstrationerne i forskellige bydele og med stigende voldsomhed. Demonstranterne byggede vejbarrikader og blokere metrostationer, hovedveje mv. og anvendte brosten, jernstænger og benzinbomber mod politiets vandkanoner og gummikugler.
Regeringsleder Carie Lam havde allerede d. 15. juni suspenderet lovforslaget og erklærede d. 9. juli at det var bortfaldet, og endelig den 23. oktober var forslaget trukket tilbage.
Men gjorde intet i forhold til demonstranteres ydderligere krav, som siden starten af demonstrationerne i juni- juli måned havde været:
I vestlige medier nød demonstranternes krav om demokrati almindelig tilslutning og d. 27. nov vedtog USA en "Hong Kong Human Rights and Democracy Act" til støtte for protestbevægelsen.
Siden protesterne startede i juni 2019 og indtil nu (d. 18/01/20) har der kun været to dødsfald. I det ene tilfælde var det en student der faldt ned fra et parkeringstag og i det andet var det en ældre civilborger som blev ramt i hovedet af demonstranternes stenkast.
Urolighederne i Hong Kong følges ikke mindst i Taiwan med stigende bekymring, da princippet om "Et land, to systemer" formendtlig også er Beijings skabelon for en fremtidig genforening af Taiwan og fastlandskina.
